Årets bedste udenlandske album: Top 25-11

Udbuddet af fantastisk musik har været enormt, og nu er det tid til at sætte 2016 i relief med en liste over årets bedste udenlandske album. Vi starter med at tælle ned fra 25-11, hvor man blandt andet finder Angel Olsen, Danny Brown og Nick Cave. Toppen af listen kommer online torsdag.

25. Mitski ‘Puberty 2’

Hvorfor valgte Mitski at betitle sit andet album ’Puberty 2’? Mon ikke det skyldes, at livet i 20’erne på mange måder kan minde om en gentagelse af puberteten? Den intelligente japansk-amerikanske sangskriver præsenterer i hvert fald lytteren for de tumultariske og modsætningsfyldte tanker og følelser, der sameksisterer med bevidstheden om, at et mere konformt liv truer forude. Men hun stritter imod med alt, hvad hun har. Det forrygende hit, ’Your Best American Girl’, skilte sig måske nok ud, men sangene på ’Puberty 2’ er kendetegnet ved sine originale, sammensatte og atmosfæremættede lo-fi-produktioner.


24. Schoolboy Q ‘Blank Face’

Livet som pusher og gangbanger i den kriminelle løbebane i Los Angeles’ South Central er blevet repeteret til ukendelighed efterhånden, men aldrig på samme måde som ’Blank Face’ skildrer det. For Schoolboy Q’s fjerde kapitel manøvrerer på en apokalyptisk sti af mørke og intense banger-skæringer, der samtidig er tilsat en fortællerstemme så tilpas velartikuleret og sofistikeret, at albummet rettere må ses som en indre monolog, der svæver i livets dikotomi af gode og dårlige beslutninger. Og så gør det jo heller ikke noget, at de maksimalistiske produktioner ikke er bange for at tage et eksperimenterende sats.


23. Kamaiyah ‘A Good Night in the Ghetto’

Den maskulint forankrede g-funk holdes i disse dage næsten egenhændigt i snor af YG, men i år fik 90’er-undergenren et nyt talent, og så tilmed en kvinde. 21-årige Kamaiyah bragede ind på hiphopscenen – og på denne årsliste – med debuten ’A Good Night in the Ghetto’, der på formidabel vis udruller et imposant arsenal af attitude og tungt bumpende Bay Area-beats, der stort set aldrig mister den gode melodi af syne. Forvent store ting i 2017.


22. Hamilton Leithauser + Rostam ‘I Had a Dream That You Were Mine’

Selv om de begge har deres udspring i indierock og postpunk, er det interessant i hvor høj grad Hamilton Leithauser (ex-The Walkmen) og Rostam Batmanglij (ex-mastermind i Vampire Weekend) trak på musikalsk arvegods helt tilbage til 50’erne på deres duoalbum. Det kunne der let være kommet tyndbenede Frank Sinatra- og doo wop-pasticher ud af, men der hersker en forunderlig god kemi og synergi i de to musikeres opkvikkende møde. Hamilton Leithausers rasp af en stemme er fortsat en af rockens mest fornemme vokale værktøjer: Som en røget rødvin serveret fra et møjsommeligt udskåret egetræsfad.


21. Danny Brown ‘Atrocity Exhibition’

Som den infernalske rap-connaisseur han er, vendte Danny Brown op og ned på 2016 med ’Atrocity Exhibition’. Albummet lever ikke blot op til sin grusomhedstitel gennem svulmende mani og paranoia, for det er lige så vel et stilstudie i mikrofonkontrol over uortodokse og skæve beats udvalgt gennem et ualmindelig godt musikøre. Hvis der er noget, ’Atrocity Exhibition’ beviser, er det, at Browns grovkornede uhyrlighedsskæringer faktisk rummer en vis kontrapunktisk poesi – en balance som er få rappere forundt.


20. Nicolas Jaar ‘Sirens’

Han har fordrevet ventetiden med et hav af singler, ep’er, remixes og soundtracks, men i år vendte Nicolas Jaar endelig tilbage til albumformatet, hvor den chilensk-amerikanske producer for alvor folder sine evner ud som en producer, der tager legen med det elektroniske og akustiske ud af sine helt egne snørklede, kompositoriske stier. Jaar betragter musikken som en kulisse, og ’Sirens’ er et unikt og sitrende billede, der skaber den ene sugende stemning efter den anden.


