Solange og Beyoncé: Søstre i fælles kamp for et anderledes USA – men på hver deres måde

Solange og Beyoncé: Søstre i fælles kamp for et anderledes USA – men på hver deres måde
Solange og Beyoncé Knowles.
Foto: Nicholas Hunt/Getty Images
Søstrene Knowles har begge formidlet historien om sort identitet i et splittet amerikansk samfund på fornemme udgivelser i løbet af 2016. Men Solange og Beyoncé er samtidig som yin og yang, når det kommer til selve formen, budskaberne vækkes til live igennem. Fælles er dog, at de vender sig ud mod verden ved at tage udgangspunkt i sig selv.
Solange og Beyoncé: Søstre i fælles kamp for et anderledes USA – men på hver deres måde
Mads Kjær Larsen

Freelance-journalist og fast skribent for Soundvenue.

KOMMENTAR Det må ikke være helt nemt at være Solange.

Storesøster Beyoncé har været global superstjerne i snart to hele årtier – en bedrift, der både målt på holdbarhed og viljestyrke begynder at antage Madonna-agtige proportioner. Og som om det ikke var nok: Solange udgav omsider ny musik i skikkelse af semi-surprisealbummet ’A Seat at the Table’, men målt på tematik – det personlige over for det politiske – kom storesøster dog også denne gang Solange i forkøbet. Hendes såkaldte ’visuelle album’, ’Lemonade’, udkom tilbage i april og satte en dagsorden, som ’A Seat at the Table’ må ’nøjes’ med at tage del i, frem for at definere i egen ret.

Solanges stemme er ikke helt så himmelstræbende kraftfuld som Queen Beys. Hun er en smuk kvinde, men måske ikke på den samme sexede eller glamourøse måde som sin søster. Hendes musik har heller ikke den samme verdenserobrende appel. Det synes dog i stigende grad, som om det er andre ting, der optager Solange, der fornylig fyldte 30: Mon ikke hun på nuværende tidspunkt har vænnet sig til tanken om at være ’evig toer’ i familien Knowles’ søskendeflok? Måske er det endda et helt trygt sted at skabe sin kunst fra? Fra baghjulet, fra en outsider-position – i hvert fald set i lyset af det benhårde pres, der er Beyoncés faste følgesvend, og den intense bevågenhed, hun aldrig helt kan slippe for.

2014 Coachella Valley Music and Arts Festival - Day 2

Beyoncé og Solange på scenen sammen til Coachella i 2014. Foto: Christopher Polk/Getty Images.

Visuel fremtoning

Se på albumcoveret til ’A Seat at the Table’, lyt til musikken, lyt til ordene: Der er mere på spil her end ønsket om at bestige det øverste trin på poppens trone (selv om hun gjorde præcis det, da albummet gik direkte ind som nummer et på den amerikanske albumhitliste). Det handler om at skabe meningsfuld kunst. Der hersker en alvor, en afklarethed og en afrundethed over ’A Seat at the Table’ – i forhold til selve musikken, men også den visuelle fremtoning.

Angående det sidste: Her står Solange i forholdsvis skarp kontrast til Beyoncés perfektionistiske ’female empowerment’-stil. For noget af det paradoksale ved Beyoncé er, at hun i al sin forhippelse på at vise sig selv frem som en stærk, uafhængig kvinde i samme bevægelse fremstår som en popstjerne, der er som taget ud af en fokusgruppe-version af det mandlige begærs grådige blik efter den fuldt tonede, letpåklædte pin-up-model.

Med andre ord: I jo højere grad Beyoncé prøver at ’være sig selv’, det vil sige sælge en version af sig selv som en kunstner og person (herunder et seksuelt væsen) i komplet kontrol, des mere bekræfter hun sådan set bare det mandlige bliks determinerende indflydelse i al popmusikkonsum. Det kan der selvfølgelig være en god pointe i – det er bare ikke den pointe, Beyoncé er ude efter. Det er sigende, at hun fortsat i så udpræget grad forveksler indre styrke med et afklædt ydre, og at den sårbarhed, der kan siges at titte frem på de nye sange, ikke på nogen måde ’får lov til’ at komme til udtryk i hendes fysiske fremtoning.

ASeat

Coveret til ‘A Seat at the Table’.

Det er noget andet med lillesøster. Og så er vi igen tilbage ved albumcoveret: Den uudgrundelige, for ikke at sige neutrale ansigtsmimik og øjne, det krusede hår, det besynderlige (mere skæve end egentlig skønne) valg af små sommerfugle-spænder i håret.

