‘Skeleton Tree’: Nick Caves oder til sorgen er smukke som en silhuet

‘Skeleton Tree’: Nick Caves oder til sorgen er smukke som en silhuet
‘Skeleton Tree’: Nick Caves oder til sorgen er smukke som en silhuet - Skeleton Tree
5 6
Nick Cave and the Bad Seeds
'Skeleton Tree'

Album, Kobalt/Playground

Det er vanskeligt, for ikke at sige umuligt, at gå uhildet til ’Skeleton Tree’. Det er, som det vil være de fleste bekendt, Caves første album, siden han blev ramt af en stor personlig tragedie i juli 2015, da hans teenagesøn, Arthur, døde efter en faldulykke ved klipperne tæt ved Caves hjem ved Brighton i England.

Det kan som lytter ydermere være svært ikke at fæstne billederne fra den hjemsøgte og hjemsøgende dokumentarfilm, der ledsager albumudgivelsen, ’One More Time with Feeling’, med musikkens toner. Filmens sugende (og stedvist roterende og spirallerende) sort-hvide 3D-billeder udgør et uundgåeligt bagtæppe for musikken. I et musikår, hvor Beyoncé med ’Lemonade’ serverede et gennemført såkaldt ’visuelt album’, er den oplevelse måske ikke aldeles fremmed, men der hører sammenligningen så vist også op.

I ’One More Time With Feeling’ er man vidne til en sorgramt, ja, knækket Nick Cave: Når den ellers altid stilbevidste stjerne lader sig filme iført joggingtøj i privaten, mens hans kone, Susie, forsøger at kontrollere sin stemme, når hun taler om et genfundet maleri fra Arthurs barndom, der forestiller stedet, hvor han ti år senere døde, så er det svært ikke at forbinde ’Skeleton Tree’ med en form for brud i forhold til den Cave, man kender. En Cave, man måske troede, at man havde regnet ud.

Cave fremstår nærmest chokerende sårbar på for eksempel ’Girl in Amber’, hvor han lyder som om han bærer tyngden fra et helt folks lidelseshistorie på sine tørt vibrerende stemmebånd. Modtagelsen af ’Skeleton Tree’ vil naturligt bære præg af disse forhold, og superlativerne vil få ekstra luft under vingerne af samme grund. Det er, som nævnt, svært at bevare en nøgtern, kritisk distance.

Reelt er der nemlig en klar kontinuitet i udtrykket på ’Skeleton Tree’ sammenlignet med det tre år gamle pragtværk, ’Push the Sky Away’, der for alvor markerede, at Cave havde fundet luft på den anden side af en midtlivskrise, som han selv kunne tage selvironisk bestik af i hobbyprojektet Grinderman.

Cave arbejder fortsat i tæt samklang med multiinstrumentalisten Warren Ellis, der mere end nogensinde før virker som om han udgør halvdelen af en duo, foruden hvilken Cave ikke ville være i nærheden af det sted, hvor han musikalsk har bevæget sig hen. Som på forgængeren er det Ellis’ violin og orgeldroner, der danner kuldslåede og lettere desorienterede ledemotiver, og det er hans leg med loops, der tilfører de sorgramte sange en sitrende atmosfære, der får Caves balladekunst til at tage sig alt andet end selvparodisk ud.

Sponsoreret indhold
Forbrydelsen er større, end du tror
Jakob Cedergren har en fremmed kvindes liv i sine hænder i den intense one location-thriller ‘Den skyldige’. Find billetter og spilletider her.
EKSTERNT LINK
Nordisk Film

’Skeleton Tree’ glimrer ikke ved helt så indlysende melodilinjer som forgængerens, til gengæld er der stemning og suspense i rige doser. De spøgelsesagtige korstemmer, den skrabede percussion, den ofte skæve rytmik, hvorved kompositionernes lige linjer bøjer og drejer af, er med til at understrege i hvor høj grad Ellis’ æstetik er flyttet ind i hjertet af Caves sangskrivning.

Der deler den så i denne omgang plads med en meget konkret sorg – eller traumet, som Cave omtaler det i filmen – og det er naturligvis denne omstændighed, der giver ’Skeleton Tree’ en egen distinkt farve, der får værket til at gribe radikalt ud over det rum, forgængeren bevægede sig i.

