Vil du skrive for Soundvenue? Vi søger nye skribenter med skarpe holdninger

Vil du skrive for Soundvenue? Vi søger nye skribenter med skarpe holdninger
Fra serien 'Halt and Catch Fire', en aktuel Soundvenue-favorit.

Vi rynker ikke på næsen af et solidt Beyoncé-rygte eller en god GoT-gif. Faktisk elsker vi begge dele.

Men Soundvenues primære mission er at udpege, diskutere og vurdere de mest interessante nye kulturelle tilbud og tendenser. Fra indie og undergrund til popkultur og trending topics. Fra festivalfilm, musikvideoer, mixtapes og memes til koncerter, spil og seriefænomener.

Der er meget guld derude, men også store mængder affald. Vi forsøger at starte en diskussion om, hvorfor noget er væsentligt og godt – og hvorfor andet ikke er det.

Vi dækker det hele på Soundvenue.com, og nu er vi på jagt efter flere unikke stemmer i vores skare af freelance-skribenter. Skal du slutte dig til holdet?

Hvad er dit speciale – musik, film, serier, mode, spil?

Lad os bare være ærlige: Soundvenue-redaktionen består i bund og grund af en flok nørder. Vi dedikerer uforholdsmæssigt store mængder af vores liv til at kværne gennem alt det nye. Men så bilder vi os også ind, at vi ved en hel masse om det, vi skriver om.

Så det forventer vi også, at du gør. De fleste af vores skribenter skriver primært for enten vores musik-, film-, mode- eller spilredaktion, og faktisk har de fleste også specialeområder inden for de fire universer.

Hvad vil du skrive om?

Soundvenue har mange holdninger, som vi spytter ud i kommentarer og anmeldelser, og vi vil nu give plads til endnu flere originale synspunkter. Men det skal være dine egne.

Så hvad vil du gerne sige? Hvilke tendenser har du spottet, hvad generer dig, hvilke guldkorn skal fremhæves, hvorfor er et nyt værk særligt vigtigt? Måske vil du kommentere på den digitale popkultur, om tonen på Instagram og Taylor Swifts brug af emojis.

Eller foretrækker du at anmelde aktuel musik eller nye spil, serier og film?

Interesseret? Så send os en mail med følgende:

1. Lidt om dig selv og din baggrund.
2. En beskrivelse af dit ekspertiseområde. Er det musik, film eller mode, du ved særligt meget om, og hvilke nicher er du særligt stærk i?
3. Et par af dine tidligere (eller helt nye) tekster.
4. Minimum ét konkret pitch (men meget gerne flere) til en konkret idé, du gerne vil føre ud i livet.

Send din ansøgning hurtigst muligt til skribent@soundvenue.com. Eventuelle spørgsmål (ja, vi udbetaler honorar for artikler) kan rettes til samme adresse eller til chefredaktør Nicolai Torp på 70200012.