’Endless’: Frank Oceans mystiske værkstedsalbum er flygtige øjeblikke af skønhed

’Endless’: Frank Oceans mystiske værkstedsalbum er flygtige øjeblikke af skønhed
’Endless’: Frank Oceans mystiske værkstedsalbum er flygtige øjeblikke af skønhed - Endless
4 6
Frank Ocean
'Endless'

Album, Apple Music

I søndags udkom det ’rigtige’ Frank Ocean-album, og en del af mystikken omkring fredagens såkaldte visuelle album, ’Endless’, er derfor evaporeret.

’Blonde’ er på bundlinjen den samling sange, vi har ventet på i fire år. Den ægte efterfølger til ’Channel Orange’. Og selv om der stadig ikke eksisterer nogen forklaring fra hverken Frank eller hans pladeselskab, må man formode, at lydsiden til kunstfilmen/tømreropvisningen ’Endless’ er et slags soundtrack i sig selv.

I denne øvre sfære af populærmusikken har vi ikke set noget lignende før – et musikalsk værk, hvor det i så høj grad er op til lytteren at skabe sammenhængen. Både i forhold til numrenes sekvensering, men også i forhold til, hvor udgivelsen hører hjemme. Hvad er det her for nogle sange? Det lyder som demoer og skitser, men er det i virkeligheden bare sådan, Frank har tænkt den auditive del af dette projekt?

De mange spørgsmål fordrer tanken om, at Frank kan have skudt sig selv i foden: For hvor mange har ikke fortabt sig i mystikken, projektets form og den teaser-agtige afsløring af værket frem for selve produktet?

’Endless’ udfordrer zapper-generationens musikforbrug og er formmæssigt en strittende mellemfinger til streamingtjenester og single-kultur (altså rent musikalsk…). Det her er et sammenhængende værk. 18 numre af meget forskellige karat på i alt 45 minutter, og konteksten in mente er det næsten mærkeligt, at tracklisten overhovedet følger med – den fungerer kun som en håndsrækning til lyttere og fans, der febrilsk prøver at finde op og ned i den vindeltrappe af musik, som Frank også konkret konstruerer i sit værksted.

Som ovenstående bevidner er jeg selv faldet i den overanalyserende fælde, og lad os herfra lade være med at hæfte os alt for meget ved, hvad ’Endless’ som værk rent faktisk er for noget. Der er 45 minutters musik at forholde sig til – så det gør jeg her.

Eller hov, jeg glemte lige den visuelle del… En slags kunstvideo, hvor Franks tømrerevner (Jesus, anyone?) udmønter sig i en vindeltrappe, som kan signalere opstandelse til himlen, et højere niveau eller – højst sandsynligt – noget helt tredje. Underfundigt er det, at Frank på ’Blonde’ kaster sig ud i en art remix af The Carpenters’ (!) ’Close to You’, men ellers vælger jeg at se tømrerarbejdet som en simpel analogi for work in progress.

F10
Det her er ikke som Beyoncés overlegne ’Lemonade’-film. Og musikken er formmæssigt heller ikke på samme stadie som Kendrick Lamars ’untitled unmastered’, der også præsenterede demoer, men i en mere albumklar variant.

Én ting kan man dog sidestille med Kendrick-albummet: ’Endless’ er også et blik ind i musikkens indledende stadier. Der er ansatser til hele numre, ting der kunne være arbejdet videre med, små vignetter, men samlet er ’Endless’ et miskmask af melankolske, ambiente og svævende øjeblikke, der væves sammen til en ikke altid lineær affære. Her er det ikke nødvendigvis helheden, man bør komme efter, men små knopskud af skønhed og nærvær.

Som den halvandet minut lange ’Alabama’, hvor Frank over en underskøn pianorundgang synger inderlig duet med sig selv. Samphas gæstevokal i outroen giver deciderede kuldegysninger.

Annonce

»What can I do to show my love«.

Det er så simpelt, så smukt. Men også et flygtigt øjeblik, der er slut, før det overhovedet er startet. Længden er ligeså frustrerende som den fortvivlelse, de afsluttende vokaler bliver leveret med.

