Spot-favoritter: De otte bedste koncerter, vi så på festivalen lørdag

Fra klubbet r'n'b og varmblodet cumbia til smadderrock og autotune-hiphop. Her er vores højdepunkter fra Spot Festivals andendag – serveret i vilkårlig rækkefølge.

ANYAJesperHedemann1-L

Anya: Jesper Hedemann.

1. Anya

Der sker åbenbart ting og sager med Anya, for i Musikhusets Store Sal stod det soleklart, at sangerinden i fremtiden kommer til at skifte stil ovenpå debut-ep’en ’The Credit’s afdæmpede og inderlige r’n’b.

To nye numre klingede af moderne, UK-inspireret r’n’b med smæk på både bas og tempo, og lukkeren ’Wasted Love’ smagte ligefrem af Disclosure. Den bundsolide (og relativt nye) pop-brager ’Break Up Battle’ havde startet koncerten, og det var tydeligt, at rytmebunden havde fået en solid fedtmarmorering på ældre ballader som ’Greet Me’ og ’Need To Know’, så skellet mellem nyt og gammelt ikke skulle føles alt for monumentalt. En interessant introduktion til Anyas nye stil, og så var det altså forbilledligt, at hun havde en god, gammeldags back-up-sangerinde med på scenen frem for at køre korstemmer og andre vokaldele via backtrack.

SILVESTER, foto - Mikkel Elming 2-L

Silvester. Foto: Mikkel Elming.

 

2. Silvester

Silvesters forsanger stod med armen i sele. Han havde brækket den under et nyligt fuldemandsstyrt på cyklen, og der var bestemt også noget vuggende over den danske trios ganske varierede output af bollesoul, Liss-klingende trope-r’n’b med galopperende hi-hat og en mere elektronisk hvilepuls.

Den dovne vokallevering på den hengemte Limbo-scene bag Godsbanen var måske ikke lige stærk hele vejen igennem, men stemningen var poppet på den gode måde uden at hverken søge eller forcere det. Og så var forsangerens Prince-vrælende fraseringer a la ’Musicology’ altså fantastiske.

Graceless - Rasmus-Hostrup-(Rooster)

Rasmus Hostrup fra Graceless. Foto: Benjamin Lind Holm.

3. Graceless

Der er noget håbløst over det skanderborgensiske bands slackerrock, hvor punkens opråb og desperation er skiftet ud med en opgivende trækken på skulderen. Det kom mest til udtryk på numre, hvor guitarerne ringlede lidt målløst derudaf og den næsten psychede, dovne vokallevering messede i front, så man blev suget med ind i deres bistandsrock.

Bedst var gruppen dog alligevel, når de fandt håb i melodier og lod lyset skinne ind – her var der glimt i øjet, som på deres coverversion af The Cures ‘Just Like Heaven’. Selv om originalens boblende kærlighedserklæring selvfølgelig blev trukket lidt ned i sølet (som Tapes mørke lokaler dannede den perfekte ramme omkring), så klædte den melodiske fremdrift bandets udtryk. Det cementerede det sidste nummer også, hvor buldrende gulvtammere, en medrivende basgang og de to ringlende guitarer kunne have revet os med i timevis – og gav os håb.

Annonce

4. Lowly

Lowly viste sig som et strålende valg til at lukke Musikhusets Store Sal, og denne lørdag aften beviste bandet endda effektivt, at de ikke blot bør betragtes som et sideprojekt til de respektive medlemmers andre projekter, men i stedet som et fuldtonet indierock-flagskib med pondus og sange til at matche deres enorme armbevægelser.

Det enkle, men uortodokse lysdesign med skarpe, nedefrakommende spots, der blæste bandet på scenen op som skarpe silhuetter på det hvide bagtæppe, tjente kun til at underbygge dramaet i den storladne støjpop, og selv da Lowly kastede sig ud i et Miley Cyrus-cover (‘Cyrus Skies’ fra ‘Dead Petz’-albummet), var der ikke et øje tørt. Hvis aftenens koncert er blot et lille fingerpeg om, hvad vi kan vente os af det kommende album, så lurer der noget stort ude i horisonten.

