»Sjældent stærk musikdokumentar« – se den rørende ’Amy’ på C More

Interview: Riz Ahmed er rapperen, der bliver ‘Star Wars’-helt

Interview: Riz Ahmed er rapperen, der bliver ‘Star Wars’-helt
Riz Ahmed som Bodhi Rook i den kommende 'Rogue One: A Star Wars Story'.
Efter roller i HBO-serien ‘The Night Of’ og den kommende 'Rogue One: A Star Wars Story’ banker Hollywood for alvor på døren. Men det britisk/pakistanske multitalent insisterer på fortsat at finde tid til at spytte samfundspolitiske raptekster i Swet Shop Boys, som netop har udgivet albummet ‘Cashmere'.

Riz Ahmed er en kamæleon, som skifter ham ved mørkets frembrud, når filmstjerneskuddet fra den røde løber hænger jakkesættet op, og Riz MC, rapperen fra London-bydelen Wembley, snører sine sneakers og griber mikrofonen.

Dualiten i den britisk/pakistanske kunstner har gjort ham til en af de mest interessante og tidssvarende kulturelle repræsentanter for det moderne engelske samfund, skønt han selv vånder sig over mediernes brug af ‘multikulturalisme’ som abstrakt og distancerede buzzword.

Da jeg møder ham i London, er han mere MC end feteret Hollywood-darling, iklædt afslappet grøn pilotjakke, og med ugegamle skægstubbe. Midt i re-shoots til ‘Rogue One: A Star Wars Story’, i hvilken han spiller karakteren Bodhi Rook, er han langt mere ivrig efter at tale om sin musik.

»Pt. sender mine agenter mig kun manuskripter, de håber vil få mig til at lade være med at bruge al min tid på at skrive musik eller turnere«, fortæller Ahmed med et skævt grin.

2016 har været året, hvor han for alvor er kommet i Hollywood-vælten, takket være hans hovedrolle i HBO-krimiserien ‘The Night Of’, samt roller i ‘Jason Bourne’ og fornævnte ‘Rogue One’. Samtidig har han udgivet et mixtape og er nu aktuel med et Swet Shop Boys-album sammen med den tidligere Das Racist-rapper Heems.

»Det er lidt som med busserne, du ved. Man venter og venter, og så pludselig…«, siger Ahmed og ryster lidt på hovedet. Succesen er stadig ikke helt sunket ind.

Men selv om navnet Riz Ahmed først for nylig er begyndt at ræsonnere uden for England, har han arbejdet myreflittigt i et årti, og sømløst bevæget sig mellem undergrundsmusikproduktion med stærke samfundspolitiske budskaber, roller i anmelderroste dramaer som ‘Nightcrawler’ (overfor Jake Gyllenhaal), og essayskribent for bogen ‘The Good Immigrant’, der udkommer dette efterår.

»Mit essay handler om lufthavnsafhøringer og film-auditions, og hvordan de to rum kan føles ret ens. Man prøver at agere så naturligt som muligt, men ved samtidig, at personen overfor udelukkende ser en som en samling kulturelle stempler. Pakistanere i England bliver på mange områder behandlet ligesom mexicanerne i USA«, fortæller Ahmed.

Han har en del personlig erfaring med lufthavnsafhøringer, og særligt voldsomt gik det for sig i 2006, da Ahmed vendte hjem via London-lufthavnen Luton fra filmfestivalen i Berlin, hvor hans filmdebut, Michael Winterbottoms ‘The Road to Guantanamo’, havde vundet Sølvbjørnen.

Sponsoreret indhold
En præst, en gangster og en kultleder går ind på et hotel
… og deres mørke, mystiske hemmeligheder smuldrer i den stjernespækkede thriller ‘Bad Times at the El Royale’. Find spilletider og billetter her.
Nordisk Film

»Sikkerhedsfolkene i Luton blev ved med at spørge mig, om jeg var blevet skuespiller for at fremme ‘den muslimske kamp’. Jeg sagde, at det var fordi, jeg ville score damer – hvilket selvfølgelig også kan være en muslimsk kamp, afhængig af ens prioriteter«, fortæller Ahmed og griner, inden han bliver anderledes alvorlig: »Det var en komplet ulovlig afhøring, hvor de holdt mine arme fast og råbte mig ind i hovedet. Jeg var meget gal og rystet, og oplevelsen inspirerede mig til at skrive sangen ‘Post 9/11 Blues’«.

På singlen, Ahmeds første udgivelse, rapper han blandt andet: »We’re all suspects so literally, be watching your back. I farted and got arrested for a chemical attack«.

‘Post 9/11 Blues’ fik stor opmærksomhed, men blev bandlyst fra engelske radiostationer.

»Flere radio-dj’s følte, at teksten var for politisk følsom og udøvede derfor en form for selvcensur, der kan være meget skadelig. Der er ikke blevet mindre af den slags i årene siden«, konstaterer han tørt.

Alligevel skyer Ahmed ikke væk fra at sende verbale rap-lussinger efter den voksende racisme, han fornemmer ulme i England, og som han nu frygter vil blive værre efter Brexit. Det høres tydeligt på rapperens seneste udgivelse, mixtapet ‘Englistan’ fra i år.

»‘Englistan’ handler om min opvækst. Det var et terapeutisk værk, og jeg regnede ikke med, at nogen ville høre det. Men som det ofte sker, når man dykker helhjertet ned i nogle meget specifikke, følelsesladede emner, ender det ironisk nok med at ramme en universel nerve hos folk«, fortæller Ahmed.

Han er vokset op i et britisk/pakistansk kvarter ikke ulig det miljø, hans karakter Nas er fra i ‘The Night Of’. Som ung læste han filosofi og økonomi på Oxford University og tog efterfølgende dramalektioner sideløbende med musikarbejdet. Og det kreative parløb mellem musik og film har han altså siden fortsat.

Som om alle hans projekter ikke var nok, er Ahmed i gang med at skrive en semi-selvbiografisk tv-serie for BBC.

»Det går selvsagt ikke så hurtigt«, siger han næsten undskyldende. »Mine agenter så helst, at jeg droppede musikken, som jeg bruger uforholdsmæssigt meget tid på uden at tjene en øre. Nogle gange lader jeg, som om jeg ikke får deres mails«.

Hør ‘Englistan’ HER. Swet Shop Boys’ ‘Cashmere’ er ude nu. ‘Rogue One: A Star Wars Story’ har dansk premiere den 16. december.

Læs også: Mads Mikkelsen har en stor rolle i den nye trailer for ‘Rogue One: A Star Wars Story’

Advertisement