Solange har ikke alt for travlt med at være smuk, hun er snarere smuk på trods, kan man sige. Smuk i kraft af den hun er, snarere end det hun forsøger at være. Det samme kan man ikke helt sige om Beyoncé, der selv i de mere grynede og aggressive dele af ’Lemonade’-filmen fremstår ekstremt bevidst om hver en lille, skønhedsfremhævende detalje ved hendes ansigt og krop. Beyoncé lader ikke paraderne falde, når det handler om, hvordan hun præsenterer sig som visuelt blikfang, selv når hun som på ’Lemonade’ investerer sin kunst med en nyvundet alvor, tyngde og dybde. De skygger, der falder på hendes ansigt, falder der kun, hvis de fremhæver hendes skønhed, ikke hendes fejl (hvis hun da har nogen?).

Det personlige er politisk

Begge søstres fremragende 2016-udgivelser er selvfølgelig ikke fremkommet i et kulturelt vakuum. Begge er de udtryk for en tidsånd og en musikscene, der går ganske meget op i at parre personlig identitet med politiske paroler eller i hvert fald en dybereliggende social-historisk bevidsthed, der tager udgangspunkt i det sorte og farvede Amerikas både stolte og smertefulde erfaring.

Kendrick Lamar viste vejen med ’To Pimp a Butterfly’ i 2015, et værk, der nok vil blive stående som en art tidlig musikalsk kulmination på det rasende relevante spørgsmål om, hvad nutidens USA er for et samfund, og hvad det er for nogle historiske og sociale rødder, der nærer både det vidt udstrakte lands mareridt og drømme, dets feberfantasier, dets storhedsvanvid og dets afgrundsdybe afmagt. Man kan kun gisne om, hvad Donald Trumps valgsejr vil provokere af kunstneriske reaktioner i de næste fire (otte?) år. Men her og nu ser vi foruden hos Knowles-søstrene det samme behov for at forholde sig til sort identitet på så forskellige album som Alicia Keys’ ’Here’ (læg mærke til det viltre, krusede hår også på dét cover), Commons ’Black America Again’, A Tribe Called Quests comeback- og farvelalbum og – tidligere på året – Frank Oceans ’Blonde’ og Blood Oranges ’Freetown Sound’ (sidstnævnte handler også om tusind andre ting, men Dev Hynes er næppe det, man ville kalde ’den fokuserede kunstnertype’!).

Ligesom Beyoncé er Solange dygtig til at investere det private i det politiske og omvendt, og, ikke mindst, at finde en rigtig fin balance mellem hverken at virke for politiserende eller prædikende på den ene side eller for selvcentreret, eller ligefrem solipsistisk, på den anden. Det er som om både ’A Seat at the Table’ og ’Lemonade’ lykkes med den svære kunst at holde igen, når der er brug for det, og til gengæld at skrue op, når ’fortællingen’ kalder på det. Her kunne en Alicia Keys lære meget, for det er netop den balance, hun ikke rigtig løsner op for på en tilfredsstillende måde på sit nye album.

Som det er tilfældet med så mange andre hiphop- og r’n’b-album, kan man diskutere brugen af de spoken word-interludes, Solange krydrer sit ambitiøse værk med – også her bliver parallellen til storesøsters brug af digtrecitationer på filmdelen af ’Lemonade’ ret oplagt. Men modsat for eksempel Frank Oceans brug af interludes på ’Channel Orange’ og ’Blonde’, udgør de talte ord på ’A Seat at the Table’ en del af helhedsoplevelsen, der falder på plads i lytterens bevidsthed, jo mere man lytter til albummet.

Lydstumperne stammer fra små interviews med eller enetaler fra venner, samarbejdspartnere og familiemedlemmer (særligt mor Tinas bidrag stikker ud med sit stærke forsvar for sort selvbevidsthed, der – som hun understreger – på ingen måde skal forstås som udtryk for en anti-hvid holdning: »The two don’t go together«, siger hun med eftertryk), og de er med til at give albummet en langsom, eftertænksom, nærmest drævende puls, der er tæt på hvilestadiet, men som er desto mere virkningsfuld, fordi Solange aldrig griber til stort ydre drama eller deklamatoriske slaglinjer, men lader sangene simre og gro.

Der hersker en enorm naturlig autoritet over udtrykket på ’A Seat at the Table’, der vidner om en kunstner, der ikke bare er blevet voksen, men også i imponerende grad har ladet forædlingen af sit udtryk gro frem i arbejdsprocessen med værket frem for at udgive en masse musik i et forjaget forsøg på at overbevise om sit mangesidede talent. Under alle omstændigheder er der langt fra den Dev Hynes-assisterede synthpop med new wave-undertoner hun serverede på 2012-ep’en ’True’ til den 70’er-inspirerede symfoniske soul med politiske undertoner, der kendetegner det nye værk.

