The National-guitarist laver ny dansk festival med eget band som hovednavn

The National-guitarist laver ny dansk festival med eget band som hovednavn
Aaron Dessner (Foto: Tristan Fewings/Getty Images)

Det danske festivallandskab har fået endnu et nyt knopskud, og initiativtageren er ingen ringere end The Nationals guitarist Aaron Dessner, skriver Politiken. Dessner er dansk gift og har stiftet familie her i landet, og han og hans National-kumpaner har altid haft en særlig tilknytning til Danmark.

Den nye festival får titlen Haven, et ord der både på dansk og engelsk rummer behagelige konnotationer, og løber ifølge Politiken af stablen den 10.-11. august på Refshaleøen med plads til 10-15.000 gæster.

The National headliner selv programmet, og da arrangementet ligger i samme weekend som den svenske festival Way Out West, finske Flow og norske Øya, betyder det, at masser af interessante kunstnere turnerer i Skandinavien på netop de datoer.

Med festivalen understreger Aaron Dessner til Politiken, at han ikke vil ud og konkurrere med de øvrige festivaler i det danske musiklandskab. Han vil forsøge at stable en opdagelsesrejse på benene udi musik og visuel kunst, hvor musikere af forskellig art også kan samarbejde på tværs af genrer.

»På et ret tidligt tidspunkt indså vi i The National, at det at rejse rundt som rockband og spille de samme sange igen og igen ikke kan udgøre hele tilværelsen. Ikke kun fordi det kan kvæle kreativiteten, når musik bliver et job, men fordi man har brug for at møde andre kunstnere for selv at blive bedre«, forklarer Dessner til Politiken.

»Hvis man har inviteret ti bands, hvorfor skal musikere så ikke spille 30 koncerter på kryds og tværs?«, slutter han af med at spørge, mens fans og festivalnysgerrige sjæle kan se frem til at få spørgsmålet besvaret til august næste år.

Læs også: Haven: Ny dansk festival afslører første pakke af musikere

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af