Åbningsnummeret ’Jesus Alone’, der indledes med de uhyggeligt profetiske linjer (Cave skrev sangen før Arthurs død): »You fell from the sky/ crash-landed in a field near the river Adur«, maler en verden frem tynget af syner med apokalyptisk eftersmag. Cave finder fragmenterede, men stærkt suggestive billeder til at belyse sin sindsstemning: lam, der bliver flået ud af deres mødres maver, sangen, der sidder fast i havfruens strube, en afrikansk heksedoktor, der samler på tårekanaler…

Ellis’ arrangement er bjergtagende. En strygersektion dukker frem af det mørke havs væld af kværnende båndsløjfer, som en forlist besætning, der kæmper for ikke at blive opslugt af dybet. ’Jesus Alone’ minder mig om svenske Thåströms tilsvarende sorgramte titelsang fra det fem år gamle album ’Beväpna dig med vingar’, både i sin måde at bygge en truende lydkulisse frem på og i den tematiske kredsen om billeder, der spiller på en intim dødsbevidsthed.

Cave er i mindre og mindre grad optaget af lineært opbyggede melodilinjer. På ’Rings of Saturn’ og det afsluttende titelnummer kommer han tættest på at levere klassisk Cave, men igen: Ellis’ markante aftryk omplanter det gammelkendte ved Caves formel, så det finder et helt andet leje og dermed opfylder en anden funktion. ’I Need You’ flirter også med det indfølt melodiske, men det er som om Caves ord er for snublende til, at sangen kan samle sig selv op. Det er på samme tid faretruende uskønt og umanerligt rørende.

På albummets intense midterstræk – med de billedvækkende og opklippede ’Magneto’ og ’Anthrocene’ – er det, som om Cave søger et udtryk på den anden side af det populærmusikalsk gangbare. Konturerne af en melodi skiftevis indfinder og fortager sig – som en flagrende skikkelse, der bliver væk i tågen, for lige pludselig at dukke op i en lysning, hvorefter den viskes ud på ny.

Mange vil nok opleve visse anfægtelser i forhold til brugen af den danske sopran Else Torp på ’Distant Sky’, den mest hymneagtige sang i bunken. I filmen kommer øjeblikket som lidt af et chok. Er det villet kitsch? Er det helt og aldeles dybtfølt? I en albumkontekst virker Torps sang ikke helt så dramatisk fremmedartet som i filmens univers. Det er dog fortsat et take-it-or-leave-it-øjeblik, men på en måde giver det kun alt for god mening, at Cave føler sig kaldet til at lade sin stemme blive tavs og lade sig føre i havn af en sopranstemme, der så indlysende overskrider hans egen formåen. Måske er det et vink med en vognstang om, at han – eller noget i ham – er i færd med at transformere smerten. Det er som et troens spring: Fra det udsigtsløse til det håbefulde. Måske?

På det afsluttende titelnummer nærmer Cave sig en konkret beskrivelse af det traumatiske øjeblik, som han i filmen beskriver som en sorgens elastikbevægelse. Man kan bevæge sig støt i en anden retning, men man bliver altid hevet tilbage til udgangspunktet, når elastikken giver efter. Om albummets sidste og gentagne linjer – de tillokkende »it’s alright now« – er udtryk for resignation eller håb kan derfor være svært at afgøre. Men dermed også være sagt, at Cave har leveret et mørktonet og stærkt personligt værk, der rejser sig som et nøgent træ i oeuvrets forheksende have. Smukt som en silhuet, rent som aske.


Kort sagt:
Nick Caves 16. album vil uundgåeligt blive vurderet i lyset af hans personlige tragedie. Det gør det til et svært album at gå uhildet til. Faktisk minder albummet musikalsk ganske meget om sin direkte forgænger (2013’s ’Push the Sky Away’), men den konkrete baggrund for albummet giver det en helt egen farve. Melodisk er det ikke Caves stærkeste værk, men det ville omvendt heller ikke passe til disse sange, der naturligt søger mod det nedbrudte, et sted, hvor orden og pænhed ikke giver mening. Det tætte samarbejde med Warren Ellis giver også i den forstand perfekt mening, fordi Ellis kan vride al vanens magt ud af Caves sangskriverhjerne og stille ham både mørkt og nøgent til skue.