Samme princip på ’In Here Somewhere’: En under to minutter lang pianodrevet instrumental, men samtidig syntetisk luksus-r’n’b, som bare venter på, at Frank byder ind med sin vokal. Men det sker aldrig. Det er jo et luksusproblem: Man får serveret noget, der er så godt, at man bare gerne vil have mere. Videre med ’Deathwish (ASR)’, hvor Frank over bollefunk-agtige synthesizere og trap-trommer crooner toner snarere end deciderede ord.

Ikke alle skitserne emmer af samme overskud – den James Blake-agtige ’Florida’ er mere en ansats end nævneværdigt øjeblik, de to ’Ambience’-numre er bare fyld, og ’Comme Des Garcons’ næsten lidt anstrengt i sin laissez faire-form.

Albummet indeholder dog også en håndfuld numre, der i højere grad end resten kan anskues som ’rigtige’ numre, og i lyset af ’Blonde’ står ’Endless’ endnu klarere som en forsmag. Det er numre, der positionerer Frank i et lys som sangskriver først og fremmest. En indstilling, hvor sangen kommer før produktionen, og en sindstilstand, hvor man kommer længere med at hviske end at råbe. Hvor det afdæmpede er vejen frem, og hvor guitaren har fået en mere fremtrædende rolle end tidligere.

frank-ocean-endless
Sådan er det på numrene ’Rushes’, ’Rushes To’, ’Wither’, ’Slide On Me, ’U-N-I-T-Y’ og The Isley Brothers-coveret ’At Your Best (You Are Love’) – de mest helstøbte numre på ’Endless’, der sagtens kan høres som et slags præludium til ’Blonde’. Her får vi tekstmæssigt også noget, der kan matche ’Blonde’, selv om ’Blonde’ specielt på det punkt virker til at være foran og mere gennemarbejdet – på ‘U-N-I-T-Y’ virker det for eksempel som om, at Frank henslængt rimer bare for at rime.

Én ting er dog (som altid) nærværende: Franks stemme. Som den vrænger følelserne ud på den rørende ’At Your Best (You Are Love)’, hvor Radioheads Jonny Greenwood har arrangeret strygerne, der lyder som får de næsten Franks hjerte til at briste midt i sangen.

Guitaren får vi både som chillet akkompagnement til en rappende Frank på ’U-N-I-T-Y’ – med den herlige linje »How do I crop your new bitch out my Vine?« – og som musikalsk hovedperson på den ulmende ’Slide On Me’, hvor en trommemaskine og lidt synth fuldender lydbilledet.

Den akustiske guitar er med til at hive Frank ned på jorden. Her bliver ’Channel Orange’s fremadskuende r’n’b og soul sat til side for et singer/songwriter-miljø, som også bliver udforsket yderligere på ’Blonde’.

Og Frank er en guddommelig sangskriver. Oftest er det sværere at skabe noget smukt med få virkemidler, og der er på en måde blevet skåret ind til benet, når det kommer til de musikalske virkemidler. Den melankolsk-melodiske ’Rushes’ er tæt på albummets højdepunkt og sådan en slags indspilning, der i form lyder som en Taylor Swift-demo, der er med på deluxe-udgaven af ’1989’ for at vise, hvordan en ’ægte’ sang lyder, inden den ryger i popmaskineriet.

Det maskineri er ikke interessant for Frank på ’Endless’ – det ville fjerne den nerve, han har gjort til sit omdrejningspunkt. En nerve, der hverken behøver pophooks eller vilde produktioner for at ramme følelsesregisteret som ti vilde heste. Det virker som om, at samme grundidé er blevet videreført på ’Blonde’, men det album skal jeg altså lige bruge lidt mere tid med, før en endelig dom kan fældes.


Kort sagt:
Når først man får taget sig selv sammen til at kigge uden om al virakken, gemmer Frank Oceans visuelle album på en række små øjeblikke af musikalsk skønhed, der med et simpelt udgangspunkt sætter fokus på den enkle, guitardrevne sangskrivning, man fornemmer viderearbejdet på ‘Blonde’.

Læs også: First Listen: Vores førstehåndsindtryk af Frank Oceans nye album ‘Blonde’ – sang for sang