At vende sig ud mod verden uden at miste fodfæstet

’A Seat at the Table’ handler hverken definitivt om uretfærdighed eller om heling. Det handler om begge dele, men med vægten lagt på helingens processer. ’Don’t Touch My Hair’ er blevet ophøjet til albummets centrale catchphrase (på samme måde som den subtilt ondsindede linje, ’Becky with the good hair’, står ud på ’Lemonade’), og det ikke uden grund. Det er en catchphrase, men en form for catchphrase, der kun giver mening, hvis du er indforstået med hvorfor den fungerer som sådan (det vil sige ’fanger’, at det krusede afrohår er ladet med en politisk signalværdi). Og sådan er det nok med forskellen på god og dårlig protestmusik. Den første slags kræver noget af sin lytter, den anden slags leverer det, du udmærket vidste i forvejen.

’Cranes in the Sky’ rammer et sweet spot, hvor personlig ængstelse bliver ophøjet i kraft af omkvædets centrale metaforik, hvor naturobservationen (tranens flugt i luften) bliver som en eksistentiel bekræftelse eller ledetråd, et svar der fører til handling. Solange er dygtig til at tage udgangspunkt i sig selv, men samtidig dygtig til at vende sig ud mod verden. Det er måske det, der er kendemærket for den fineste politiske kunst?

I virkeligheden er Solanges værk udtryk for en fornemmelse for, at det diskrete arrangement og den udramatiske gestus har sin plads inden for en genre, der ellers ofte tilraner sig opmærksomhed ved hjælp af ret direkte og umisforståelige budskaber og en form, der er nemt afkodelig og derfor taler til de allerede omvendte. Solange holder et spejl op for sig selv, men hun vender det også ud mod verden og tilbyder os at tage et kig ind i den verden, der er hendes.

’A Seat at the Table’ – en titel der typisk for Solange kan opfattes som et både politisk og personligt statement – langer ikke hårdt ud efter tidens dårskaber: Finanseliten, politikerklassen, racistiske politimænd og så videre. Den er inkluderende både i sine tematikker, sin form og i sin lyd, og i Solanges rolige stemmeføring, der sjældent giver sig i kast med den helt vilde vokalakrobatik.

Selv når Solange giver udtryk for frustrationer, der stikker dybt og som gør ondt, gør hun det med en stoisk ro, der aftvinger respekt, snarere end den skaber signalforvirring. Som for eksempel på ’Mad’, hvor hun adresserer en af de stereotyper, hun oftest føler sig sat til vægs af i mødet med udenforstående: Nemlig den om rollen som ’den vrede sorte kvinde’, der reagerer udad frem for at signalere indre styrke. »This shit is draining«, konstaterer hun, men – og det er ret afgørende – netop uden at lyde som om hun er ved at miste fodfæstet.

Den sorte mands arvesynd

Der er skrevet mangt og meget om ’Lemonade’. Jeg har selv skrevet om, hvordan Beyoncé på interessant vis lykkes med – især i kraft af den visuelle del af projektet – at gøre en personlig erfaring (sin partners utroskab) til en del af en større fortælling om den sorte kvindes rolle ikke bare i forhold til de sorte mænd, der historisk set har svigtet og fortsat svigter dem, men også til det omgivende hvide samfund. Det er ikke tilfældigt, at Beyoncé inddrager både sin fars svigt over for moderen (på ’Daddy Lessons’ og det Warsan Shire-digt, der ledsager sangen på det visuelle album) og bedstemor-generationen i kraft af det udsagn selve albumtitlen henviser til, nemlig en tale Jay Z’s bedstemor holdt på sin 90-års fødselsdag (»I was served lemons, but I made lemonade«).

Svigtet – i form af utroskab og manglende omsorg – bliver formidlet som en forbandelse, der overskrider generationer, som en arvesynd, som kun kan vaskes bort, hvis kvinderne bliver i stand til at tage vare på deres egne liv, at tage deres skæbner i egne hænder.

