1. Rae Sremmurd ‘Black Beatles’ feat. Gucci Mane
’Black Beatles’ er et vovet navn at døbe sit track, men når man hedder Rae Sremmurd er det omsonst med begrænsninger og regler. Produceret af Mike Will Made It, der skridtvis er blevet drengenes go-to-producer, er denne afroamerikanske sammenligning af en banger et velkomment bekendtskab i disse frie weekendstunder.
Balladen starter ud med ekkofyldte keys for derefter at gå til stålet i den modsatte grøft med neddykket og blinkende synth (ikke ulig 80’er-futurismens kant), der triumferer gennem hele den bassvælgende hymne. Det sorgløst pubertære makkerpar veksler opildnende linjer gennem både sang og rap om mammon, celebrity-livet og, ej at forglemme, de evige hunkøn. Gucci Mane crasher desuden festen som en slags fordrukken onkel, der ser ud til at stortrives.
2. Mick Jenkins ‘Spread Love’
Det er ikke første gang rimsmeden Mick Jenkins figurerer i listen over vores udvalgte tracks, og det med god grund. Den afdæmpede Chicago-rapper, der har for vane at udsende afmålte og systemkritiske tekster, fortsætter sit imponerende og karakteristisk mellow arbejde på den nye ’Spread Love’.
Det møre track er produceret af Soundcloud-fænomenet Sángo, som har skabt sig selv et navn gennem udsendelse af vedvarende elektronisk øreguf. ’Spread Love’ er desuden første single fra Jenkins’ kommende debutalbum ’The Healing Component’, der lander 23. september. Danske fans har mulighed for at høre live-udfoldelsen af dette i Pumpehuset den 15. november, når Mick Jenkins gæster vores lille land for anden gang.
3. Travis Scott ‘The Hooch’
Nyt Travis Scott, nyt top track. ’The Hooch’, der formentlig er første bid af det kommende ’Birds In the Trap Sing McKnight’, fik censureret forpremiere på Scotts nye Apple Music-radioshow for en uge siden – men nu er det så ude i en fuldytrende version.
Forsmagen byder på en mere underspillet Travis Scott, end hvad man umiddelbart er vant til, men derfor er det bestemt ikke indholdsløst af den grund. Det afdæmpede, stilletrommende beat med knitrende hi-hats og stedvise strygere afbrækkes af Scotts karakteristiske robotlignende ad-libs, mens Scott tager sig af den hostesaftsfortællende historie. Vi ser ingen grund til ikke at forvente et højt niveau på hans næste langspiller, der er ude 26. august.
4. Stormzy ‘Birthday Girl’
Grime-rapperen Stormzy nægter evident at blive sat i bås. Selv om den store englænder med den bundløst dybe stemme i år gav en højfrekvent sprængladningskoncert på Roskilde Festival, der var en crowdpleaser af de helt store, er han ikke ubekendt med at bruge utraditionelle og konceptuelt enestående produktioner fra tid til anden. ’Birthday Girl’ er netop sådan en: Den slanger sig blødt afsted i elskovsterrænet med lette knips og strenge. Vemod og charme følges ad i slowburneren, hvor mc’en prøver at sætte en stemning for sin helt egen fødselsdagsdame, der for tiden viser sig at være tv- og radioværten Maya Jama.
En rørstrømsk Stormzy slapper for en gangs skyld lidt af på leveringen, og selv om den er dedikeret specifikt til hans prinsesse, skal det jo ikke holde alle andre fyre fra at tilegne den deres egen særlige, bedre halvdel. Er man single, kan man bare trykke play og nyde den for, hvad den er: En charmerende og yndefuld serenade.
5. Anna of the North ‘Us’
Anna of the Norths nye slikkepindsballade ’Us, der trækker på krystalliserede pop- og tropical house-referencer, skæres igennem af forsangeren Anna Lilleruds højttonede lillepigevokal, mens det ledsagende beat glitrer og funkler til UG på vegne af den anden halvdel, produceren Brady.
