Hiphoppen har genfundet sin politiske stemme – derfor er rapmusikken vigtig igen

Hiphoppen har genfundet sin politiske stemme –  derfor er rapmusikken vigtig igen
Kendrick Lamar til årets Grammy-uddeling.
Foto: Kevork Djansezian/Getty Images

I denne uge sætter vi fokus på genfødslen af den politiske hiphop. Her kan du læse, hvorfor der netop nu er ild i den politiske rap-gryde, men tjek også vores liste over de 10 vigtigste sange i den nye bølge og læs interview med de bramfrie Swet Shop Boys.


Den politiske hiphop er tilbage i en grad, vi ikke har set i næsten 25 år. Det kollektive Black Lives Matter-kampråb følger en årtier lang dvaletilstand af velstand og selvfedme, og den nye bølge spænder fra toppen af hitlisterne til den dybeste undergrund med klare spor tilbage til dengang, hiphoppen var samfundets fjende nummer et.

August 2014. Den lille og upåagtede by Ferguson i den amerikanske Midtvest står i flammer. Guvernøren Jay Nixon har erklæret undtagelsestilstand, og billeder af voldsomme sammenstød mellem politi og demonstranter går verden rundt. Få dage forinden har en hvid betjent skudt og dræbt den sorte teenager Michael Brown på åben gade, en episode der følger i kølvandet på drabene af to ligeledes ubevæbnede sorte mænd, Trayvon Martin og Eric Garner.

Reaktionen fra den afroamerikanske musikscene, særligt hiphoppen, har været næsten ligeså desperat og akut som demonstrationerne i Ferguson. Få uger senere spyttede Killer Mike et hjerteskærende vers ud på Run the Jewels’ ’Early’, hvor han detaljeret beskriver, hvordan han i fordommenes navn bliver afklædt sin værdighed, mens han arresteres af en hvid betjent for øjnene af sin lille søn.

I november samme år, samme dag som en jury havde besluttet ikke at tiltale betjenten, der skød Brown, ringede det hårdtprøvede soulgeni D’Angelo til sin manager og gav med harmdirrende stemme udtryk for, at han var klar til at udgive det stærkt politiske album ’Black Messiah’, han i 14 år ikke havde kunne give slip på.

I februar 2015 lagde Kendrick Lamar for alvor soundtrack til flammerne i Ferguson med singlen ’The Blacker the Berry’, der åbnede sluserne for den bølge af politisk ladet hiphop og r’n’b, der efterfølgende er skyllet ind over USA, hånd i hånd med flere sager om politidrab af sorte.

Den overvældende reaktion er kulmineret i 2016. For første gang i 25 år har politik og protestsange stået øverst på hiphoppens dagsorden. Store stjerner som Kendrick Lamar (tjek hans gribende optræden til årets Grammy Awards!) og Beyoncé har med næverne knyttede stået side om side med talentfulde undergrundsnavne som Mick Jenkins.

Snoop Dogg og The Game har ledt an i demonstrationer og holdt forsoningsmøder med politiet i Los Angeles. Killer Mike har været autonom gadekommandant i Bernie Sanders’ valgkampagne, og Chance the Rapper har ført en horde af unge mennesker til stemmeurnerne. Hiphoppen har i den grad genfundet en politisk stemme, og kampen mod politibrutalitet er ved at blive til en kamp mod Donald Trumps Amerika.

GettyImages-521650388

Run the Jewels på årets Coachella-festival med Trump i baggrunden. Foto: Kevin Winter/Getty Images.

Hiphoppen har igen behov for at være i opposition til systemet

Det kollektive Black Lives Matter-kampråb følger en årtier lang dvaletilstand af velstand og selvfedme. Der har været momentvise pip fra undergrunden, men hiphopmiljøet har generelt siden slutningen af 90’erne haft travlt med at idolisere one percenters som Jay Z, Dr. Dre og Lil Wayne, der har virket væsentligt mere interesserede i at besynge deres ufattelige rigdom end problemerne i den verden, de kommer fra.

