Roskilde Festival: Scarlet Pleasures popshow forblev en teenagefest

Roskilde Festival: Scarlet Pleasures popshow forblev en teenagefest

Scarlet Pleasure havde alt at vinde, da de fredag eftermiddag udlevede drengedrømmen på Orange. Boybandet har allerede vundet radio-Danmarks hjerter, men på Roskilde fik de muligheden for at udvide fanskaren i mødet med et mere modent og kritisk publikum. En stor chance, som bare ikke blev til noget, for de potentielt nye fans kom slet ikke.

Det gjorde teens i massevis, og de blev ikke taget ved næsen af den ekstremt (p)oppumpede trio, der var leveringsdygtige fra første anslag.

Den nedtonede ‘Fade In’ åbnede listigt, men konfettikanonen var på pletten til det svulstige omkvæds udløsning. ‘Wanna Know’ og ‘The Strip’ fulgte trop og sendte det hysterisk ivrige crowd ud i fællessang, kraftigt hjulpet af to eminente korsangere.

Forsanger Emil Goll var hovedattraktionen, og hans patosvædede popfraseringer trak en stor del af læsset, selv om bassisten og trommeslageren skubbede ihærdigt på.

Ellers stod klicheerne i kø: Kollektiv på-hug-sidning, tøjskift og frække hoftestød for slet ikke at nævne Golls Nick Carter-hjelm. Og hvad så? Sådan skal det være, hvis det skal være gennemført – og det var det. Også da Julias Moon joinede i kolossalt kiksede reflekser til fælles levering af ‘Lipstick Lies’.

Der var desværre bare en inverteret aldersbegrænsning på løjerne, som ikke lukkede de få ikke-teenagere ind til det hedonistiske popshow. Hitskabelonen blev nemlig slet ikke udfordret, og 80’er- og 90’er-ekkoerne stod som en væg af floskler, der var svær at se og høre igennem, med mindre Scarlet Pleasures creme double tog ens popmusikalske mødom.

Se hele vores dækning af Roskilde Festival HER.

Scarlet Pleasure. Koncert. Roskilde Festival, Orange.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af