Brian Wilson i Randers: Beach Boys-legenden reduceret til statist i sit eget smukke univers

Brian Wilson i Randers: Beach Boys-legenden reduceret til statist i sit eget smukke univers
Foto: Jakob Lerche
Brian Wilson i Randers: Beach Boys-legenden reduceret til statist i sit eget smukke univers
4 6
Brian Wilson

Koncert, Værket

Setliste

Setliste
Our Prayer
Heroes and Villains
California Girls
Dance, Dance, Dance
I Get Around
Shut Down
Little Deuce Coupe
Little Honda
In My Room
Surfer Girl
Don't Worry Baby
Wake the World
Add A Little Music To Your Day
California Saga
You're So Good To Me
Wild Honey
Funky Pretty
Sail On Sailor
Wouldn't It Be Nice
You Still Believe In Me
That's Not Me
Don't Talk (Put Your Head On My Shoulder)
I'm Waiting for the Day
Let's Go Away for Awhile
Sloop John B.
God Only Knows
I Know There's an Answer
Here Today
I Just Wasn't Made for These Times
Pet Sounds
Caroline, No
Good Vibrations
Help Me Rhonda
Barbara Ann
Surfin' USA
Fun Fun Fun

Få album i musikhistorien besidder samme status som ‘Pet Sounds’, The Beach Boys’ kunstneriske triumf fra 1966. Albummets unikke fusion af surfrock, klassisk musik, instrumentale intermezzoer, jazz og psykedelisk pop var banebrydende, og ekstra opsigtsvækkende var det, at hele herligheden blev udtænkt af bandets kreative mastermind: Sanger, keyboardspiller, komponist, arrangør og producer Brian Wilson.

Men ‘Pet Sounds’ er også historien om Wilsons skrøbelige sind. Ovenpå albummets succes pålagde han sig selv et enormt præstationspres, der yderligere blev forstærket af omverdenens forventninger, hvilket resulterede i et årelangt nervesammenbrud, som tydeligt har sat sine spor.

Så at aftenens hovedperson ikke alene havde rejst sig psykisk (sådan nogenlunde), men også orker at turnere i karrierens efterår er en bemærkelsesværdig bedrift. Torsdag aften i Kronjylland kunne man da også spore lige dele forventningsglæde og en smånervøs skepsis blandt publikum, som umiddelbart blev punkteret, da Wilson bød velkommen: »Hello Denmark. How loud can the girls yell? How loud can the boys yell?«

Det kræver sine musikere at vække de komplekse kompositioner til live, og Wilson var da også bakket op af et ensemble i absolut verdensklasse. Dirigeret med kyndigt overblik af saxofonist og klarinettist Paul Mertens var det en sand fryd at opleve de forskellige instrumentalister folde sig ud, heriblandt guitarist Nick Walusko, som på blændende vis antændte ‘Pet Sounds’, og percussionist Nelson Bragg, som dekorerede de spidsfindige arrangementer med et arsenal af slagtøj.

En ros, man ikke just kan give Blondie Chaplin, hvis adfærd var decideret upassende med malplacerede guitarmomenter, hvor han åbenlyst solede sig i rampelyset med en nævenyttig ‘se mig’-attitude, hans blot to år som medlem af The Beach Boys i 70’erne ikke berettigede til. En periode, hvor Wilson i øvrigt var inaktiv i gruppen, hvilket kun forstærkede oplevelsen af et kikset indslag i et ellers smagfuldt sæt.

Som klædelig kontrast hertil stod den oprindelige Beach Boy Al Jardine, som med varme, loyalitet og respekt bakkede sin gamle makker op med udsøgte korharmonier og fuldt fortjente solospots i ‘Little Deuce Coupe’, ‘Sloop John B’ og ‘Help Me Rhonda’. Han havde ydermere taget sønnike med på tour, og Matthew Jardine skulle vise sig at højne koncertens kvalitet mærkbart.

For 74-årige Wilson besidder ikke just en imponerende stemmepragt længere. Dertil er han for mærket – dels af alderen, dels af føromtalte mentale mén – og ‘You Still Believe In Me’ og ‘I Just Wasn’t Made for These Times’ blev jappet igennem med stakåndethed og dårlig timing.

Momentvis forsøgte han dog at give sig i kast med fordums geniale musikalitet, og med stædigt fokus slap han nogenlunde hæderligt igennem ‘Heroes and Villains’ og ‘God Only Knows’.

Men så var det en fryd, hvordan Jardine Jr. tog over og leverede de tindrende smukke fraseringer og ubesværet modulerede sig gennem tonelejerne i ‘Don’t Worry Baby’, ‘Wouldn’t It Be Nice’ og ‘Caroline No’. Det var i høj grad hans fortjeneste, at de vokal- og korroller, Wilson udtænkte i 60’erne, men ikke længere kan levere, sad lige i skabet.

Foruden hele opførslen af ‘Pet Sounds’ bød aftenen på adskillige lækkerier fra Beach Boys-skattekisten med den introspektive vuggevise ‘In My Room’ og teenageforelskelsen ‘Surfer Girl’ som klare højdepunkter. Omend der gik jovial røvballe i den overstadige finale med ‘Barbara Ann’, ‘Surfin’ USA’ og ‘Fun Fun Fun’, hvor Wilson pludselig rejste sig fra flygelet og med svagelige skridt luntede ud i kulissen. Her fremgik det med smertelig tydelighed, at skaberen af disse eviggrønne klassikere var en træt gammel mand reduceret til statist og fortabt i sit eget smukke univers.