Det nærmeste, vi kom mærbare politiske udråb, var numre fra etablerede stjerner som Big Boi og Nas, der i 2008 udbragte en skål for Obama. USA havde fået en sort præsident, og hiphoppen dominerede hitlisterne mere end nogensinde. Håbet regerede. Det var ikke længere en genre, der havde behov for at være i opposition til systemet.

Hiphoppen har altid romantiseret den amerikanske drøm som en genvej til at undslippe den sociale arv og ghettoen, og folk som førnævnte er blevet ophævet til helte og ikoner snarere end forrædere. Derfor slap Jigga og co. også igennem finanskrisen uden for alvor at måtte stå til regnskab for deres vedblivende pengefiksering eller deres begrænsede italesættelse af levevilkårene for mange afroamerikanere. Tværtimod så Dr. Dre intet problem i at bruge sit salg af Beats Electronics som et personligt PR-fremstød under sloganet ’hip hop’s first billionaire’. Det var en sejr for kulturen.

Men i lyset af Ferguson har interessen for social ulighed indfundet sig i en form, der er – undskyld udtrykket – langt mere sort/hvid. Ordensmagtens behandling af afroamerikanere er blevet billedet på en uretfærdighed, som alle kan forholde sig til og enes om at stå sammen imod. Spørg bare Lil Wayne, der i øjeblikket forsøger at rede sig ud af en af årets største shitstorms fra sit eget bagland efter at have udtrykt sin ligegyldighed over for Black Lives Matter-bevægelsen i et interview. Til trods for, at Waynes mange år på toppen aldrig just har været karakteriseret af guldrandet moral eller politisk korrekthed.

Den politiske hiphop var mere radikal i sit udspring

Ser man på hiphoppen og den afroamerikanske tradition for protestsange i et større perspektiv, er der i høj grad tale om et genkendeligt symptom. Hiphophistorien har naturligvis løbende haft adskillige eksempler på skarpe samfundskommentarer – fra Grandmaster Flash & the Furious Fives klassiker ’The Message’ i 1982 til The Roots’ fremragende konceptalbum ’undun’ fra 2011. Men de store udslag er fulgt i hælene på konkrete begivenheder.

Drabene på de to store afroamerikanske ledere, Malcolm X og Matin Luther King, samt opstandelsen i Watts som reaktion på politibrutalitet (alle i den sidste halvdel af 60’erne), antændte en uhyre potent bølge af protestmusik fra James Browns ’Say it Loud – I’m Black and I’m Proud’ til Curtis Mayfields ’Mighty Mighty (Spade and Whitey)’ og senere Marvin Gayes ’What’s Going On’-album.

I et hiphopperspektiv er det især interessant at se på opstandelsen i Los Angeles i 1992, der fulgte umiddelbart i kølvandet på frikendelsen af fire hvide betjente, der året forinden havde gennemtæsket den ubevæbnede, sorte flugtbilist Rodney King for rullende kamera. De voldsomme uroligheder varede næsten en uge og var heftigt medvirkende til den mest radikale storm af samfundsoprørske hiphopnumre nogensinde.

Også mere radikale end de sydende tracks, vi i øjeblikket er vidne til. For udover den høje grad af sammenlignelighed mellem begivenhederne i Ferguson og dem i Los Angeles for 24 år siden, er forskellen i hiphopmiljøets reaktion også et interessant billede på en genre, hvis normer og position i samfundet har flyttet sig.

Ice Cube, der i 1992 var en platinsælgende superstjerne, leverede den måske mest direkte reaktion på frifindelsen af betjentene, der tæskede Rodney King, med nummeret ’We Had to Tear this Muthafucka Up’. Her udpenslede Cube sine intentioner om nådesløs og skræmmende brutal selvtægt mod betjentene og andre repræsentanter for politiet med linjer som »I got a Mac-10 for Officer Wind / damn, his devil-ass need to be shipped back to Kansas / in a casket, crew cut faggot / now he ain’t nothing, but food for the maggots«.

