Roskilde Festival: Action Bronson serverede rib-eye-steak til forret

Roskilde Festival: Action Bronson serverede rib-eye-steak til forret

Som certificeret kok ved Action Bronson, at man ikke serverer sin saftige rib-eye-steak til forret. Men madglad som han nu engang er, kunne han alligevel ikke helt lade være og lagde stærkt ud med en håndfuld af de mest vellykkede tracks fra sit seneste album, ’Mr. Wonderful’, og lidt solid kræsen for publikum med både setliste-ønsker og Christiania-shout-outs.

Derpå luntede han lidt ladt omkring på scenen til de Alchemist-leverede beats, mens hans mc-hjemmedreng Meyhem Lauren tog teten på en kort række numre. Et udmærket makkerskab, der har begået adskillige catchy kendinge – og senest den nye, reggaeficerede ’Mr. 2 Face’ – men på scenen et uligevægtigt samarbejde, hvor Laurens energi udkonkurrerede Bronsons.

Først tæt på målstregen genvandt newyorkerrapperen appetitten og gav en smagsprøve på, hvordan han er, når han er allerbedst: Ukueligt energisk og fuldkommen vanvittig. Han serverede en fortræffeligt ’Easy Rider’ med så medrivende kraft, at de pragtfulde 60’er-vibes fyldte hele teltet. Med storhittet ’Baby Blue’ opnåede han, selv uden Chance the Rappes gæstevers, stort momentum og krydrede det med et kækt mashup med Biz Markies klassiker ’Just a Friend’.

Som afslutning understregede Bronson sit talents fulde autoritet med et mic drop af dimensioner. Havde han blot holdt gryden i kog gennem hele settet, havde man stået tilbage med en noget bedre eftersmag.

Action Bronson. Koncert. Roskilde Festival, Avalon.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af