IRAH_sv2

Irah. Foto: Benjamin Lund.

5. Irah

De var som Portisheads mere optimistiske stedsøster med en synthbund, en eminent trommeslager (andre bands ville have haft to plus et backing track for at klare, hvad han leverede) og Stine Grøns Beth Gibbons-agtige langsomt og smukt messende vokal. Men de britiske forbilleders maskinpark og dystre grundtoner var skiftet ud med en mere levende, menneskelig nerve.

Deres evne til at skabe så meget vellyd hver især kan dog godt blive en sovepude, og de savner flere enkeltstående stærke sange som singlen ‘Into Dimensions’, hvor lytteren bliver taget mere i hånden igennem deres smukke filmiske univers. Men lige meget hvad, så ville man kunne kigge på Oliver Louis Brostrøm Laumanns trommespil i timevis uden at kede sig.

6.  Sivas

’Nu vi her’, ’Problema’, ’Teknik’, ’Holdet’, ’Ned’, ’Lige nu’ (med Hans Philip fra Ukendt Kunstner), ’d.a.u.d.a’, ’Kun hinanden’ (uden Gilli) og til slut ’Ja Ja’.

Sivas’ shows er efterhånden regulære greatest hits-fremvisninger – sådan føles det i hvert fald, selv om de fleste af aftenens numre stammede fra rapperens nye album. Hans arsenal er potent, bastung hiphop blev leveret til UG, hvis man tager festen som parameter. Reza var på knapper og Tais fra Hukaos på MPC, og specielt ’Familie før para’-højdepunktet ’Ned’ (med sit vanvittige guitarsample), den caribiske dance-off på ’Kun hinanden’ og hovedpersonens generelle indlevelse var højdepunkter. En velkoordineret auto-tune-fremvisning i Rytmisk Sal, der ikke lagde skjul på, at showet og festen var det vigtigste – her blev crowdsurfet! Hans Philip var desuden i vanlig hopla som gæst på ’Lige nu’ fra den nye Ukendt Kunstner-plade.

Molly Malthe-

Malte Hill fra Molly. Foto: Benjamin Lind Holm.

7. Molly

De havde ild i røven allerede ud af starthullerne, det gæve powerpop-trekløver Molly. Og selv om de ikke nåede hele deres setliste, stod tælleren allerede på tolv sange (!), da stopuret rundede de 35 minutter, og Malte Hill måtte takke af fra scenen. Han kunne være tredobbelt fint tilfreds, for det blev både til crowdsurfing og, hvad der må have været festivalens måske mest autentiske moshpit.

For de af os, der har overværet Molly før, var det desuden en fryd at opleve, hvor meget bandet er vokset som en live-enhed – både opad og udad. Det er fristende at drage paralleller til Hills hårpragt, som på det lille år, der er gået fra ‘Peach Melba’, var vokset fra stubmark til en solid bunke krøller. Denne aften diskede bandet både op med nye facetter i deres udtryk og nye, larger-than-life omkvæd at skråle med på i form af fire pluk fra den nys udkomne ep ‘Sunshine Seems Important’.

mbn-foto.dk_Junglelyd

Junglelyd. Foto: Mbn-foto.dk.

8. Junglelyd

På en festival, hvor en god portion af navnene klinger som var de i familie med hinanden, var Junglelyd et friskt pust. Der er nemlig ikke nogen i Aarhus, der lyder som det fem mand høje cumbia-kollektiv, hvis besætning i aftenens anledning var vokset til syv, og tilsammen satte de gang i en både svampet og organisk, tungt rullende togtur langt ind i den colombianske jungle.

Ganske vist er Headquarters placeret i en solid, betonindfattet kælder, men for en stund syntes det som om at bygningen blævrede gladeligt i takt med bassen og det stordansende publikums ben. Der gik lynhurtigt sauna i den på scenen, og selv om settet kun varede de i Spot Festival-regi forventelige 35 minutter, formåede Junglelyd simpelthen at bygge en både bogstaveligt sveddryppende og røgtung fest op. Midtjysk effektivitet med global flavour.

Læs også: De ni bedste koncerter vi så fredag på Spot Festival