Ice-T satte en lignende tone på sit berygtede rap-metal-anthem ’Cop Killer’, der stolt opfordrede til mord på Los Angeles’ politibetjente, og blandt mange andre chokerende numre kan også nævnes Paris’ ’Bush Killa’, hvor rapperen planlægger at dræbe daværende præsident George H. W. Bush.

Fra væbnet revolution til opråb om sammenhold

Fælles for mange af numrene fra denne tid, udover den ekstreme vold og forherligelse af mord, var, at de talte sig ind i diskursen fra The Nation of Islam – en kontroversiel organisation med en nationalistisk afroamerikansk agenda. Organisationen oplevede i 90’erne stor popularitet i og tilknytning til hiphopmiljøet (inklusiv Cube og Paris) og gjorde sig blandt andet bemærket ved at omtale hvide mennesker som the devil.

The Nation of Islam spiller en begrænset rolle i dagens hiphop. Flere af de mest toneangivende navne, hvad enten det er Kendrick Lamar eller Chance the Rapper, er kristne, men tilgår raceurolighederne med en indstilling, der rækker udover ’øje for øje og tand for tand’-retfærdighed. Også her er det oplagt at argumentere for, at arven fra Obama udgør en væsentlig del af forklaringen på, hvorfor hiphoppens mest prominente stemmer har bevæget sig fra nådesløs væbnet revolution mod hele systemet til en tro på, at der kan være en fredfyldt vej mod bedre tider. Systemet som helhed er ikke længere the devil.

Tonen har ændret sig markant. Det dominerende opråb har handlet om sammenhold, styrke og sort stolthed. Det var overskriften for Kendrick Lamars ’Alright’, som i kombination med troen på Gud fandt håb om en bedre fremtid midt i elendigheden efter Ferguson. Og det er overskriften for mange af numrene i den vedvarende strøm af politisk hiphop, som i mindre og mindre grad er direkte knyttet til Michael Brown, Eric Garner og de andre ofre for politidrab, og i stigende grad kan ses som kommentarer til Trumps Amerika.

Og der bliver ikke kun lyttet i ghettoen. Hvor Ice-T måtte fjerne ’Cop Killer’ fra sit album efter et gevaldigt pres og kraftig offentlig afstandstagen, ligger A Tribe Called Quest i skrivende stund nummer ét på den amerikanske albumhitliste med deres politisk ladede comeback-album ’We Got It From Here… Thank You 4 Your Service’ og bliver afdækket som kulturbærere i omfattende artikler i The New York Times.

Hiphoppen har mistet noget af sin umiddelbare farlighed i takt med, at den er blevet en stadig mere integreret del af den amerikanske kultur. Men hiphoppens politiske stemme er måske stærkere end nogensinde.

Spørgsmålet er, hvordan den vil reagere under en kommende Trump-regering, der meget vel kan give følelsen af at rive stolen væk under genren og sende den tilbage til ’Cop Killer’-lignende kamikaze-angreb. Numre som Vic Mensas ’16 Shots’ og YG’s ’Fuck Donald Trump’ har i hvert fald haft nedtonede reminiscenser af 90’er-generationens nihilistiske og ekstremt aggressive retorik.

Med A Tribe Called Quests ’We the People…’ og Common, Gucci Mane og Pusha T’s ’Black America Again (Remix)’ som eksempler på to knyttede næver, der allerede er blevet løftet i forlængelse af præsidentvalget, peger alt på, at den politiske hiphop er kommet for at blive.

Læs også: Hør de 10 vigtigste sange i den nye bølge af politisk hiphop

Følg løbende med i temaet om politisk hiphop HER.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold