Leonard Cohen driver diskret gæk med døden (og sin lytter)

Leonard Cohen driver diskret gæk med døden (og sin lytter)
Leonard Cohen driver diskret gæk med døden (og sin lytter) - You Want It Darker
5 6
Leonard Cohen
'You Want It Darker'

Album, Sony

Det er en gammel, men ofte overset, sandhed om Leonard Cohen, at når hans lyrik antager sin mest martrede og melankolske karakter, så sidder der altid en grinende abe med på skulderen, en djævelsk lille skabning, der kan se komedien i alting, selv i det mørkeste mørke.

Hvis man (læs: Den næsten samlede anmelderstand) har travlt med at omtale ’You Want it Darker’ som Cohens sidste album, det endelige tæppefald for verdens måske største sangskriverpoet (nobelpris eller ej…), så er det min oprigtige fornemmelse, at Cohen sidder i sit alderdomsrefugium et sted og gnægger i skægstubbene over modtagelsen.

Cohen gør nemlig dybest set det, han altid har gjort: Han synger om døden, eller rettere: Han synger om sin – helt fra begyndelsen af veludviklede – dødsbevidsthed.

Pointen er så, at selv om Cohen er blevet 82 – og i et meget omtalt The New Yorker-interview har talt om, at han er parat til at dø (en udtalelse han, i øvrigt, for få dage siden har lagt humoristisk afstand til) – så adskiller sangskrivningen på ’You Want it Darker’ sig ikke i synderlig grad fra det han skrev, da han var 42 eller 62.

Jo, bevares, han er blevet mærkbart mere minimalistisk. Snarere end at strø om sig med ord, folder han dem nu om stunder ud med stor disciplin og redelig akkuratesse.

Men temaerne er de samme, og den tørre og lakoniske humor, han leverer dem med, er fortsat en af hans sangskrivnings mest trofaste sengekammerater.

Linjer som »I’m leaving the table / I’m out of the game« kan bestemt læses som en afskedssalut med den jordiske tilværelse, men omvendt: Cohen ved kun alt for godt, at det at synge den slags linjer i hans alder og med hans historie vækker nogle bestemte reaktioner hos fanskaren. Det kan sagtens tænkes, at han mener sin lyrik, men han spiller også på føromtalte reaktion. Som gestus er det at ligne med hans dybe buk til publikum under rækken af fejrede koncerter siden comebacket sidst i 00’erne. Det er svært at skelne det ydmyge fra det kokette.

Hvis der er noget, der kendetegner flere af de nye sange, er det ikke så meget, at Cohen byder døden velkommen, som at han flere steder udtrykker en ret grundfæstet skepsis over for troen på et liv efter døden, eller den form for tro, der er sat i system. Både ’Seemed the Better Way’ og ’Steer Your Way’ synes at udtrykke kraftigt forbehold over for det fornuftige i at søge den ene sande vej.

Nu er det sjældent en indlysende god idé at sætte tydelige mærkater på Cohen-sange, for de undslår sig behændigt alt for oplagte tydninger. Den ironiske dobbelttydighed er fortfarende en af Cohens mange forcer.

Cohen skærer ikke kun ind til benet i lyrisk forstand på sit 14. album, den musikalske ledsagelse hører også til blandt hans hidtil mest nedbarberede. Det giver værket en strunkhed og intimitet, der passer glimrende til de ikke just flagrende melodilinjer, der lægger sig ikke-anmassende til rette for sangerens brøndgravsdybe deklamationer, der fortsat gør sig et sted mellem sang og tale.

De diskrete instrumentelle indslag er velvalgte, for ikke at sige udsøgte i den forstand, at de ofte understreger de melodiske motiver på en måde så disse bliver ridset tydeligere og mere mindeværdigt frem. Slideguitaren på ’Leaving the Table’ og det veloplagte violinmotiv på ’Steer Your Way’ er bare to eksempler.

Titel- og åbningssangen er albummets pragtnummer, og eksemplificerer på eminent vis Cohens fornemste dyder, men bringer samtidig noget anderledes (messende hebræiske sanglinjer) til torvs. Titlen bruges som en gentaget afsluttende verslinje og udgør som sådan en typisk cohen’sk punktering af de kulsorte observationer, der går forud.

Med denne konstatering/regibemærkning ikke bare ansporer Cohen sin lytter (’Kan I tage mere mørke?’), men spiller på selvsamme lytters medviden om, at pessimisme på menneskehedens vegne omtrent er sangerens stock-in-trade. Det er præcis den form for underspillet humor, Cohen mestrer som få (ingen?) andre.

Jeg sidder med en lumsk fornemmelse af, at ’You Want It Darker’ snarere end at gøre det ud for Cohens sidste album eller hans sigen farvel til livet (som så mange synes optaget af at høre det som) er udtryk for, at musikkens store gentleman er befriende jordnær i omgangen med sine fans eventuelle præmature sentimentalitet vedrørende hans bortgang (og den kommer jo nok før eller siden).

Jeg vil i stedet tillade mig at skyde på, at Cohen har et nyt album klar i efteråret 2018 – og at det vil være præcis så dødsmærket og humoristisk underspillet som ’You Want it Darker’, der slet ikke behøver gøre sig store armbevægelser for at lægge sig mageligt til rette på oeuvrets næstøverste hylde.


Kort sagt:
82-årige Leonard Cohens 14. album vil af mange blive hørt som en stor kunstners definitive svanesang, men i virkeligheden er albummets dødsbevidsthed udtryk for en tematik, der har lige så mange år på bagen som hans karriere. ’You Want it Darker’ er snarere en elegant opsummering af Cohens forcer, men skåret helt ind til benet – lyrisk og musikalsk.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold