Soundtracks kan have mange forskellige funktioner, men de bedste af slagsen er dem, der skaber billeder i hovedet, selv når rulleteksterne er løbet over lærredet. Eller skulle man sige ’skærmen’, for i takt med tv-seriernes kommercielle og kvalitative himmelflugt er det nu ikke kun i biografen, man skal finde de bedste soundtracks.
Her er vores bud på årets otte bedste soundtracks inden for film og tv – der har været to kriterier for udvalget:
1. Soundtracket skal (hovedsageligt) bestå at friskkomponeret musik, så no-go til serier eller film, der har et compilation-soundtrack. Selv om det naturligvis også kan fungere umanerligt godt – se bare på ’Skam’ og ’American Honey’.
2. Ligesom listerne med årets bedste film har vi kun medtaget titler, som har premiere i det danske kalenderår – altså ingen pladser til stærke soundtracks fra film som ’Moonlight’, ’Jackie’, ’Lion’ og ’La La Land’, da filmene først er aktuelle i Danmark i 2017. Så de må vente til næste år.
8. Ryuichi Sakamoto, Alva Noto & Bryce Dessner ‘The Revenant’
Alejandro G. Iñárritus voldsomme hævnfilm var én lang rejse med Leonardo DiCaprio som lidende tovtrækker. I stor grad en bjergtagende visuel oplevelse, hvilket soundtracket af japanske Ryuichi Sakamoto, tyske Alva Noto og Bryce Dessner fra The National kun understøtter.
Soundtracket er på samme tid klaustrofobisk i sin opbygning af ensomheden omkring Leos Hugh Glass og storslået i de åbne vidder, som strygerne smukt lægger øde selv uden billederne.
Nogle soundtracks skaber et liv ved siden af billederne – tilføjer elementer, som filmen ikke kan fremvise – mens andre er til for at understøtte det på skærmen, så overvældelsen af følelser og æstetik sparker dig endnu hårdere i skridtet. Soundtracket til ’The Revenant’ tilhører sidstnævnte, og man genlever næsten hele filmen i hovedet fra start til slut, mens det 70 minutter lange score folder sig ud med klassiske orkestreringer og elektroniske elementer fra trioens tyske stoleben.
7. Ramin Djawadi ‘Westworld’
Ramin Djawadi slog igennem på soundtrack-markedet med ’Game of Thrones’, og den tysk-iranske komponist er efterfølgende blevet hevet ind til storfilm som ’Pacific Rim’ og ’Warcraft’.
Man forstår godt hvorfor. Djawadi kan virkelig noget, når det handler om at skabe episke stemninger i fuldt orkestreret herlighed. HBO trak ham også ind til ’Westworld’, og her smyger han små western-komponenter ind i symfoniorkesteret, så man næsten får fornemmelsen af, at både strygere og blæsere er indspillet i ørkenens golde hede.
Selv om det ’almindelige’ score har stærke kvaliteter, er soundtrackets helt unikke force Djawadis covers af kendte rockklassikere. Fra en saloon-udgave af Soundgardens ’Black Hole Sun’ til et strygerbefængt cover af Radioheads ’Exit Music (For a Film)’. Det er en spændingskurve, som virkelig fungerer.
Esset i ærmet er dog Djawadis version af The Rolling Stones’ ’Paint It Black’, som i hans hænder bliver omdannet til en Morricone-agtig western-banger.
6. Cliff Martinez ’The Neon Demon’
Nicolas Winding Refn og amerikanske Cliff Martinez har haft et ganske frugtbart samarbejde. Martinez lyste ’Drive’ op med neonglimtende disco og serverede dystre skærebrænder-droner til ’Only God Forgives’.
Med ’The Neon Demon’ vendte Martinez tilbage til discoen, men i modsætning til ’Drive’ gjorde han det hele selv. Og så er det altså noget andet end Colleges sødmefulde ’A Real Hero’…
Det er industrielt pumpende disco, der oftest lyder mere psykotisk end rettet mod dansegulvet – tjek for eksempel ’Messenger Walks Among Us’. Det er dog ikke det hele. Meget af tiden lader han synthesizeren tale sit helt eget sprog. Der er klare aner af pionerer som Giorgio Moroder, Vangelis og Tangerine Dream, men Martinez formår på en måde at gøre lyden til sin egen.
4/5. Clint Mansell ’Black Mirror: San Junipero’ / Max Richter ’Black Mirror: Nosedive’
Vi kører lige en dobbeltplacering til et par ekstremt stærke soundtracks til to afsnit af ’Black Mirror’s sæson 3.
Max Richter og Clint Mansell er to meget anerkendte filmkomponister i hver deres ret, og det siger noget om tv-seriernes opstigning, at man hiver sådanne ansigter ind til at lave musik til bare et enkelt afsnit af en serie.
Stærkest står Mansells underfundige, eftertænksomme og umådeligt rørende lydside til ’San Junipero’, hvor han formår at sætte stemningen til historien om, hvorvidt kærlighed skal fortsætte efter den fysiske krop har meldt sit endeligt. Uden tvivl en stor del af, at afsnittet af mange (og undertegnede) er kåret til sæsonens bedste.
Richters sarte klaverarbejde har længe været en sikker vinder i soundtrack-regi (læs ’Arrival’ længere nede), og det er gang på gang utroligt så mange følelser, den tyske komponist formår at få ud af tangenterne i selskab med lidt strygere. Til ’Nosedive’ er lyden næsten klistret til med patos for at understøtte afsnittets fokus på evig søgen efter bekræftelse fra andre individer. Det er rørende på en mærkelig måde, idet musikken understøtter hovedpersonens fokus på livets ligegyldigheder.
3. ’Sing Street’
På komediefronten var ’Sing Street’ årets helt store åbenbaring for mit vedkommende, og det britiske musikdrama har allerede skrevet sig ind i historiebøgerne over de bedste musikfilm nogensinde (synes jeg…).
Yes, soundtracket byder på en masse 80’er-klassikere fra Duran Duran, Hall & Oates, The Cure og Spandau Ballet til at understøtte tidsånden, men det indeholder også syv originale sange, der er skrevet af et hold af sangskrivere med speciale i det hedengangne årti.
Sing Street-bandet gennemgår en række stilskifte i filmen i takt med, at frontmand ’Cosmo’ bliver udsat for mere og mere forskellig musik (og bliver forelsket), og det hele afspejler sig i gruppens lemfældige og ubegribeligt charmerende diskografi, som driver rovdrift på forbillederne.
’Drive It Like You Stole It’, ’Girls’ og bandets ’debutsingle’ – den super-kitschede ’The Riddle of the Model’ – er højdepunkter.
2. Jóhann Jóhannsson ’Arrival’
Hvordan lyder rumvæsener? Hvad er lyden af fremtiden? Det må et eller andet sted være ekstremt svært at lave musik til sci-fi-film, for man skal virkelig tænke ud af boksen.
Islandske Jóhann Jóhannsson ramte plet med lydsiden til ’Arrival’, og han kører hermed videre på den stime af stærke soundtracks til blandt andet ’The Theory of Everything’ og ’Sicario’, som han står bag. Både ’Arrival’ og ’Sicario’ er lavet af instruktøren Denis Villeneuve, og det virker som om, de to har opnået en kunstnerisk symbiose. Samarbejdet fortsætter i hvert fald med den kommende ’Blade Runner: 2049’.
Jóhannsson formår at ramme stemningen i ’Arrival’ perfekt: Både fascinationen, spændingen og faren ved ’det fremmede’ sat i et overjordisk perspektiv. Det er strygerstorladent til tider, men ofte mere eksperimenterende med underlige vokal-loops og pianostykker, der cirkulerer om sig selv som hovedpersonernes tanker efter det første møde med heptapoderne.
Han forvandler sin egen menneskelige stemme til noget, som ens hjerne forbinder med de mystiske væsener, og der er noget smukt i det ekstra lag.
Soundtracket kan desværre ikke vinde en Oscar, da det er blevet diskvalificeret på grund af Max Richters gudesmukke ’On the Nature of Daylight’, der både åbner og lukker filmen. Oscar-nomineringer for bedste score må nemlig ikke bruge for meget ikke-original musik.
1. Michael Stein & Kyle Dixon ‘Stranger Things’
De mystiske begivenheder i byen Hawkins blev sommerens helt store seriehit, og en stor del af charmen ved ’Stranger Things’ geniale retro-fetichisme skal findes i soundtracket, som blev kult i sig selv.
Kyle Dixon og Michael Stein fra bandet S U R V I V E står bag, og soundtracket er én lang homage til 80’ernes særegne æstetik set gennem et synthobjektiv, som makkerparret har arvet fra John Carpenters legendariske horror-scores, Vangelis’ drømmende lydflader og Tangerine Dreams ambiente elektronik.
Det er ren retro, men lavet med samme ærlighed, kærlighed og hyldende tilbageblik som serien selv. Der er som sådan ikke nogen enkeltnumre at fremhæve, for det handler mere om helheden: Det univers, man suges ind i, mens de krystalklare synths og ulmende ambient-stykker bygger op og ned.
Med det sagt, så er selve temamelodien stadig højdepunktet på soundtracket, der blev udgivet som dobbeltalbum med hele 75 numre!
Læs også: Alt om året der gik – kåringer, tilbageblik og interviews