Katinka leverer skarpladt og hårrejsende øm poesi

Katinka leverer skarpladt og hårrejsende øm poesi
Foto: Thomas Dyrholm
Katinka leverer skarpladt og hårrejsende øm poesi - Lufthuller
5 6
Katinka
'Lufthuller'

Ep, Playground

Katinka Bjerregaard har debut-ep’en ‘I Røntgen’ og titlen som en af sidste års vindere af Karrierekanonen med sig i bagagen. Hendes ukulelefolk har på ep nummer to vokset sig både større og dygtigere; næsten hårrejsende poetisk og øm, men med skarpe kanter.

Udtrykket er sine steder mere elektronisk og renskuret end på debut-ep’en: ‘Det er noget du har bestemt’ og ‘Usynlige sår’ er decideret electropoppede. Dermed ikke sagt, at Katinka er blevet for strømlinet og pæn. Overordnet set minder hendes lyd i både tilgang og udtryk om hedengangne Balstyrko, der på lignende vis foldede det danske sprogs gloser i uventede faconer over en legende, lige dele elektronisk og akustisk lydbund, imens også inspirationen fra velskrivende veteraner som Anne Linnet og C.V. Jørgensen er mærkbar i Katinkas umiddelbare poesi.

De fem sange på ‘Lufthuller’ er tekstmæssigt kollager af udklip fra Katinkas egen dagbog. Selv om stilen er fragmenteret, er hver enkelt sang en lille helstøbt fortælling – næsten konsekvent om at være underdog i kærlighedsforholdet.

Tematisk bliver ep’ens tekstunivers derfor en anelse ensporet, og det skal blive interessant at høre Katinka udforske andre aspekter af tilværelsen på et fuldlængdeudspil.

Det gør hun dog også undtagelsesvist på ‘Idioter’, der er en skrabet, men stemningsmættet og ildevarslende komposition, hvor de effektindsvøbte akkorder fra et elklaver og rungende guitaranslag spøger i lydbilledet bag Katinkas stærke, insisterende vokal. »De siger, du er smuk, som du er, og så bygger de kloner, idioter«, vrænger sangerinden, så budskabet om et sjæleløst samfund kryber helt ind under huden. Katinka beviser her, at hun har potentiale til at blive en vedkommende politisk sangerinde.

Balladerne på ‘Lufthuller’ er dog på ingen måde tandløse. ‘Du rejser’ er måske ep’ens højdepunkt med sin ømskindede, indtagende ukulelemelodi, understøttet af lydene fra en støvsuger, en elkedel og rislende vand, der tilsammen imiterer banegårdens susende støj. Enkelt, men effektfuldt.


Kort sagt:
Danske Katinka leverer på ep nummer to en både øm og skarpladt ukulelefolk brudt af elektroniske lysflader og skygger. Sangerinden besidder et stort poetisk talent, der brænder igennem på alle fem sange, hvor teksterne kredser om at være underdog i kærlighedsforholdet. Det skal blive interessant at høre Katinka udforske politiske temaer på et fuldlængdealbum, som hun gør det på den kuldslåede ‘Idioter’.