Nick Cave var i absolut storform på sit forrige album, ‘Push The Sky Away’, fra 2013. Siden har han stået bag og medvirket i filmen ‘20.000 Days on Earth’ og givet en ekstraordinær koncert på dansk jord i Koncerthuset, men siden den ene af hans to tvillingesønner sidste sommer på tragisk vis blev dræbt efter et fald fra en klippe, har der været stille omkring den australske mester.
Derfor er det gode nyheder, at Nick Cave and the Bad Seeds angiveligt vender tilbage med et nyt album den 9. september, og der er tilmed ikke tale om en konventionel albumudgivelse.
Nyheden stammer nemlig fra arthousebiografen Laemmle, beliggende i Los Angeles, der på deres website har slået en begivenhed op med en indtil videre titelløs film, der har premiere den 8. september og vil vise bandet optræde med helt nye sange fra et album, der udkommer dagen efter.
Filmvisningen vil eftersigende blive omverdenens første mulighed for at høre de nye sange, da Nick Cave and the Bad Seeds ikke vil udgive nogen singler. En beskrivelse på biografens website fortæller, at filmen er skudt i både sort og hvid, farver og 3D, og at dens fotografiske stil har en intimitet, der afspejler lyden på albummet.
Læs også: Youtube-guld: 10 videoer der understreger, at Nick Cave er rockens ultimative badass