KOMMENTAR Røgskyerne har lagt sig efter det amerikanske præsidentvalg, og som en gnæggende superskurk står Donald Trump som sejrherre. De fleste kommentatorer, eksperter og forudsigelsesmodeller havde givet Hillary Clinton en smal, men solid sejr.
For almindelige tilskuere – især i Danmark – virkede det som en absurd usandsynlighed, at Trump skulle vinde. Hvis ikke fordi der var et empirisk grundlag, så i hvert fald fordi al medmenneskelighed, ordentlighed og tiltro til progressive fremskridt i verden ville umuliggøre, at en præsidentkandidat kunne vinde ved at galvanisere den latente sexisme, racisme og hadefuldhed, der bobler under overfladen i det amerikanske samfund.
Alligevel skete det umulige, og spørgsmålene hober sig op. Først og fremmest: Hvordan kunne det ske? Dernæst: Hvordan kunne det komme så meget bag på os?
Det står klart, at der findes et andet USA, som er svært at tilgå via medier og populærkultur. Men som altid har hiphop nøglen til nogle af de spørgsmål, de politiske kommentatorer har svært ved at svare på.
Her er tre vinkler, hvor rappen kan være med til at belyse årets valgkamp i USA samt Trumps væsen og sejr.
Rap er et politisk instrument – spørgsmålet er, hvem der holder det
Det er ikke første gang – og det bliver heller ikke sidste – at man kan aflæse, hvor progressiv en præsidentkandidat er, på deres måde at snakke om rap. Politikere bruger glædeligt hiphop som politisk våben for den ene eller den anden dagsorden.
I gennem 90’erne tordnede USA’s andendame, Tipper Gore, mod raps vulgære og voldelige tekster. Som led i ’krigen mod kriminalitet’ satte hun sig for at udstille sammenhængen mellem lyrik og skadelig adfærd, og hun fik blandt andet arrangeret en høring i senatet, der resulterede i de ikoniske ’Parental advisory: Explicit content’-mærkater, der stadig markerer grimt sprog på cd’er i dag.
Rapperne var uimponerede. Ice-T bemærkede på ’Freedom of Speech’: »You stupid fuckin’ assholes / the sticker on the record is what makes ’em sell gold«, mens Eminem i outroen på ‘White America’ skreg »Fuck you, Tipper Gore«.
Der var heller ikke mangel på misforståelser af rap i årets valgkamp. Trump blev kritiseret for utallige sexskandaler og et modbydeligt sprogbrug overfor kvinder. Udover, at han selv fuldstændigt benægtede, tog hans faste støtte, den konservative mediepersonlighed Ann Coulter, til genmæle på Twitter. Hun skrev: »Beyonce, som Michelle Obama kalder en rollemodel for sine børn, synger om ’pussy curvalicious, served delicious’. Åh gud. Jeg besvimer«.
Teksten, hun citerede, var imidlertid Nicki Minajs. Udover det faktuelt forkerte er det en vildt børnehaveagtig måde at parere for ens egen kandidats overgreb: ’Jamen, hvad med hende’? Især når det, ’hende’ havde gjort, var at have en tilknytning til Beyoncé, og Coulter antydede altså, at dét er moralsk angribeligt for en præsidentfamilie.
Hillary stod for en anden misere, der illustrerede en kæmpe grund til hendes nederlag. Hun var gæst i hiphopradiostationen Power 105.1s berømte program The Breakfast Club og blev spurgt, om der var noget, hun altid havde med sig i tasken. Hun svarede øjeblikkeligt ’hot sauce’ og brugte en underlig, sort stereotyp. Værterne sagde øjeblikkeligt, at hun leflede for sorte lyttere, og interviewet tog en superakavet drejning.
Internettet eksploderede i memes og jokes, og det er svært at finde et tydeligere eksempel på uautentisk vælgerfedteri. Hillary havde brug for at inspirere minoritetsvælgere på trods af en lang karriere med at være ’tough on crime’ og især for at beskrive unge sorte som ’super predators’.
Uanset om det var for at være cool eller for at klemme racistiske stereotyper ud af raptekster, manglede der altså ikke forsøg på at instrumentalisere rap i dagsordenen. Og det er tydeligt, at der er sket et skift. For mens det næsten altid har haft racistiske undertoner, når politikere kritiserer rap, er det nu også begyndt at blive noget, der er politisk interesse i – selv hvis interessen primært er strategisk.
Hiphop afviste Trump hurtigt og skarpt
Trump var indtil valget en perfekt ikon i raptekster. Som en ultrarig, ekstremt selviscenesættende newyorker-baron minglede han med hiphoppens eliten. Da Diddy åbnede en restaurant, var Trump til åbningsfesten. Da Trump i 2007 selv lancerede et vodkabrand, spillede Busta Rhymes til festen. Han var endda med på en skit på Method Mans ‘Tical 2000: Judgement Day’, og hans tegneserieagtige, reality-tv-selviscenesættelse blev spejlet i rapuniverser – fra Mac Millers »take over the world when I’m on my Donald Trump shit« til Rae Sremmurds ’Up like Trump’.
