Mendozas debut-ep er et både feststemt og dystopisk bekendelsesprojekt
Da Mendoza for godt to år siden brød igennem som en bemærkelsesværdig ny kunstner, skyldtes det især arven fra 90’ernes dance-scene, der utilsløret pumpede igennem de rave-indbydende debutsingler, fulgt til dørs af sangerindens hårde, dominatrix-lignende ydre. På sin debut-ep, der har haft en lang og hård fødsel, har den 24-årige dansker valgt at lade mennesket bag Mendoza-panseret ikke bare titte frem, men blotlægge hele sit fejlbarlige jeg og sin traumatiserende fortid.
De personlige tekster presser sig på, imens chipmunk-vokalen er trådt i baggrunden, og det stadig synthtunge lydunivers har fået en mere dyster, næsten gotisk klingende opdatering. Sandra ‘Mendoza’ Frederiksen voksede op på Istedgades barer og stripklubber og måtte igennem alskens misbrug og mislykket entrepreneurship, inden hun fandt sig selv som sangerinde, og de seks sange er hendes bekendelser fra en ualmindeligt grum og ukærlig opvækst.
På ‘Buy Me Boy’ er det stripbarens kvinder, hun giver en stemme, på ‘Chemicals’ besynger hun sit had/kærlighedsforhold til hårde stoffer, og på ‘Game Changer’ handler det om, hvordan hun som barn måtte kæmpe for sin alkoholiserede fars opmærksomhed.
Umiddelbart udgør Mendozas lige dele trancetunge og dancepop-begejstrede tilbøjeligheder en perfekt dystopisk, men stadig feststemt lydmur bag de desillusionerede tekster. Desværre får de dystre, altopslugende synthvægge på ‘Keep Me Above You’ og ‘Game Changer’ ikke tilstrækkeligt med modspil til, at sangene for alvor løfter sig. Mere interessant er ‘True Meaning of Cruel’, der skiller sig ud fra synthsumpen med sin skrabede produktion og sit kække beat, imens ‘Raindrops’ er noget så anti-Mendoza-agtigt som en sårbar ballade med fintfølende klokkespil og melankolske klaverakkorder.
Det er interessant at opleve Mendozas iscenesatte persona blive blødt op med denne ærlighed og vilje til at eksperimentere. Desværre lurer monotonien lige om hjørnet i de synth- og baspumpende produktioner, og som lytter føler man sig derfor ikke for alvor draget ind i Mendozas bekendelsesprojekt.
Kort sagt:
På sin debut-ep gør Mendoza en ihærdig indsats for at lade sin lytter komme tættere på mennesket bag den hårde facade i et tekstunivers, der er centreret omkring bekendelserne fra en grum og ukærlig opvækst på Istedgades barer. Sangerindens dancepop-begejstrede og synthtunge tilbøjeligheder har fået en mere gotisk klingende makeover, men desværre er produktionerne for monotone til, at man som lytter for alvor bliver rørt.
Læs også: Charlottenborg Kunsthal og Roskilde Festival byder på gratiskoncerter – Emilie Ramirez, Mendoza