Det politiske element bliver stærkere betonet i den billedlige formidling end på det auditive album, der mangler lidt af det visuelle albums gravitas. I intermezzoet ’Forward’ toner mødrene til Trayvon Martin og Michael Brown, to af de mest ’prominente’ ofre for racistisk motiveret vold, frem, mens de holder billeder af deres sønner op til kameraet. ’Don’t Hurt Yourself’ ledsages af et eksplicit Malcolm X-citat om den sorte kvindes marginaliserede position i samfundet. Og videoen til ’Formation’ – med en druknet politibil i et scenarie, der vækker stærke mindelser om New Orleans anno ’Katrina’ – taler sit eget tydelige sprog, ligesom ikke mindst Beyoncés Super Bowl-optræden gjorde det (her trak hun ligefrem på en mere radikaliseret og Black Panther-inspireret ikonografi).

The 55th Annual GRAMMY Awards - Backstage And Audience

Jessical Biel, Beyoncé, Jay Z og Solange til Grammy Awards i 2013. Foto: Christopher Polk/Getty Images.

Er popmusikkens politiske stillingtagen udtryk for opportunisme?

Det inviterer som regel til en vis form for skepsis, når meget store popstjerner pludselig skifter retning og tager en politisk identitet på sig, som publikum ikke i udgangspunktet forbinder dem med. Tænk for eksempel Madonna anno ’American Life’. Beyoncés skifte fra fars pige i Destiny’s Child til inkarnationen af power woman med fuld styr på alle virkemidler (forretningsmæssigt, seksuelt og musikalsk) til ’genfødsel’ som politisk vakt sort kvinde, der synger om sin »negro nose with Jackson 5 nostrils«, inviterer både til hyldest og nedgørelse. Er det troværdigt, når en hovedrig popstjerne pludselig identificerer sig med sine fattige sorte medsøstre? Er det udtryk for opportunisme, når en superstjerne som hende pludselig indoptager en gryende sort selvbevidsthed? Handler det mere om at holde sit image frisk og sin musik og sit budskab relevant? Eller er det omvendt udtryk for en organisk modningsproces hos mennesket og kunstneren Beyoncé? Er det ligefrem et modigt, ja, visionært skridt?

Der findes næppe noget entydigt svar på disse og lignende spørgsmål, men så længe man nøjes med at tage de sociologisk deskriptive briller på, er det sådan heller ikke så bydende at granske i Beyoncés personlige motiver for den måde, hun forvalter sin karriere på. Det at hun gør, som hun gør, fortæller under alle omstændigheder en større historie: Nemlig den om at sort selvbevidsthed har stor mainstream-gennemslagskraft i tiden. Det er næppe for kynisk en udlægning at påstå, at Beyoncé med mindre sandsynlighed havde understreget sit etniske tilhørsforhold, hvis Black Lives Matter ikke havde været hot stuff i nyhedstombolaen.

Søstrenes komplimentære appel

Beyoncé tilbyder – naturligt nok, for det er hende, der er global superstjerne – en mere hitegnet og visuelt dynamisk fremstilling af historien om sort identitet i et splittet amerikansk samfund end Solange, der til gengæld synes at hvile i sig selv på en måde, der gør hende til en eksemplarisk repræsentant for en mere jordbunden fortælling om hvad en ung sort kvinde går og tænker på, frygter og drømmer om i USA anno 2016.

Solanges insisteren på det jordbundne og diskrete forhindrer hende i at byde sig til som en potentiel sort superstjerne (den slags kræver langt mere flash og glamour). Men så er det jo godt, at familien Knowles tilbyder the best of both worlds. Beyoncé fylder på strålende vis pop-piedestalen ud. Hun skinner mere end nogensinde, selv om hendes hitlisteappel måske i nogen grad dæmpes af, at hun ikke ligesom den personaliserede meme-generator Drake har en tydelig præsens på de sociale medier eller er tilgængelig for en kommentar om dette og hint. På den måde er Beyoncé vor tids svar på den klassiske popstjerne fra MTV-tidsalderen, der ligesom Michael Jackson og Madonna, fascinerer (og dominerer) sit publikum i kraft af sin ophøjethed, sin overmenneskelige udstråling, kontrol og timing.

Søstrene Knowles udgør en form for yin og yang, hvor pendulet svinger fra det ekstravagante til det nedtonede, fra det ophøjede til det jordbundne. Det er formen. Men den påvirker eller farver naturligvis indholdssiden. Beyoncés aktivisme bliver nemt opfattet som mere poleret, iøjnefaldende og derfor, måske, mere overfladisk, hvor Solange står for en mere intim, indadvendt, men samtidig stålsat dedikation. Tilsammen kan man sige, at de inkarnerer en dialektik, der får rigtig mange af nuancerne med, men samtidig – og det er ment som en udelt ros – efterlader rum til fortolkning, tvivl og spørgsmål.

Læs anmeldelse: Solange ‘A Seat at the Table’

Sponsoreret indhold