Det nyeste hiphop finder du på ’RapCaviar’ på Spotify – opdateres hver uge
Ifølge Swet Shop Boys betyder race alt: »Hiphop er det almene sprog for dem, der er marginaliseret«

Ifølge Swet Shop Boys betyder race alt: »Hiphop er det almene sprog for dem, der er marginaliseret«

Brexit lurede rundt om hjørnet i England, Donald Trumps demagogiske kampagne havde medvind i det amerikanske præsidentvalg, og Sadiq Khan – muslim og søn af en pakistansk buschauffør – var netop blevet valgt som Londons borgmester.

Det var bagtæppet, da de to rappere Heems, kendt fra Das Racist, og Riz MC mødtes i London i maj og på fem dage indspillede deres debutalbum som Swet Shop Boys. Et bandnavn, der på mange måder indkapsler deres skarpe og sarkastiske blik på en verden, som for to mænd af henholdsvis indisk og pakistansk afstamning, ikke altid er let at forstå eller begå sig i.

»Vi lever i et paradoks. Det er sært, at vi samtidig lever i en tid med Brexit og Trump og med Sadiq Khan. Det føles, som om vi går frem og tilbage på samme tid«, siger Riz Ahmed, da jeg fanger ham og Heems på et conference call.

De er akkurat lige så levende over telefonen, som man kunne forestille sig. Heems åbner samtalen med at udbryde, »lad os gøre det lidt sexet, kom så«, og så går det over stok og sten. De overtager hinandens pointer sømløst, kører ud ad tangenter og joker med, at de i virkeligheden giver sig ud for at være hinanden, fordi de er blevet så gode til hinandens accenter.

Rap er det fælles sprog, hvor jeg kan forklare om oplevelserne som brun

De fleste jokes starter eller slutter dog med større spørgsmål: Hvorfor er der ikke flere asiatiske roller i film? Hvorfor bliver de altid stoppet i lufthavnen? Og hvorfor bliver det egentlig stemplet som politisk at fortælle om sine oplevelser, når man tilhører en minoritet? For sammen vil de gerne indfange det sjove, det triste og det kritiske på én gang.

»Det her album er underbevidsthedens ufiltrerede ejakulation«, siger Riz jokende om ‘Cashmere’.

Hverken Heems eller Riz passer rigtigt ind. Det er de selv meget bevidste om. De er kunstnerbørn af førstegenerationsindvandrere. Eliteuddannede i hiphop. Sydasiater i hvide samfund.

Riz voksede op med sin pakistanske familie i det nordvestlige London. Han blev imod alle odds optaget på Oxford University og læste politik, filosofi og økonomi, i øvrigt samme linje som Bill Clinton og David Cameron. Han har flere gange fortalt, hvor bizar en oplevelse, det var for ham som pakistaner. På den allerførste dag havde han spurgt en pige, om han måtte låne hendes telefonoplader. Hendes svar? »Åh, du minder mig så meget om Ali G. Det er utroligt«.

Heems byder ind i samtalen og forklarer, hvordan den slags små møder med uvidende hverdagsracisme har motiveret dem til at skrive.

»Rap er det fælles sprog, hvor jeg kan forklare om oplevelserne som brun. Hiphop er det almene sprog for dem, der er marginaliseret og føler sig som en outsider eller har noget at gøre oprør imod«.

Chikane i lufthavnen

Diskriminationen er ikke blevet mindre, efterhånden som de to er blevet mere kendte. Den er blot blevet mere absurd. Riz beskrev tidligere år i et essay for The Guardian, hvordan lufthavnen udstiller diskriminationen tydeligere end noget andet sted.

Ud over hiphoppen har han stor succes som skuespiller med roller i blandt andet HBO-serien ’The Night Of’, filmen ‘Nightcrawler’ og snart ‘Rogue One: A Star Wars Story’. Den første film, han spillede med i, ‘The Road to Guantamo’, handler om, hvordan en gruppe engelske venner i Afghanistan bliver fængslet og derefter ulovligt tilbageholdt og mishandet på den amerikanske Guantanamo-base i Cuba. Den fik en flot modtagelse. Så flot, at Riz var med, da filmen vandt en Sølvbjørn på filmfestivalen i Berlin.

Da han landede i lufthavnen i Luton efter ceremonien, blev han imidlertid tilbageholdt. Han blev udspurgt, om han var med i filmen for at fremme den islamistiske sag. Han blev endda forsøgt rekrutteret som informant under den formentlig ulovlige tilbageholdelse.

Førstesinglen ‘T5’ fra Swet Shop Boys’ nye album handler netop om lufthavnsterminaler. I musikvideoen bliver Riz og Heems chikaneret af vagter, der dog begynder at danse, da de finder gruppens musik på en mp3-afspiller.

Sangens omkvæd minder meget om Riz’ egen oplevelse: »Oh no, we’re in trouble / TSA always wanna burst my bubble / always get a random check when I rock the stubble«. I mørket er alle katte grå, og i lufthavnen er alle brune mennesker ekstreme islamister. Riz fortæller, at hans optimisme har lidt alvorlige knæk efter oplevelser som den i Luton.

»Jeg har altid troet, at der var en slags symmetri i min sydasiatiske baggrund – at englænderne var der, og jeg så kom til England. Jeg syntes, det var en fin cirkel, men nu overvejer jeg, om det bare skal være et pitstop. Jeg har aldrig følt, at fundamentet for multikulturalisme har været så truet, som det er nu«.

Boks

Swet Shop Boys – skæve facts

Debutalbummets titel, ‘Cashmere’, refererer både til luksusulden og konfliktområdet i Pakistan, Indien og Kina.

Heems har spillet overfor Kelis i kortfilmen ‘Brazzaville Teen-ager’, der er instrueret af Michael Cera. Se den på Ceras Youtube-kanal.

I løbet af Riz’ blomstrende skuespilkarriere har han blandt andet spillet med i den seneste Bourne-film ‘Jason Bourne’ og HBO-serien ‘The Night Of’.

Fox har købt rettighederne til en delvist selvbiografisk sitcom, som Heems er i gang med at skrive.

Både Riz og Heems skriver hyppigt om aktivisme og musik i medier som Village Voice, The Guardian og Stereogum.

Heems er sjov på Twitter, og Rolling Stone har tidligere rangeret ham som den 11. bedste tweeter i musikbranchen.

Heems har spillet to gange i Danmark med Das Racist og beskriver København som »cykler og smukke mennesker«.

Et perfekt makkerpar

Swet Shop Boys blev undfanget på en på én gang helt usandsynlig og fuldstændig åbenlys måde. Som en skabelon for en rapgruppe i det 21. århundrede var det hverken pladeselskaber, geografi eller stilarter, der førte duoen sammen. Det gjorde Twitter og en instinktiv fornemmelse af, at de hver sad på dele af en historie, de havde brug for at fortælle sammen.

Tilbage i 2006 havde Riz lavet ‘Post 9/11 Blues’, en fjollet, men dybt sarkastisk skildring af, hvordan livet havde ændret sig for ham som muslimsk, pakistansk brite i årene efter terrorangrebet den 11. september 2001 i New York: »Shave your beard if you’re brown / and you best salute the crown«. Selv om sangen blev et moderat internethit ville tv og radiostationer ikke røre ved den. Den var for kontroversiel.

Imens i New York havde Heems sagt sit job i finanssektoren op. Hans halvnørdede undergrundsgruppe Das Racist havde haft et anseligt online-buzz med den stenede ‘Combination Taco Bell and Pizza Hut’, og han havde besluttet sig for at satse på rap.

Das Racists medlemmer havde mødt hinanden på universitet og lavede en slags studentikos, vi-laver-bong-ud-af-æbler-rap fyldt med interne jokes og halvintellektuelle referencer. Bag røgskyerne rejste sig imidlertid et allestedsnærværende tema: At livet som en brun mand i USA fundamentalt havde ændret sig efter 9/11.

På mange måder virkede det som et match made in heaven, da Riz i 2009 sad på et festivaltoilet midt under Glastonbury og modtog et tweet fra Heems, der havde hørt ‘Post 9/11 Blues’ og ville sende Riz et nik for at tackle den racisme, de hver især så udfolde sig. Twitter-korrespondancen udviklede sig, og de blev enige om at lave et projekt sammen.

Der gik dog yderligere fem år, før deres første fælles Bollywood-samplende tracks endte på ‘Swet Shop Boys EP’ og på Soundcloud Dengang var de dog begge allerede travlt optagede med andre projekter. Riz havde netop spillet over for Jake Gyllenhall i den Oscar-nominerede ‘Nightcrawler’, mens Heems var i gang med at lave soloalbummet ‘Eat, Pray, Thug’. Men de blev enige om at lave et helt album sammen.

At flygte fra politiet er politisk

Swet Shop Boys’ første nummer fra debut-ep’en hedder ‘Benny Lava’ og er en ironisk kommentar på et viralt internetfænomen af samme navn. En Youtube-bruger ved navn Buffalax havde uploadet Bollywood-sangen ‘Kalluri Vaanil’, hvor underteksterne i videoen tolkede de tamilske vers på engelsk. Resultatet var en gakket affære, hvor et par linjer for eksempel lød »I told a high school girl / I love you inside me«. Mange følte videoen var hånende over for den originale sang.