Musikvideoen til ’Up Like Trump’ ligner i dag et rent mareridt: Noir-inspirerede stemningsskud igennem New York, hvor Rae Sremmurd-brødrene kører i store, sorte hummers, fester på klubben og danser rundt blandt dusinvis af folk i Trump-lignende gummimasker.
De nægter i dag at spille sangen live. Ligeså meget som Trumps figur blev trukket igennem hiphopmytologiens æstetik, ligeså hurtigt trak rap en streg i sandet under præsidentkampen. Der gik tre måneder, fra Rick Ross rappede »Bel Air bottles like a boss / penthouse at the Trump« (‘She Wanna Fuck’) til han rettede den ultimative trussel mod kandidaten på ’Free Enterprise’: »Assassinate Trump like I’m Zimmerman«.
Der er også utroligt sigende, at både YG og Pusha T afviser Trumps løfte om et mur til Mexico, fordi de selv har entreprenante bånd dertil: »I fuck with mexicans / got a plug with Mexicans«, som YG siger på ’FDT (Fuck Donald Trump)’, mens Pusha T rapper »In Mexico, fuck Donald and his pledge« på ‘Untouchable’.
Trump vil bygge mure, hvor rapperne har bygget broer. Dagen før valget langede Donald Trump ud efter Jay Z og Beyoncé som et ultimativt eksempel på hans patologiske opportunisme. Hvor rap tidligere passede Trump fint – han havde for eksempel haft Lil’ Jon med i ’The Celebrity Apprentice’ – blev det en måde for ham at fortsætte sin slet skjulte racisme.
»Sproget er så dårligt, og mens de sang? Det var sang, ikke? Snakkede de, eller sang de? Ikke? Men sproget var så dårligt«, vrælede Trump fra scenen til et vælgermøde.
Dynamikken viste Trumps væsen: Hvor glædeligt han bruger sin hadefuldhed som våben. Ved at kritisere rap på den måde signalerede han, at han ikke var bange for at bruge stereotyper som slet skjult racisme. At kritisere rap kunne fungere som en måde at håne sort kultur uden at sige det direkte. Omvendt viste hiphoppens konsekvente afvisning af Trump, hvor meget der var på spil i de miljøer, rapperne kommer fra, og på den måde er det ikke overraskende, at rap måske mere end nogen anden musikgenre tog afstand fra ham.
Pusha T mod højesteret
Med en tankegang om rap som politisk instrument traf Hillary også det noget opsigtsvækkende valg at lade Pusha T være galionsfiguren for sin vælgerregistreringskampagne. Under normale omstændigheder er det svært at forestille sig, at en præsidentkampagne ville røre en mand, der bogstaveligt talt har sit tidligere erhverv som narkohandler som kunstnernavn, med en ildtang.
Men det var ikke normale omstændigheder, og Hillarys kampagnefolk vidste, at stemmeprocenten ville blive fuldstændig afgørende, som den ofte er i amerikanske valg. Hvis tilstrækkeligt mange marginaliserede grupper bliver inspirerede til at stemme på valgdagen, ender demokraterne med en sejr. Derfor gik Pusha T i medierne og snakkede om, hvordan tidligere straffede i de fleste amerikanske stater får frataget retten til at stemme. Han snakkede om vigtigheden af en fængselsreform i det land i verden, der huser allerflest indsatte per indbygger, og de to ting kan have fået afgørende betydning for valgets udfald.
Hillary endte med at få 64,2 millioner stemmer. Det var et fald på halvanden millioner stemmer i forhold til Obamas kampagne i 2012 og et fald på 5,3 millioner stemmer i forhold til 2008. Til sammenligning fik Trump 62,2 millioner stemmer i forhold til republikanernes 60,9 i 2012 og 59,9 i 2008. Hillary blødte stemmer, og der er ingen tvivl om, at mange opfattede hende som kunstig fremfor inspirerende. Men som Pusha T havde set, var der også andet på spil.
I 2013 havde højesteret i USA afsagt en dom, der tilbagetrak dele af den berømte Voting Rights Act fra 1965, der lovsikrede imod racistisk diskrimination ved vælgerregistreringer. Det er umuligt at afgøre præcis, hvilken betydning det har haft for præsidentvalget i år. Men i altafgørende svingstater som Ohio, North Carolina og Wisconsin indførte man øjeblikkeligt efter dommen i 2013 love, som tidligere ville have været forfatningsstridige, der gjorde det væsentligt sværere for minoriteter at stemme. I alle tre stater faldt stemmeprocenten. I alle tre stater vandt Trump.
Hvis Demokraterne, eller nogen anden progressiv kandidat, vil vinde et valg igen, må de forstå hiphoppen og dens forudsætninger. Ingen kandidat kan tage støtten fra marginaliserede, desillusionerede grupper for givet, selv ikke hvis modkandidaten nærmest er satan selv. Samtidig – som Pusha T gjorde klart – er der mere på spil end hvem præsidentkandidaten er. Rappere kæmper mod højesteret om retten til at stemme.
Læs også: Hiphoppen har genfundet sin politiske stemme – derfor er rapmusikken vigtig igen
I denne uge sætter vi i et tema fokus på politisk hiphop – se alt vores indhold HER.