Top Tracks: Her er ugens ni bedste nye sange

1. Pusha T ‘H.G.T.V.’

Ugen bød på hele to nye Pusha-numre, hvoraf ’H.G.T.V.’ er det mest vovelystne og kompromisløse. På vanligt virtuos manér gør den afklædte tromme- og basproduktion plads til veltimede verbale knytnæveslag fra G.O.O.D. Music-formanden, der køligt spytter frostklare linjer i den stilsikre og vertikalt roterende video.


2. Au/Ra ‘Concrete Jungle’

Født på den spanske Ibiza-ø, der er epicenter for fest og ballade, men opvokset på det betydeligt mere afslappede og pittoreske Antigua. Sådan opsummeres sangerinden Au/Ras livsbillede, der i stor stil har haft indvirkning på hendes Lorde-agtige ’Concrete Jungle’. Titlen refererer både til det at være grønskolling i musikbranchen og at være fanget mellem kontrapunktiske kulturer.


3. Vicarage ‘Caliente’

Den dansk-islandske electroduo, der består af Felix og Esben, har før med singlen ’Above This’ og deres Communions-remix ’Forget It’s A Dream’ bevist, at de er mestre i varmblodet og slagkraftig house. Og sørme om de ikke gør det atter engang på deres nyeste ’Caliente’, der svælger i fransk 90’er-house med sin billedskønne synthguitar.


4. North Downs ‘Nothin”

Indtil videre kan forsvindende lidt meddeles om den nyslåede engelske gruppe North Downs – ud over at de laver fortræffelig musik. I en ambitiøs udstilling af flerartede genrer præsenterer de med deres første udspil ’Nothin’’ en sammensvejsning af både groovy rock, sværmende pop og fabulerende electronica. Ifølge slænget selv handler det fingerfærdige track om afvænning.


5. Death Cab for Cutie ‘Million Dollar Loan’

Death Cab for Cutie ønsker nederlag til præsidentkandidaten Donald Trump. Dette demonstrerer de med den nye opsang ’Million Dollar Loan’, der, som led i et større musikalsk initiativ for et Trump-frit USA, udtrykker utilfredshed med den skandaleombruste rigmand. I videoen ovenfor bliver Trump-imitatoren – bogstavelig talt – muret inde af sine egne udtalelser.


6. Yellow Days ‘Your Hand Holding Mine’

En blot 17-årig engelsk purk står bag Yellow Days. Det borgerlige navn er George van den Broek, og han besidder en bluesstemme, der har langt højere ambitioner end at forblive skjult i den engelske landsbyflække, han kommer fra. ’Your Hand Holding Mine’ er hans første label-udgivne sang og handler om den første forelskelse, der krakelerer uomgængeligt før eller siden.


7. Grand Prix ‘Recover (In Silence)’

Fra første lyt er det ingen hemmelighed, at manden bag Grand Prix, Bastian Emil, er inspireret af Depeche Mode og 80’ernes desperadopoppede synthflader, som den dybe vokal og de guitardrevne toner på hans seneste ’Recover (In Silence)’ er uomtvistelige testamenter på. Singlen agerer forsmag på hans kommende ep ’The Hour of Victory’, der lander den 4. november. Samme dag kan Grand Prix fanges live på Ideal Bar og på Tape i Aarhus dagen efter.


8. Bruno Mars ’24K Magic’

Sidste weekend markerede Bruno Mars’ første solosingle siden 2012’s ’Unorthodox Jukebox’. Funktornadoens nye legesyge single hedder ’24K Magic’ og er forløber for hans næste album af samme navn, der er ude den 18. november. Gå ikke glip af den retro-glade sang med dertilhørende flashy Las Vegas-musikvideo, der i den grad fortsætter stilen fra ‘Uptown Funk’.


9. Cosima ‘Girls Who Get Ready’

Egentlig er sangerindeopkomlingen Cosimas ’Girls Who Get Ready’ ikke helt dugfrisk, men den drømmende, selvinstruerede video er til gengæld. Som titlen antyder, er det en klargøringshymne af den forslåede og soulpoppede slags, som danner perfekt baggrund til koncentreret og dog nynneassisteret optegning af eyelineren – eller bare til en gemytlig aften generelt.

Følg Soundvenues Top Tracks-playliste via Apple Music HER og via Spotify HER.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold