Det nyeste hiphop finder du på ’RapCaviar’ på Spotify – opdateres hver uge

Her er 10 koncerter du skal opleve i september

Masser af dansk musik på vores oversigt over de bedste koncerttilbud i den kommende måned.

Yung
1. september, Jazzhouse

Selv om punkkometerne i Yung, der frontløbes af musikvidunderbarnet Mikkel Holm Silkjær, stadig må kaldes for et ungt band i ren og skær tidsmæssig erfaring, er det ikke til at føle på deres modne og drømmende garagerock. Kvartetten leverede i 2014 det rastløse og lo-fi-støjende debutalbum ’Falter’ og fulgte i år op med det fænomenale ’A Youthful Dream’, som de anser som deres internationale debut.

Man kan som altid forvente pryglende trommer, guitarflintren og DIY-attituden, som oversvømmer punkens ånd, men med proberende instrumenttilføjelser såsom klaver og trompet er det iøjnefaldende, hvor intenst disse talenter konstant søger nye musikalske græsgange.


Jamaika + MellemFingaMuzik
2. september, Voxhall

Det er svært at undgå Vejle-drengen bag ’somali blues’-mærkatet i disse tider. Ovenpå en tumultarisk opvækst, hvor tremmer og blokmentalitet var den hårde, men reelle kost i gadelivshverdagen, udsendte Jamaika i januar sin første anstrengelse på et bedre liv. Resultatet blev ep’en ’SxB på fri fod’, der vækkede stor begejstring hos os. Nu præsenteres man så for muligheden igen, når den plagede somali-sanger gæster Voxhall på septembers spæde start.

Med ham følger desuden den militante rap-duo MellemFingaMuzik, der ligeledes fortæller om underverdenens barske gadekår uden kompromis. Udover egne serveringer som ’A.P. Møller Mærsk’ har de optrådt på tracks med både Gilli og Sivas.

Soundvenue 1 / 5 Soundvenue