Smirnoff Equalising Music

Roskilde Festival: Baby Blood fanget mellem kosmisk karma og sort fest

Roskilde Festival: Baby Blood fanget mellem kosmisk karma og sort fest
3 6
Baby Blood

Koncert, Roskilde Festival, Street

Der er en dyb afgrund i Lucy Siames nye alias, Baby Blood. Et mørk og tomt fald man ikke hørte, da hun kaldte sig Lucy Love. Hvor Lucy ofte var aggressivt spyttende i gader af rå beton, sidder Baby høj og bange i en gyde, mens hendes dæmoner taler til hende. Fælles for de to er forkærligheden for britisk undergrund, men det er synthesizere og dyb rumklang, der dikterer Baby Blood, ikke grime og garage.

Da Siame og hendes perkussionist kom på scenen, var det i næsten komiske masker og kostumer. Hende som noget, der mindede om en diamantbesudlet Ewok i broderet folkedragt, mens han lignede en gedebuk med bling.

I starten var det faktisk meget passende. For introen dronede os rart ind på Street-scenen, mens Siame spillede klokkespil og lavede hul igennem til kosmos med tranceskabende stemninger. Igennem koncerten var det især i disse små intermezzoer mellem numrene, at varmen dukkede op.

Men som skyggerne flød ind over os, krøb Baby Bloods egentlig jeg frem: Bastungt, sort og med stemninger, der netop var mørke og udflydende, og hvor Burial-klingende flader blev afløst af lysten til at ryste op i os med en ond fest.

Desværre dumpede flere af numrene ud over scenekanten i sin mangel på umiddelbar hit-værdi, ligesom mismatchet mellem den dystre lyd og den visuelle varme forfulgte koncert, som naturligvis skulle have slæbt os med vold fra klokken 02 til 03 og ikke med god karma fra 20 til 21.

Det døsige publikum fik derfor først rigtig mod på koncerten, da den syrede og trappede ’Figurene’ lukkede ned med alle pengene på lagt på sort.

Læs også: Roskilde Festival: Seks koncerter du ikke må misse mandag