‘Suicide Squad’-soundtrack: Hør Action Bronson, Mark Ronson og The Black Keys-sanger i skarp treenighed

‘Suicide Squad’-soundtrack: Hør Action Bronson, Mark Ronson og The Black Keys-sanger i skarp treenighed
Action Bronson.

Soundtracket til ‘Suicide Squad’ er et overflødighedshorn af musikalske personligheder med blandt andet Skrillex, Grimes og Lil Wayne ombord, men vi behøver slet ikke vente til premieren for at få en lille forsmag på de musikalske godter.

Sløret er nemlig netop blevet løftet for Action Bronson, Mark Ronson og The Black Keys-sangeren Dan Auerbachs bidrag til filmen med sangen ‘Standing In the Rain’.

Nummeret blev spillet i går i Zane Lowes Beats 1 og kan nu høres via Apple Music. Auerbachs karakteristiske melo-vokal smyger sig helt ubesværet rundt om Bronsons rablende vers, som transporteres på et old school, støvet hiphop-beat.

Superantiheltefilmen ‘Suicide Squad’, som oprindeligt er en DC-tegneserie, rammer det store lærred i morgen den 4. august, og det skal blive interessant at se, hvordan soundtrackets storhed kommer til at spille sammen med superskurke og -helte en masse. Indtil videre tegnes et temmelig eklektisk billede i hvert fald.

Læs også: Grimes annoncerer ny sang på kommende ‘Suicide Squad’-soundtrack – se den spændende trackliste