Interview: Whitney er country for cool kids

Interview: Whitney er country for cool kids
Foto: Sandy Kim
Efter brud med bands og kærester flyttede vennerne Max Kakacek og Julien Ehrlich tilbage til Chicago. Sammen fortolker de country og synger sig ud af kvalerne på debutalbummet ’Light Upon the Lake’, der netop er udkommet.

Country. Smag på ordet, og du tænker måske straks på cowboyhatte, teenage-Taylor Swift og friturefed americana-stemning. For Whitney, et kollektiv af eksmedlemmer fra Smith Westerns, Unknown Mortal Orchestra og et spraglet hold af deres musikkyndige venner fra Chicago, betyder genremærkatet en undskyldning for at skrive inderlige tekster og lave no fuss-musik, der ikke lefler for, hvad der nødvendigvis er cool i musikverdenen lige nu.

For med countrymusikkens indbyggede koder er det okay at bære følelserne helt uden på tøjet og besynge hjertesorger, smerte og tab, uden at det bliver for klægt, fortæller guitarist Max Kakacek.

Sammen med sin bedste ven Julien Ehrlich startede han Whitney for få år siden, efter at de begge havde lavet store livsforandringer.

»Vi gik igennem en transformativ periode, hvor vi både brød med vores bands, gamle kærester og flyttede tilbage til Chicago. Det var en afslutning og begyndelse på samme tid, og vi havde brug for at finde en genre, der kunne udtrykke de her personlige oplevelser på en ærlig måde«, siger Kakacek.

Mens han stod for sangskrivertjansen i det hedengangne Smith Westerns sammen med frontmand Cullen Omori, havde Ehrlich, der i dag er sanger i bandet, aldrig prøvet andet end at sidde bag trommerne. For at finde frem til et fælles udtryk som Whitney tyede drengene til en akustisk guitar og en gammel spolebåndoptager og begyndte at lytte til 60’er-soul, Neil Young og countrymusik fra 70’erne.

Første resultat blev den akustiske ‘Dave’s Song’, der ligesom bandets andre tidlige demoer besad en nærmest psychpoppet, slackervenlig stemning. Debutalbummet ‘Light Upon the Lake’ har derimod næsten udelukkende fødderne solidt plantet i folk- og countrymusikkens muld tilsat orkestrale anstrøg.

Det er ærlig, amerikansk sangskrivertradition med twangguitar, horn, strygere og en jordbunden, akustisk fornemmelse, så det ikke er svært at forestille sig de fine melodier blive spillet over et knitrende lejrbål, ligesom i videoen til den længselsfulde debutsingle, ‘No Woman’.

Med den sigende åbningslinje, »I’ve been going through a change«, strømmer melankolien gennem Whitneys numre, uden at det nogensinde bliver melodramatisk. Det skyldes i høj grad den simple, akustiske lyd, mener guitaristen.

»Vi laver måske ikke country i en typisk forstand, men det er det, country betyder for os. Vi ville sikkert lyde vildt cheesy og rørstrømske, hvis vi lavede en anden slags musik til de her tekster om alle vores kvaler. Det bliver mindre deprimerende med en akustisk guitar«, fortæller Kakacek.

Trods trådene tilbage til traditionel countrymusik, er Whitney meget opsatte på ikke at blive associeret med den herskende amerikanske countrylyd lige nu. Den overproducerede, poppede slags, der hverken har særlig meget sjæl eller sans for traditionerne.

»Moderne country er noget helt andet end det, vi relaterer til. Det er ret plat, og det meste handler om at drikke Budweisere og køre i trucks. Prøv at finde det her frygtelige countrynummer med Carrie Underwood, der handler om, at hun ridser sin eks’ truck med en bilnøgle (‘Before He Cheats’, red.), og så ved du, hvad jeg snakker om. Det har absolut ingen sjæl, fordi kunstnerne har solgt deres sjæl«, siger Kakacek med et grin, og så helt alvorligt: »Det er ikke den slags musikere, vi vil være«.

Whitney spiller på Roskilde Festival fredag den 1. juli.

Læs anmeldelse: Whitney ‘Light Upon the Lake’

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold