Lightwave Empire på Roskilde Festival: Optimistiske popsange med bund i

»Jeg aner ikke, hvorfor jeg står og siger det her«, mumlede Bjarke Niemann mod debutkoncertens slutning, efter han havde fortalt en lille historie om en tyk Marlon Brando, der i karrierens efterår gik og sagde til sig selv, at han skulle huske at tage for sig af retterne og leve livet.

Men jeg ved, hvorfor Niemann sagde det. Der er en nemlig en kæmpe portion livslyst i Niemanns musik. Et ‘grib dagen’, som ser fremad mod det gode. Da jeg for nylig interviewede ham om hans brud med Spleen Uniteds dystre og dansable synthesizer-tog til fordel for en ny solbeskinnet poplyd, fik jeg historien om et tragisk selvmord i familien og Spleen Uniteds træthed. De to ting havde skabt betingelserne for Lightwave Empires hjertevarme optimisme. Niemann så fremad.

Da han indtog Avalon sammen med sine fem bandmedlemmer, fik vi naturligvis de fire sange fra debut-ep’en, ‘Kill Me With Love’, og derudover en bunke nye sange. Som en positiv overraskelse, mærkede man hurtigt et mere løst live-tag på de ellers sukkersøde og forholdsvis stramt producerede popsange. Bandet spillede med en relativt tung bund under hele koncerten. Insisterende nok til at Niemann under ep’ens titelsang eksempelvis kunne lade sin vokal knække over i en skærende desperation, som kun pyntede på udtrykket.

Et debutalbum ligger allerede klart og venter til udgivelse efter sommerferien, fortalte Niemann, og de smagsprøver, vi fik, var af sange, der sagtens kunne spilles på større scener og for flere mennesker, end de relativt få Avalon bød på. Den nye sang ‘Too Close to the Sun’ gav eksempelvis en poppet smag af Neil Young-riffs og viste en live-energi, der mindede os om Spleen Uniteds livsappetit.

Desværre ødelagde Avalons alt for diskante lyd mange af teksterne, men de linjer, vi fangede, kombineret med det optimistisk spillende band, gjorde, at vi gik derfra med lidt mere energi og optimistisk kærlighed i hjertet, end da vi kom.

Se hele vores dækning af Roskilde Festival HER.