Mac DeMarco på Roskilde Festival: Storcharmør med gamle tricks i ærmet

Mac DeMarco på Roskilde Festival: Storcharmør med gamle tricks i ærmet

Sikkerhedspersonalet på Arena så ud til at være ved at gå ned med stress under Mac DeMarcos koncert. For selv om canadieren laver ultra slacket rockmusik og virker som den mest chill dude i musikverdenen, var gavflaben konstant ude på at teste ordensmagtens tålmodighed med sin uendelige opfordren til at sætte sig på skuldre, crowdsurfe og fyre op for smøgerne.

Det er underholdende tricks, men har man været til bare én Mac DeMarco-koncert før, har man bare oplevet hans ’Enter Sandman’-cover og afsluttende faretruende udspring fra scenen til tonerne af den ellers ømme ’Together’.

Det unge crowd lod dog ikke til at kede sig, og der blev, som forventet, skrålet heftigt med til publikumsfavoritter som den janglerockede ’The Stars Keep on Calling My Name’, ’Cooking Up Something Good’ og den ultimative kærlighedssang til cigaretter, ’Ode to Viceroy’.

De mere soldøsige numre forsvandt ofte lidt i en grød af guitar-fuzz og bandets gimmicks, og det var lidt synd, når DeMarco ellers laver glimrende afdæmpede kærlighedshymner som ’Chamber of Reflection’ og ’Another One’ – under sidstnævnte valgte Mac at kravle rundt på alle fire på scenen med tungen ud af munden, mens der røg mere og mere tøj af de øvrige bandmedlemmer, der paradoksalt nok hver især var et studie i weirdness, men også velspillethed.

Trods den til tider lidt for gøglede stil havde Mac DeMarco og co. charme og gode sange nok til at levere en gennemført underholdende koncert, der uundgåeligt sendte publikum ud i regnen med smil på læben.

Se hele vores dækning af Roskilde Festival HER.

Mac DeMarco. Koncert. Roskilde Festival, Arena.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af