Tinderbox: Veloplagte Band of Horses havde fokus på fordums triumfer

Det var en særdeles veloplagt Benjamin Bridwell, som trissede ind på Tinderbox’ Blue Stage og stilfærdigt åbnede koncerten med en soloudgave af ‘St. Augustine’. En modig disposition, som han da også godt vidste var noget atypisk til en festival: »Let’s try something different. Hope you’ll bear with me.«

Det fortsatte, da Ryan Monroe og Tyler Ramsey gjorde ham følgeskab i ‘Part One’ med trestemmige vokalharmonier og mandolin. Herefter var Band of Horses fuldtallige, og rockshowet kunne begynde.

Det blev et koncert, hvor fokus i overvejende grad lå på gruppens tidligere triumfer. Ganske vist fik vi serveringer fra det seneste album ‘Why Are You OK’ – heriblandt energiske udgaver af ‘Casual Party’ og ‘In a Drawer’, hvor den rustikke indie-folkrock blev krydret med elektroniske drum-pads af Creighton Barrett.

Langt størstedelen af koncerten udfyldtes dog af de gamle travere, som bandet spillede med en frisk og vital tilgang. ‘Cigarettes, Wedding Bands’ og ‘Islands on the Coast’ nød godt at hele tre guitarer, som spillede unisont, ‘Ode to LRC’ dyrkede dynamisk afveksling, og i ‘Is There a Ghost’ freestylede Bridwell med nogle anderledes fraseringer.

På trods af, at folk var lettere karrige med de højrøstede tilkendegivelser, blev forsamlingen dog gradvist varme på de veloplagte gutter på scenen og jubelen var da også stor, da bandet satte i med ‘No One’s Gonna Love You’. Monroes vemodige mellotron draperede hittet på smuk vis, og selv om de ikke måtte, røg flere piger op på kæresternes skuldre. Det var ligeledes et Kodak-moment værdigt, da Bridwell sætte gang i ‘The Funeral’, alt imens solen gik ned bag trækronerne i Tusindårsskoven.

Selv om Band of Horses’ mest funklende stjernestunder ligger bag dem, var deres koncert på Tinderbox ikke desto mindre en glimrende påmindelse om netop disse. Leveret af et smilende og imødekommende band, der trak i arbejdstøjet med charme, energi og veloplagte miner.