Pharrell i Tivoli: Fælleskabsmusik i en tid, hvor solidariteten er i krise

Det var svært ikke at have en smule bange anelser forud for Pharrell Williams’ koncert onsdag aften i Tivoli. Dels harmonerede det relativt sene afviklingstidspunkt en kold hverdagsaften umiddelbart dårligt med hans energifyldte, lysseende og dansevenlige musik, og så var det tredje gang på samme antal år, at den amerikanske multikunstner besøgte Danmark. Vel at mærke uden at have udgivet noget nævneværdigt siden sidst, hvorfor man også kunne frygte en rutinepræget genopførsel fra en mand, der som få andre ved, hvad der virker, og derfor ikke ville have nogen interesse i at sætte noget på spil.

De værste antagelser blev dog gjort til skamme, efterhånden som Pharrell, band og dansere fik spillet sig varme, men inden skulle nogle af de værste bekymringer nå at blive bekræftet. Det blev de for eksempel, da den ellers voldsomt inciterende ’Brand New’ blev leveret med ustabile lydniveauer, en halvfalsk falset fra Pharrell og en invitation til at smide begge hænder i vejret på samme tid, som var der tale om en zumba-time. I øvrigt noget, der faldt publikum helt naturligt.

Man fik en mistanke om, at mange kun var kommet for at høre storhit som ’Happy’ og ’Freedom’, som Pharrell kløgtigt havde glemt til ekstranumrere, fordi han først ville give en lektion i sin øvrige diskografi.

Mistanken blev yderligere bestyrket, da kun et fåtal rakte hånden i vejret, da Shay, som var bragt på scenen for at assistere i det forestående N.E.R.D.-medley, spurgte, hvor mange der havde fulgt gruppen fra begyndelsen. Pinligheden blev ikke just mindre af, at medleyet trak i langdrag og fortrinsvis bestod af gruppens mere skate-punkede og raprockede numre.

Til gengæld blev pinligheden forløst på smukkeste vis, da to skolepiger – og ja, jeg skriver piger, for de var uden tvivl for unge til at kunne have været samtidige med den del af N.E.R.D.’s repertoire – blev inviteret på scenen og af begejstring skreg med på ’Anti Matter’ fra 2008 og efterfølgende resten af numrene i medleyet fra siden af scenen.

At Pharrell har en bred appel blev yderligere tydeliggjort, da først en håndfuld drenge blev inviteret på scenen til ’Rockstar’, siden en ditto mængde piger til ’She Wants To Move’, og slutteligt en gruppe benovede børn til ’Happy’, som alle sang med af deres lunger og hjerters fulde kraft.

Man kan mene meget om Pharrell, og selv om selvgodheden måske kammede over på den afsluttende ’Freedom’ med call-and-response og en United Colors of Benetton-lignende video i baggrunden, var det svært ikke at blive charmeret af superstjernen, da han takkede sit band og dansegruppen The Baes ved at ligge sig på knæ foran dem. Men også fordi han kvitterede hver af de førnævnte grupper fra publikum med gavmilde mængder selfies, kram og high fives, og på den måde levendegjorde sit eget budskab og demonstrerede, at han måske er en af få, nulevende artister, som kan spænde over flere generationer og skabe fælleskabsmusik i en tid, hvor solidariteten ellers er i krise.

Læs også: Blåstempling: Musikkens 10 mægtigste tastemakers