Mac Miller hylder kærlighed og feminine energier på jazzede ’The Divine Feminine’

Mac Miller hylder kærlighed og feminine energier på jazzede ’The Divine Feminine’
Foto: G L Askew II
Mac Miller hylder kærlighed og feminine energier på jazzede ’The Divine Feminine’ - The Divine Feminine
5 6
Mac Miller
'The Divine Feminine'

Album, Warner

Den 24-årige rapper og producer Malcolm James McCormick, eller bare Mac Miller, kan med ‘The Divine Feminine’ skrive fire album på cv’et trods sin unge alder. Den røde tråd i hans karriere har hele vejen været det perfekte rim pakket ind i en ubesværet rapstil, eksekveret med en nonchalant, nærmest doven stemme.

På hans første album, ’Blue Slide Park’ (2011), lærte man Pittsburgh-rapperen at kende som en hashrygende og barnlig collegeelev (inspireret af Wiz Khalifa), der ikke havde meget andet på hjerte end at spytte et ocean af synonymer for de kvindelige kønsdele. Omend Miller på ’Watching Movies With the Sound Off’ (2013) virkede mere reflekteret som college-rapper, så var det først på sidste års ’GO:OD AM’, at Miller for alvor trådte ud af rollen som den skæve, lidt irriterende lillebror.

’The Divine Feminine’ er ikke lavet af den Mac Miller, du kender. Indtil udgivelsen har intet i Millers karriere peget på, at han skulle udgive et jazzrap-album. Lige så overraskende er det, at Miller har valgt at dedikere et helt album til at udforske kærlighed som ideologi og hunkønnet som feminine energier, der gør ham høj på livet (’Cinderella’) og bemyndiger ham til at realisere sine drømme (’Soulmate’).

Han skelner mellem et liv med og uden kærlighed ved for eksempel at skifte bipolart mellem sin ubesværede og historiefortællende rapstil og en mere følsom (og halvfalsk) sang. I virkeligheden overrasker Miller her med næsten alt, han foretager sig. Han åbner ballet med tre downtempo og jazzede tracks, der portrætterer et liv uden kærlighed (eller i hvert fald ulykkelig kærlighed).

På ’Congratulations’ introducerer han et bredt kavaleri af kor, klaver, guitar, blæsere og en afdæmpet bas. Udtrykket er filmisk, og man føler sig fanget i en kærlighedsscene, hvor den kvindelige hovedrolle tager afsked med den mandlige ditto, alt imens en pianist sidder i hotellobbyen og jammer.

Udtrykket forstærkes af den gennemgående Miles Davis-klingende trompet på ’Stay’, som føjer en snes storbystemning til historien. Mac Miller følger op med ’Skin’: Et overflødighedshorn, der forsyner lytteren med strygere, guitar, bas og synthesizere, der er forstærket af rumklang, ekko og en kvindelig vokal, der nærmest agerer feminin hypeman. Mest gennemgående er den vemodige trompet, der både åbner og lukker nummeret og gør hele sceneriet meget sørgmodigt.

Annonce

Resten af albummet er mere traditionelt i Mac Miller-forstand. Radiohittet ’Dang’ er en af højdespringerne: Den atypiske bas (som nærmest går baglæns), den funky rytmeguitar, de flerstemmige blæsere og den offbeat hi-hat kombineret med Anderson .Paaks syngende stemme og Mac Millers rytmiske rap indbyder til både dans og head bobbing.

På ’We’ har Miller hevet CeeLo Green med i studiet, og selv om beatet kun er bygget op af tre akkorder og kører i klassiske hiphop-fjerdedele, så er tracket albummets absolutte højdepunkt takket være den afstumpede guitar, det flerstemmige kor, lilletrommen, der lyder som når man slår på en kagedåse, og det intet mindre end fænomenalt groovy basriff. Det hele topper, når Miller slår over i sin diabolske rapstil: »Time will tell if I’m alive and well / ‘cause when I’m by myself I find that I keep flying high / sometimes I must remind myself that change is more than pennies laying on the floor inside the well / you cross my mind, do not apologize for being fine as hell«.

Albummet rundes overlegent af med den velproducerede ’God Is Fair, Sexy Nasty’, der kombinerer en klassisk hiphoplyd med det jazzede udtryk. Mac Miller og Kendrick Lamars stemmer akkompagnerer hinanden i godt fem minutter, før festen ender som det hele begyndte: Med klaverspil (og en ældre dames fortælling om en kærlighedsaffære).

’The Divine Feminine’ er Mac Millers til dato mest overraskende, sammenhængende og eksperimenterende album, hvor kun ’Cindarella’ med Ty Dolla $ign virker malplaceret.


Kort sagt:
’The Divine Feminine’ Mac Millers til dato bedste og mest jazzede udgivelse, hvor den unge rapper bevæger sig væk fra college-rappen og hen mod en mere sofistikeret jazzrap med et ungt udtryk.