»Sjældent stærk musikdokumentar« – se den rørende ’Amy’ på C More

Fem grunde til, at Jamie xx leverede NorthSides mest sublime nattefest

Fem grunde til, at Jamie xx leverede NorthSides mest sublime nattefest
Foto: Benjamin Nørskov
Det generte festgeni var sat til at afslutte med en nattefest lørdag aften. Det blev til en fænomenal opvisning i alt det bedste fra Jamie xx’s bagkatalog og musikalske referencer –leveret på beatmagerens helt egne præmisser.
Fem grunde til, at Jamie xx leverede NorthSides mest sublime nattefest
5 6
Jamie xx

Koncert, NorthSide

1. Leg med forventningerne

Når man vælger at åbne et dj-set med Joy Divisions sørgmodige ’Atmosphere’ er der ikke umiddelbart lagt i ovnen til en crowd pleasende nattefest. Pigen ved siden af mig lød i hvert fald ret opgivende, da hun udbrød »Okay, det var så noget helt andet end jeg regnede med« over Ian Curtis’ triste postpunkhymne, men stemningen blev herefter lynhurtigt vendt, da Jamie xx ledte over i et forvrænget mix af solohittet ’Loud Places’. Her stod det klart, at beattroldmanden ikke var kommet for at lefle for publikum, men i stedet sublimt formåede at dosere mellem det overraskende, drillende og velkendte.

 

2. Historielektion – i små doser

Jamie xx’s afslutningskoncert på Roskilde Festival endte sidste år som en lidt flad fornemmelse. Her var dj’en og produceren mere opsat på at levere en fyldestgørende historielektion i sit hav af musiknørdede referencer, hvor især soul-tendenserne fra ’I Know There’s Gonna Be (Good Times)’ blev teaset hele vejen igennem.

På NorthSide kom historielektionen i perfekt afmålte mundfulde. Da Kylas babybløde vokal fra årets måske største sommerhit, ’One Dance’, rungede ind, forventede publikum tydeligvis straks, at de skulle synge med på Drake, men Jamie xx hyldede (selvfølgelig) i stedet UK funky-scenen med Paleface og Kylas original ’Do You Mind’ i sit nu ikoniske Crazy Cousinz-remix, der blev efterfulgt af en længere sektion af småbidder fra UK-scenens afkroge tilsat alt fra Donna Summers ’I Feel Love’ til tung techno.

 

Annonce

3. Egne remix fik nyt liv

Mens Jamie xx’s egne vokålbårne numre fra sidste års ’In Colour’ først blev leveret mod slutningen af showet, blev publikum trakteret med et udvalg af beatmagerens utallige remixes showet igennem, der leverede samme syng-med-stemning. Især The xx’s ret så fantastiske cover/remix af Florences ’You’ve Got the Love’ gav et rart pust af noget velkendt, ligesom Gil Scott-Heron-samarbejdet ’I’ll Take Care of You’ i et nyt mix lød fantastisk.

 

4. Lydnørden som konge af natten

Det er vist blevet etableret, at Jamie xx ikke lefler for sit publikum. Alligevel var det ekstremt tilfredsstillende at se den sky lydnørd have det feststemte publikum i sin hule hånd efter en lørdag, der var præget af det ene (lettere døsige) guitarrockband efter det andet. Jamie xx sagde ikke et ord under den halvanden time lange nattefest, ligesom han ikke spillede på billige tricks som vilde drops. I stedet var det bare hypnotiserende at se det generte geni live-mixe vinyler og tilfreds skue ud over det talstærke publikum. Lydnørden er blevet nattens konge!

 

5. Euforisk afslutning

Mange havde med garanti forventet at skulle skråle med på ’I Know There’s Gonna Be (Good Times)’ som afslutning, men i stedet holdt Jamie sig til de bedste vokaltracks fra ’In Colour’. ’Seesaw’ med bandmakkeren Romy Madley-Croft blev ledt over i den euforiske ’Gosh’ – først teaset, så spillet i sin fulde længde badet i regnbuefarvet lys – for til sidst at afslutte med en kæmpe forløsning i form af ’Loud Places’ i sin originalversion. Her savnede man ikke at synge med på Young Thug og Popcaans rablende vers fra ’Good Times’, men fik i stedet sat et perfekt punktum med ’Loud Places’ melankolsk gospelkor, der satte en fed streg under, at Jamie xx gør præcis, hvad der passer ham, og alligevel formår at få dig til at danse.

Læs anmeldelse: NorthSide: Beach House leverede en hypnotisk midnatsseance

Læs anmeldelse: Wilco på NorthSide: Formidable countryrockere fortjente et publikum, der gad holde kæft