Girl power: Her er verdens bedst tjenende kvindelige musikere

Girl power: Her er verdens bedst tjenende kvindelige musikere
Rihanna. (Foto: Christopher Polk/Getty Images)

Traditionen tro fortsætter forretningsmagasinet Forbes deres årlige offentliggørelser over forskellige indtjeningstoplister. Tidligere i år afslørede de periodens bedst tjenende hiphop-artister ligesom en ditto liste over dj’s.

Nu er tiden så kommet til en anden musikalsk kategori, nemlig Forbes’ liste over verdens højst betalte kvindelige musikere i 2016.

Det vil formentlig ikke komme bag på mange, at førstepladsen går til Taylor Swift, hvis topplacering kommer i hælene på superstjernens ’1989’-verdensturné fra sidste år. Alligevel er det påfaldende, at hun har skovlet hele 170 mio. dollars ind – et beløb, der er mere end dobbelt så stort som sølvmedaljevinderen Adele.

Ikke kun turnéen har bidraget til Swifts svimlende løn, da hun i måleperioden (1. juni 2015 til 1. juni 2016) fik yderligere økonomisk polstring af lukrative aftaler med mærker som Apple, Diet Coke og Keds.

På andenpladsen ligger som sagt Adele, der – til forskel fra langt størstedelen af alle andre musikere – faktisk har høstet hovedparten af sin mønt gennem albumsalg. Hendes seneste ’25’ fra 2015 var årets bedst sælgende album og bidrog til hendes totalsum på 80,5 mio. dollars.

Tredje- og fjerdepladsen går til henholdsvis Madonna (76,5 mio. dollars) og Rihanna (75 mio. dollars). Madonnas Rebel Heart-turné landede hende knasterne, mens RiRi fik sin mammon gennem både radiobaskere og prominente sponsoraftaler med Puma, Dior og Samsung.

Beyoncé afrunder ikke overraskende den øverste halvdel af bedst tjenende kvindelige musikere med en femteplads, der lyder på 54 mio. dollars. Disse kommer naturligvis på baggrund af både hendes højtprofilerede videoalbum ’Lemonade’ fra i år, samt hendes verdensomspændende Formation-turné, der først sluttede i oktober. Forvent derfor at se hende højt på listen endnu engang næste år.

1. Taylor Swift – 170 millioner dollars
2. Adele – 80,5 millioner dollars
3. Madonna – 76,5 millioner dollars
4. Rihanna – 75 millioner dollars
5. Beyoncé – 54 millioner dollars
6. Katy Perry – 41 millioner dollars
7. Jennifer Lopez – 39,5 millioner dollars
8. Britney Spears – 30,5 millioner dollars
9. Shania Twain – 27,5 millioner dollars
10. Celine Dion – 27 millioner dollars

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af