Adele nægter at optræde til Super Bowl – arrangørerne nægter at have spurgt hende

Adele nægter at optræde til Super Bowl – arrangørerne nægter at have spurgt hende

Rygterne om næste års famøse Halftime-optræden til Super Bowl-showet er allerede begyndt at florere – og et navn, der har sat rygtemøllen i solide omdrejninger, er Adele. Under en koncert i L.A. i weekenden kunne den britiske sangfugl bekræfte, at hun var blevet tilbudt pladsen, men at hun ikke var interesseret i den.

»Jeg vil gerne fortælle jer, at jeg ikke spiller til Super Bowl. Jeg mener – come on. Det show handler ikke om musik, og jeg danser ikke eller noget i den retning. De var meget venlige, de spurgte mig, men jeg sagde nej«, lød det fra Adele, der som sædvanlig gav sig tid til lidt sludren mellem sangene.

Nyheden om, at Adele havde afslået et Super Bowl-tilbud, nåede lige akkurat at indtage overskrifterne et par timer, før arrangørerne bag showet kunne klargøre, at de altså ikke har tilbudt Adele en optræden:

»NFL og Pepsi er store fans af Adele. Vi havde samtaler med flere forskellige kunstnere omkring Pepsi Super Bowl Halftime Show. Men vi har ikke på nuværende tidspunkt afgivet et formelt tilbud til Adele eller nogen anden. Vi er fokuserede på at sætte et fantastisk show sammen for Houston, og vi ser frem til at afsløre det i god tid«, lyder officielt fra arrangørerne.

Der kan med andre ord slås koldt vand i blodet på rygtebørsen (og hos den lidt for scene-sludrende Adele), mens vi kan afvente hvilke navne, der skal gøre Beyoncé, Bruno Mars, Mark Ronson og Coldplay, der styrede halftime-slagets gang tidligere på året, kunsten efter.

Læs også: Kanye West og Travis Scott tryller med Alicia Keys’ ‘In Common’ på nyt remix

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af