Mick Jenkins ‘The Healing Component’: Et introspektivt og samfundsrevsende rapalbum

Mick Jenkins ‘The Healing Component’: Et introspektivt og samfundsrevsende rapalbum
Mick Jenkins ‘The Healing Component’: Et introspektivt og samfundsrevsende rapalbum - The Healing Component
4 6
Mick Jenkins
'The Healing Component'

Album, Free Nation

Mick Jenkins er en tematikkens mand. Det er dog ikke noget, ’The Healing Component’ indvier, da rapperen allerede med sit gennembruds-mixtape ’The Water(s)’ slog sin kærlighed for metaforik fast. Selv om vandtemaet ikke slippes på ’The Healing Component’, er der tilføjet et andet – og langt mere udbredt – koncept, der sættes i kunstnerisk relief: Den uransagelige kærlighed.

Hvor ’The Water(s)’ var et tydeligt vandbaseret og adstadigt projekt, der introducerede Mick Jenkins som samfunds- og ikke mindst livsbevidst rapper, er hans officielle debutalbum en reviderende videreførelse og finjustering af hans dybsindighed.

I samme ombæring skal det understreges, at Jenkins er en særdeles elokvent repræsentant for Chicagos nyblomstrende positivitets-hiphop, som ud over ham selv tæller navne som Chance the Rapper, Noname og Saba. De konstituerer alle en revolution mod den mordplagede bys dødsbårne drill-subgenre, som Chief Keef blandt andet var med til at indføre.

Men hvor eksempelvis Chance basker sig i en munter og jovial technicolor-verden, flyder Jenkins i en slet beskinnet afkrog af Soundcloud-produktioner, der både er smådystre og underligt opløftende. På ’Daniel’s Bloom’ flirter Jenkins i sin lyrik med dæmoner og døden flankeret af et gyserklaver, indtil lydsiden vender på en tallerken til det positive og der udbrydes »Pray for me, just holla at me, I can pray for you«.

Kærligheden sidestilles med noget religiøst, hvilket også slås an i førstesinglen ’Spread Love’, der med et bittersødt lydspor opfordrer til næstekærlighed. Og atter engang er Jenkins sakralt prædikende på den keyboardsyngende ’Strange Love’ med snak om Jesus og healing.

På albummets eneste intermezzo, ’This Type Love? (Interlude)’, stilles Jenkins spørgsmålet: »Do you feel like you’ve loved someone different than someone else?«, hvortil han undrende genmæler: »But are there really different ways to love someone?«

Den uddybende samtale, der følger, klippes op af forstyrrende effekter, som både afbryder og slører nogle af de vigtigste punchlines i, hvad der er et helt centralt vendepunkt for albummet.

Annonce

Ved første forsigtige lyt forekommer dette interludium som unødigt opbrudt – lige indtil det går op for en, at fragmenteringen har en fuldvægtig plads i tematikken som illustrering af, at Jenkins øjensynligt ikke har et endegyldigt svar på kærlighedens perplekse veje.

Kærligheden er i hans himmelrum alt andet end stringent, let definérbar og håndgribelig, men han ved til gengæld så meget, at den – med reference til albumtitlen – er den helende komponent mod alt ondt.

Endnu et eksempel på hans almensætning finder man i outroen på førnævnte ’This Type Love? (Interlude)’, hvor havets skyllende brus agerer bestyrtet overgang til den strangulerende ’Drowning’, der gribende adresserer USA’s ophedede raceskelsdebat og livstab.

Her sander man for første gang, at (næste)kærligheden er skortet, og at Jenkins i anledning heraf har udpeget sig selv som en vandbærende messias, der vil lade tørstige (læs: ignorante) individer sippe af den hellige kande, som bærer på oplysningen. En oplysning, der skal medicinere borgersituationen i guds eget land, som er på randen af undtagelsestilstand.

Man kommer næppe uden om, at albummet fra ende til anden føles som en meget bastant affære, der kræver tid og fokus fra lytteren for at bladre gennem de sirligt anbragte lag – en ting, som Jenkins selv tilstår på ’Strange Love’: »Introspective questions, hope you ain’t no goofy«.

Dermed ikke sagt, at det er kedeligt. Jenkins beviser henholdsvis på titelnummeret og på lukkeren ’Fucked Up Outro’, at han mestrer både det lokomotivtromlende og afventende flow (og alt derimellem) på en spændende elektrisk havbund af beats smedet af Soundcloud-fænomener som Sango, Kaytranada og IAMNOBODI.

Albummets umiddelbare brist er, at det simpelthen vil for meget. Det kræver stor indlevelsesevne og koncentration at læse sig frem til de bestandige liturgier i hver sang, og ’The Healing Component’ bliver svært fordøjeligt, når både racedebat, politisk kaos, personlige kvaler, generel samfundssyge, meningen med livet og kærlighed (og manglen på samme) skilles ad, vendes, drejes og så samles igen.

Udspillet er ellers enormt ambitiøst og vil uden tvivl appellere til inkarnerede Jenkins-fans, eller folk, der savner at blive udfordret rent budskabsmæssigt. Men projektets virketrang er for stort for sit eget bedste, og ud over ’Spread Love’ er der ikke meget andet letfordøjeligt at springe ud i som en start.


Kort sagt:
Mick Jenkins’ debutalbum er et dybt introspektivt og samfundsrevsende forsøg på at indkapsle en lang række eksistentielle dilemmaer i både USA og livet generelt. Med (næste)kærlighed som konceptuelt ståsted er produktionen både subjordisk, bittersød og mestendels Soundcloud’sk, som Jenkins ubesværet dirigerer frem og tilbage via både stærke budskaber og teknisk imponerende levering.