Father John Misty lirede den af på rutinen

Father John Misty lirede den af på rutinen

Kim Larsen fortæller om det så rammende i Anders Østergaards dokumentarfilm om Gasolin’: Hvordan bandet blev så populært, at de blev beregnende i forhold til, hvordan de kunne dirigere med publikum.

Det var samme mekanismer, Joshua Tillman anvendte ved aftenens koncert, som på trods af den professionelle levering efterlod indtrykket af en lidt for kalkuleret optræden.

Rammerne var ellers ideelle: Lørdag aften i et udsolgt Falconer Salen, hvor det særligt var kærestepar, der var ude at nyde musikken og hinanden, man spottede blandt publikum.

Koncerten startede også lovende med en rustik version af ‘Everyman Needs a Companion’, hvor lydbilledet var perfekt tunet ind på Tillmans stemmebånd, ligesom ‘Only Son of the Ladiesman’ og ‘I’m Writing a Novel’ effektivt forplantede de akustiske guitarakkorder blandt publikum. »En dejlig lydmur af lejrbål«, som en koncertgænger omtalte det.

Men det var generelt lidt en kamp for Tillman at sætte kog i publikum, der fraregnet de første rækker ikke omfavnede hans ekspressive kropssprog og gestikulerende fagter, som virkede indøvede og planlagte. Den abrupte pause i ‘Now I’m Learning to Love the War’ fremstod lidt for åbenlyst som en gennemkoreograferet del af koncerten, og da Tillman i ‘True Affection’ gav den med funky moves og et hop ned blandt publikum virkede det nærmest demonstrativt forceret.

En ellers sikker trumf som ‘Bored in the USA’ blev leveret pligtskyldigt og besad ikke det live-momentum, sangen ellers kalder på, og en version af Rihannas ‘Kiss It Better’ smagte lidt for meget af, at ’nu spiller vi den, bare fordi vi kan’. Inden da havde vi heldigvis fået ‘I Went to the Store One Day’, hvor Tillman lod inderligheden forplante sig.

Søndag aftens ekstrakoncert i Falconer bliver Father John Mistys femte koncert på dansk jord inden for bare ti måneder, så den noget rutineprægede attitude, som prægede lørdagens koncert, kan have sit udspring i, at Tillman og band simpelthen har været på landevejen for længe med det samme materiale.

Uagtet at det var knalddygtige musikere, som leverede et upåklageligt professionelt show, hvor intimiteten og nærværet i momenter stod klart, forlod man ikke desto mindre koncerten med en følelse af at have oplevet en optræden, som var lidt for kalkuleret og endnu en dag på koncertkontoret.

Kære Joshua: Vi ser frem til dit næste besøg i Danmark, men hav gerne et nyt album med i kufferten. Og kom så tilbage og overrask os med en overrumplende koncertoplevelse. Du har jo formatet til det og har gjort det før.

Læs også: Ægte kærlighed: Hør Father John Mistys nye sang ‘Real Love Baby’

Father John Misty. Koncert. Falconer Salen.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af