NorthSide: Beach House leverede en hypnotisk midnatsseance

Beach House havde fået overdraget en af lørdagens mest nådesløse tidspunkter. Ideelt set havde duoen overmandet publikum med deres på én gang opiumssumpede, men også støjende, drømmepop, men desværre var hverken publikum eller lyden på den store Green Stage helt med på Beach Houses midnatsmission.

Rammen var ellers perfekt sat, da det fire mand høje liveband gik på scenen under en skydækket fuldmåne, hvor Victoria Legrands rhinstensbesatte troldsmandskutte og det blinkende bagtæppe og tågede, lilla lys, der indhyllede scenen, satte en nærmest forhekset stemning.

Den småepiske, seks minutter lange ’PPP’ fra ’Depression Cherry’, det ene af duoens to glimrende album fra sidste år, åbnede ballet med sin døsigt drømmende guitarfigur, men som det viste sig at gælde for en stor del af koncerten forblev Alex Scallys guitar ærgerligt nok lettere mudret under en insisterende stortromme.

’Wishes’, ’Space Song’, ’Other People’ og især ’10 Mile Stereo’ med sit karakteristiske, galopperende guitarriff fik druknet nuancerne i en grød af percussion. Herefter fik Legrand tydeligvis også nok af den lidt sumpede stemning, og efter en opfordring til at kigge mod den lysende fuldmåne og kysse sin sidemand, erklærede hun »okay, enough of my hippie shit« og spillede en smuk version af den sentimentale ’Take Care’. Trods en stadig mangel på lidt skarphed i Scallys detaljerede guitarspil er Beach House heldigvis et af dens slags bands, hvis sublime sange vejer op for dårlig lyd.

Herefter fik amerikanerne skruet op for de støjrockede tendenser, der især prægede det seneste album ’Thank Your Lucky Stars’, på ’Rough Song’ og den næsten My Bloody Valentine-klingende ’Sparks’, hvor guitarfeedback og Legrands sireneagtige sang tiltrængt fik lov at trænge igennem og skure lidt i det drømmende lydbillede, mens de på ’Wildflower’ og særligt den fænomenale ’Elegy to the Void’ overgav sig til det vakuum, sangen skaber med sit hypnotiserende synthtema og kradsende guitarriff.

Showet fik sat et udsyret, tranceagtigt punktum med ’Days of Candy’ og ’Irene’ efter den støjende optakt, og i sidste ende stod koncerten heldigvis også mest af alt tilbage som en hypnotisk midnatsseance, hvor Beach House gjorde deres for at forhekse publikum.

Læs også: NorthSide: Syv højdepunkter på festivalens første dag – og ét minus