I går landede Action Bronson, Mark Ronson og Dan Auerbachs bidrag ‘Standing In the Rain’ til den aktuelle superantiheltefilm ‘Suicide Squad’, og nu fortsætter Grimes stimen af filmsange ved at slippe nummeret ‘Medieval Warfare’.
Det har været kendt et stykke tid, at Claire Boucher stod på soundtrack-listen, men nu får vi rent faktisk fornøjelsen af nummeret dagen før forventet. Grimes besøgte i går Zane Lowe i hans radioprogram på Beats 1, og nu ligger nummeret frit til streaming via Apple Music.
‘Medieval Warfare’ er i sin grundform vældig egnet til en tempofyldt actionscene: Et voldsomt trap-triphop-beat (ja, sådan lyder det) gennemsnittes af syntetisk, synkoperet guitar og Grimes’ infantile vokal, der svæver kælent rundt i et hjemsøgt melodisk spin. Perfekt til slowmo og special effects.
Hør nummeret og interviewet med Zane Lowe her:
Læs også: Roskilde Festival: Grimes forvandlede Arena til sit eget krigeriske popcirkus