Agentfilm med overskud – se 'Kingsman: The Golden Circle' på C More her

Kevin Morby leverer betagende melodier og hallucinatoriske nattesyner

Kevin Morby leverer betagende melodier og hallucinatoriske nattesyner
Kevin Morby leverer betagende melodier og hallucinatoriske nattesyner - Singing Saw
5 6
Kevin Morby
'Singing Saw'

Album, Dead Oceans

Det skorter ikke på unge, frembrydende sangskrivere, for hvem Dylan og Cohen er husguder, fra hvem man afridser skitserne til sine melodier, formgiver sine fraseringer og indkredser sine lyriske temaer. Således også med det tidligere Babies- og Woods-medlem, Kevin Morby, der med ’Singing Saw’ er ude med sit tredje album som solist.

Legendernes kendetegn er strøet med løs hånd på et album, som det – skønt ansatser til godhjertet plagiatvirksomhed – ikke vil være noget sats at erklære som et decideret gennembrud for Morby.

Heldigvis er Dylan og Cohen ikke mere end rettesnore eller ledestjerner, der fører Morby forbløffende helskindet over sangskrivningsmetierens vilde vover.

Bare lyt til førstesinglen ’I Have Been to the Mountain’ – i øvrigt inspireret af politimordet på Eric Garner – hvor Morby sammensætter en ret så forrygende sammenkogning af blandt andet himmelske backingvokaler, en listig (hvis ikke ligefrem stolt spankulerende) basgang, akustisk folk-guitar, der giver plads til en psykedelisk elektrisk guitar og et særdeles velplaceret mariachi-blæserparti, ikke ulig Calexico.

Morby er i det hele taget rigtig god til at investere sine ofte basalt nynneværdige melodier med nogle arrangementer, der emmer af stoflighed. De ni sange er endvidere udtryk for stor indbyrdes variation. Fra det slæbende gospelhymneprægede på sange som ’Ferris Wheel’ og ’Water’ til det fuzztunge rockbæst ’Dorothy’, der sagtens kunne have været undfanget af Ty Segall.

Allerbedst er sange som ’Drunk and on a Star’, hvis lifligt søde omkvæd (inklusive i særklasse dylanske fraseringer) indgår i en noget nær perfekt harmoni med versets mere underspillede melankoli. Den over syv minutter lange titelsang er som en vandretur i mørke, hvor nattens lugte, lyde og luftfugtighed sætter sig nærmest hallucinatoriske spor i sangerens bevidsthed. Den fortællemættede monotoni bringer her mindelser om en sangskriver som Bill Callahan. ’Destroyer’ finder – ikke ulig Matthew E. White – et sweet spot mellem soul, country og gospel. Det er under alle omstændigheder en ekstremt veludført hybridform, Morby her hiver frem. Den afsluttende saxofonsolo sætter prikken over i’et.

Morbys lyrik har en hallucinerende virkning, når den er bedst. Til tider forfalder han dog til lige lovlig abstrakt-kryptiske vendinger, der virker lidt for konstruerede til at fremstå intuitivt poetiske. Men sanglinjernes indhold er i virkeligheden underordnet, fordi de så uanstrengt lader sig opsluge i melodiernes kildevæld af teksturrige toner.

Advertisement