Nok er de norske vejrforhold afvisende og iskolde, men det er musikken derfra ikke. Ifølge forsangerens egen udlægning via i-D handler ’Us’ om brændende, men utidig kærlighed: »Når det er så godt, at det er dårligt for en. Vi har alle haft den der specielle person, som man aldrig kommer til at glemme, hvor timingen ikke helt passede«.
6. Preoccupations ‘Degraded’
Det amerikanske postpunk-band Preoccupations (tidl. Viet Cong) udsender den 16. september deres anden langspiller (første under det nye navn), og vi var ganske fornøjede ved den første single ‘Anxiety’ derfra. Nu er nummer to landet i form af ‘Degraded’, der samler tråden op fra førstefødte, men på mindre selvudslettende og tung manér.
Iskolde synths snitter maniske baslinjer og rigide coldwave-rytmer op som slebne barberblade, der hvæsses af fræsende guitarkaskader, mens sanger Matt Flegel finder rum øverst til at fastmejsle monotoniens krasse melodi. Det er gråmeleret, ja næsten sort, men der er livshunger et sted i mørket.
7. Goat ‘Alarms’
Det psykedeliske svenske stammeband er slet ikke færdige med deres togt udi verden endnu, og den 7. oktober udsender de deres tredje lp ‘Requim’. Albummet følges op af en massiv tour, og den nyeste single ‘Alarms’ virker i sig selv som en god grund til at dukke op til en af de annoncerede koncerter.
De unisone kvindestemmer har siden sidst fået en mandlig klangbund og en akustisk rygrad, men det er ikke på bekostning af voodoo-ceremoniens sveddryppende trip og tryllerier, der piskes an af levende percussion og når episke højder med en udsvævende fuzzsolo.
8. Marching Church ‘Heart of Life’
Den letbenede optimisme, der gennemsyrer dette nye track, kommer sikkert bag på en del, når man hører, at bandet består af nogle af landets mest potente postpunkere fra Mayhem-scenen i København. Lad det være sagt, at ethvert projekt fra hin baggård ikke partout blåstemples, men Marching Church får gerne et par stykker herfra. For vel er det skramlet og perifært vaklende på vellydens sti, men det er også cowpunket og lidt indiekært på en medrivende facon, der besidder en sjælden melodisk tæft. Universet krones af Iceage-sangeren Elias’ krukkede sukken (som har fået et tonalt opsving), og omkring vimser groovy finesser fra basguitar og trommer. På vej mod grønnere enge, men stadig »fist-fucked by destiny«.
9. Forth Wanderers ‘Slop’
Forth Wanderes kommer fra New Jersey og er et ret ubeskrevet blad. Men det kan ikke vare længe, hvis de holder kadencen fra denne første single fremover. ‘Slop’ er i hvert fald et stærk anslag, der skranter henad slackerrockens boulevard med helt naturlig selvsikkerhed og stil. Hvasse guitarriffs og tunge beats bærer forsangerinden Ava Trillings bittersøde vokal, der er sexet på samme måde som et par halvlukkede øjenlåg kan være, når de ikke bare ser trætte ud. Der er med andre ord en stenet glød her, som kun lige er tændt og straks kan blusse op. Bandet udsender deres debut-ep ’Slop’ den 11. november, så let’s keep in touch!
10. Pixies ‘Talent’
Pixies rørte for første gang i 23 år på sig forrige år, og noget kunne tyde på, at albummet ’Indie Cindy’ indstiftede en vis vækkelse for det skelsættende amerikanske rockband. Der er nemlig en syvende udgivelse, ’Head Carrier’, på vej (hvis man vel at mærke anerkender den nye konstellation), og vi har allerede lagt ører til den kåde single ’Um Chagga Lagga’. Nogen vil måske mene, at disse aldrende koryfæer skulle tag’ og grow up, at de simpelthen har alt for ungt kluns på og skulle pensioneres, men man må bare konstatere, at de stadig kan. Spille. Og med noget nerve ikke mindst. Nyeste lyd, ’Talent’, er ikke mindre hektisk end forløberen, og der er gode garagemelodier og -hug på spil på guitaren, selv om Black Francis – ironisk nok i forhold til titlen – aldrig selv har været noget stort sangtalent.
Følg Soundvenues Top Tracks-playliste via Apple Music HER og via Spotify HER.