Roskilde Festival: Santigolds eftermiddags-freakshow var både friskt og overbevisende
En af Roskildes typiske roller som provokerende indiepop-performer, der holder hof en blank eftermiddag, skulle i år udfyldes af amerikanske Santigold. Hun bragte Arena i hopla med sit amazone-look, et smittende tandpastasmil og en nærmest musical-agtig spændevidde i stemmen.
Som en reggaeudgave af Beyoncé dirigerede Santi fremdrift ind i et forbavsende vågent og begejstret publikum med sine vilde, Warhol-agtige scenekostumer tilsat et varmt og reelt nærvær, der toppede halvvejs, hvor en stor del af pitten blev hevet op på scenen til dansefest.
Med en sprudlende selvironi serverede hun innovative, excentriske radiohits som ’Disparate Youth’ og ’Freak Like Me’ fulde af breaks og iørefaldende guitar-riffs, og selv om humørfyldte gimmicks, som indkøbsvogne, Santi og sangerne kørte rundt med, tog tid, formåede hun samtidig at synge både sig selv og publikum til eftermiddagsekstase.
Uden forsøg på at være hverken decideret provokerende politisk eller avantgarde, fik sæbebobler, street-dancers og beats kabalen til at gå op i et symfonisk freakshow sammen med hendes neonflimrende skærebrændervokal, der stod stærkest, når den blev fulgt op af skurrende percussion og junglemekanik.
Gennem nye, trashy ballader som ’Rendez-vous girl’ og ’Can’t Get Enough of Myself’ viste Santigold endnu en gang, at hun mestrer sin egen, prætentiøse popform på en gennemsyrende original måde.
Se hele vores dækning af Roskilde Festival HER.