Beyoncé i Parken: Den kontrollerede vredes ypperstepræstinde

Beyoncé i Parken: Den kontrollerede vredes ypperstepræstinde
5 6
Beyoncé

Koncert, Parken

Det er noget af et paradoks. Hvordan overfører man et albumværk, hvis benzin er vrede, skuffelse og indigneret frihedskamp, til en stadionpopkoncert med et stramt format og minimal plads til det kontroltab og den fandenivoldskhed, der er vredens væsen?

Beyoncé overkom udfordringen, da hun erobrede Parken med sin ‘Formation’-turné. For hvad popherskerinden som bekendt savner i appetit på at improvisere, opvejer hun for med sin beundringsværdige perfektionisme og præcision, en visionær tilgang til koncertformatet og, ja, det vindende smil, hun igen og igen sendte os alle sammen.

På sit skelsættende ‘Lemonade’-album har Beyoncé vist nye menneskeligt sårbare og, igen, vrede sider af sig selv. Jay Z’s påståede utroskab har fået facaden til at krakelere på ekstremt klædelig vis og åbnet op for en større fortælling om undertrykkelsen af den afroamerikanske kvinde.

Beyoncés koncert i Parken var som forventet bygget op omkring de samme temaer og albummets fremtrædende visuelle dimension, og resultatet var et helstøbt, visuelt blændende show, et både angrebslystent og overskudsagtigt manifest over den kamp for frihed over eget liv og egen krop, som feminister fortsat kæmper for i dag.

Klædt i perlebesatte, tilknappede bodystockings og med vindmaskinen på fuld volumen i den majestætetiske hårpragt twerkede, stampede og headbangede Beyoncé sig igennem de konfrontationslystne sange fra ‘Lemonade’, uden at det på noget tidspunkt skæmmede hendes voluminøse og præcise vokalpræstation.

‘Formation’ åbnede ballet med sit hypnotiske beat, imens en sortklædt kvindelig hær af dansere under bredskyggede sydstatshatte langsomt krabbede sig vej ind på scenen, og op af gulvet steg snart Queen Bey for øjeblikkeligt at piske den i forvejen hysteriske stemning yderligere op med det allerede småikoniske mantra, ‘slay!’.

Desværre måtte vi leve med lidt forhastede medley-versioner af de stærke sange fra ‘Lemonade’, som det er typisk for store popkoncerter. Men vreden var til stede. I dansehærens beslutsomme marcheren frem og tilbage imellem scenen og podiet i midten af menneskehavet. I det mareridtsagtige, sirenehylende medley af ‘Don’t Hurt Yourself’ og ‘Ring the Alarm’, hvor Beyoncé klædt i en sort kappe og badet i rødt lys vekslede imellem headbanging og udtryksløs poseren. Og i finalens tordnende fremførsel af ‘Lemonade’-højdepunktet ‘Freedom’, hvor hovedpersonen på bare tæer omkranset af sine dansere gav los med aggressiv stammedans i podiets soppebassin, så makeuppen løb ned ad kinderne.

Den feministiske frihedskamp som ramme om koncerten satte også Beyoncés ældre, mere naive sange i en ny, klædelig kontekst. Den uskyldigt kærlighedsnarkotiske ‘Crazy in Love’ åbnede med hendes vokal og det down-tempo lydbillede svøbt i skrattende effekter, inden originalversionens triumferende blæsere tog over, imens et sexet medley af hits som ‘Bootylicious’ og ‘Naughty Girl’ emmede af selvbevidsthed og selvnydelse.

Men ‘Lemonade’ er også en fortælling om tilgivelse. Med brede, moderlige smil og forsikringen om, at tilgivelse trumfer vrede, skød Beyoncé blidt balladen ‘All Night’ af sted, imens kraftfulde a capella-versioner af ‘Irreplaceable’ og ‘Love on Top’ tryllebandt hele Parken i lalleglad kærlighedsberuselse. Den kontrollerede vredes ypperstepræstinde lyste pludselig op som et kærlighedens fyrtårn midt i smartphone-lyshavet. Gåsehudsfremkaldende.

Læs også: Halvårets bedste udenlandske album: Top 10-1 – inkl. Beyoncé

Læs også: Pop som protest – fra The Beatles til Beyoncé

Annonce