Swet Shop Boys sampler bevidst nummeret. De har beholdt de inciterende sitarmelodier, men tilføjet et tungt trommemønster. Heems fortæller, at de valgte netop den sang som projektets første for at vise, at selv når folk gør grin med sydasiatisk kultur, kan de gøre det cool. I første vers rapper han: »I’m a big belly rudeboy / I’m a fat smelly hindu« og laver på den måde en tilsvarende manøvre lyrisk: Swet Shop Boys tager stereotyperne og kontekstualiserer dem sarkastisk.

Valget af ‘Benny Lava’ som deres første nummer illustrerer deres etos. For mange kunstnere findes der et skarpt skel mellem det personlige og det politiske. Der er folks egne fortællinger, og så er der politiske postulater. Riz kritiserer den opdeling.

»For mange mennesker er det personlige politisk, men det får kun mærkatet politisk, når stemmerne eller historierne kommer fra ikke-priviligerede folk. Det er først, når ellers uhørte stemmer underminerer fastlåste forestillinger ved at beskrive deres erfaringer, at vores fortællinger bliver set som politiske«.

For Swet Shop Boys findes opdelingen mellem det personlige og politiske hverken i produktionerne, teksterne eller musikvideoerne. På debutalbummets ‘Zayn Malik’, der handler om sydasiatisk repræsentation i populærkulturen, siger Riz sarkastisk, at »They say, why is Rizy chattin’ about race?«. Før han svarer: »Why he breathin’ about air?«.

Beatet er minimalistisk og sampler et percussion-mønster fra den pakistanske sanger Aziz Mian. På den måde bliver hele det kunstneriske udtryk et politisk statement. Af samme grund har Heems det svært med kritikken om, at rap generelt bør være mere politisk.

»Ideen om, at andre rappere burde være mere politiske, stammer fra en misforståelse af hiphop. Hvis nogen skriver om at sælge stoffer, så skriver de på en måde om systemisk, institutionel racisme, der har tvunget kvarterer som deres til at føle, at det at sælge stoffer eller spille basketball er deres eneste vej ud. De skærer ikke ud i pap, hvordan politik påvirker deres liv, men at flygte fra politiet, det er politisk«.

Til Sadiq Khan, til Indien og Pakistan

Selv om pladen er skrevet i en brydningstid, hvor den øgede polarisering i vestlige samfund har smidt benzin på fremmedhadets bål, er den ikke så pessimistisk, som man måske kunne forvente. De åbenlyse, definerende politiske begivenheder, der foregik op til at pladen udkom – Donald Trump og Brexit – var for Swet Shop Boys mindre afgørende end valget af Sadiq Khan til borgmester af London. Sadiq Khan er den første muslimske borgmester i en af verdens mest multikulturelle byer og repræsenterer en alt for sjælden sejr i repræsentationen af minoriteter i den politiske top.

»Det er måske ikke klart, når man hører pladen, men vi troede faktisk ikke, at Brexit ville ske. I forhold til timing var pladen mere bygget som en slags fejring af Sadiq Khan end som frygt for Brexit. Vi snakker meget om diskrimination og ting, der er svære at håndtere, men der er også en bravado, en fejring, en stolthed, hvor vi dyrker vores egen poetiske kultur lige så meget, som vi bruger poesi til at tale om de svære ting«, fortæller Heems.

swet shop boys 5

Den stolthed, der også er karakteristisk for rap, viser sig på samme måde i lydbilledet, som er skabt af gruppens tredje, hurtigt oversete medlem, produceren Redinho. Det er fyldt med samples fra traditionelle, pakistanske folkemusikere. Det er legesygt, vovet, og det er svært at komme på andre, der så selvfølgeligt blander elektronisk hiphop-synth med grime-elementer og Qawwali-melodier i en så dragende smeltedigel. Den lyd er – som alt andet Swet Shop Boys står for – et statement i sig selv. Et solidaritetsstatement, forklarer Heems.

»Det står som en idé om solidaritet i en tid, hvor Indien og Pakistan er i konflikt igen. Det er en tid med megen splittelse, men projekter som det her minder mig om, at vi har mere til fælles, end hvad der skiller os ad«.

Hvad er næste skridt for Swet Shop Boys? De har en idé til en ny plade, selv om de nødigt vil sige for meget om den. Mens debutalbummet er pakistansk, Qawwali-inspireret, har Heems en idé om, at den næste plade skal trække mere på hans indiske diasporaoplevelser i Queens.

Men han er også i gang med at åbne streetfood-stande i New York og Los Angeles, og Riz’ skuespilkarriere har altså taget fart med ‘Rogue One’. Man kan kun håbe, at de på et tidspunkt finder fem dage til at lave et album mere. I mellemtiden har både Heems og Riz travlt med at finde nye steder ikke at passe ind.

Læs også: Hiphoppen har genfundet sin politiske stemme – derfor er rapmusikken vigtig igen

Læs også: Hør de 10 vigtigste sange i den nye bølge af politisk hiphop