19. NxWorries ‘Yes Lawd!’

Hvad får man, hvis man parrer Anderson .Paak og undergrundsproduceren Knxwledge? Et af årets bedste album, og meget mere .Paak, hvilket man jo ikke kan klage over. ’Yes Lawd!’ landede i efteråret som en uventet frikvarterssamling af hiphop, funk, jazz og alt derimellem, der hælder en klistret karamelsauce af lumre lyrikbidder og ironisk sans ud over producerpartens snacksize-beats. Refleksioner om familie, forhold og tilværelsen generelt forvises her i modsætning til .Paaks mesterlige solodebut ’Malibu’, men ambitionerne kulminerer på dette sideprojekt næsten lige så flot i et pusterum af uhøjtidelighed.

Annonce

18. Joey Purp ‘iiiDrops’

Prominente navne udgør en god andel af denne årsliste, men der er som altid et par forbløffelser, der kommer ind fra højre – en af disse er Joey Purp. Chicago-rapperen er medlem af SaveMoney-kollektivet, der foruden ham selv tæller blandt andre Chance the Rapper, men med energiske ’iiiDrops’ cementerede Purp, at han mener sit musikervirke alvorligt og absolut ikke har tænkt sig at vige for nogen, crew-kumpaner eller ej. ’iiiDrops’ fungerede – næsten ganske bogstaveligt – som øjenåbner for en studentikos og dog snarrådig skabertrang, der byder på både intense gadeportrætter, systemkritik og humoristiske beretninger om livets laster i den vindramte metropol. Giv ham et par år, så er han lige så stor som Chance.


17. Angel Olsen ‘My Woman’

De skridsikre kompositioner på ’My Woman’ vidnede om en mere selvsikker sangskriver, hvis sange måske ikke alle skriger efter opmærksomhed i stil med singlen ’Shut Up Kiss Me’, men som sneg sig ind i hjertekulen som året skred frem. Olsen sagde farvel til resterne af sørgmodig-pige-med-guitar-stereotypen og bød i stedet på synths, psykedelisk tyngde og mere end en snert af et 60’er-pigegruppe-svaj. Den otte minutter lange ’Sister’ var katedralen, de andre sange rettede ind efter, men den patosfyldte og romantiske undertone blev suppleret af for eksempel de diskret drillende bredsider på den charmerende ’Heart Shaped Face’.


16. Kevin Morby ‘Singing Saw’

Morby kan sin Bob Dylan og Leonard Cohen på fingerspidserne, men forfalder ikke til næsegrus heltedyrkelse på et album, der er både varmt, inviterende, drømmende, nysgerrigt og empatisk. Morby skriver ikke de mest konkrete sangtekster, men hans enigmatiske mumlerier passer glimrende til den intuitivt repeterende melodikunst, der løber som en solplettet flod gennem et arret landskab. Han har en god fornemmelse for at fremhæve det uudgrundelige og flygtige ved tilværelsen. Og så pludselig formår han at hive en protestsang op af skuffen i form af den ukarakteristisk groovy ’I Have Been to the Mountain’.


reebok-kendrick-lamar2

15. Kendrick Lamar ‘untitled unmastered.’

Yes – Kendrick Lamars talent er til stadighed så altoverskyggende, at hans henslængte samling af tidligere uudgivede numre, demoer og studieløsgængere lander på en flot 15.-plads. Men egentlig burde det ikke falde som et chok, hvis man har fulgt bare det mindste med i Compton-koryfæets handlinger hinsides mesterværket ’To Pimp a Butterfly’. Nok har sangene ingen proforma-titler, men sjældent har et klinisk nummereret demoalbum lydt så knugende intenst og overlegent tilbygget. ’untitled unmastered.’ rummer både anseelige opløftninger og sortsynet nedsynkning, men vigtigst af alt er det en leders overskud, Kendrick her demonstrerer.


14. James Blake ‘The Colour in Anything’

Det havde været forholdsvis ligetil for Blake at vælge den nemme udvej: At fokusere sit udtryk i retning af en stedse mere poppet overflade. Men den elektroniske musiks bedste bud på en posterboy valgte i stedet at se stort på de kommercielle muligheder ved sin signaturlyd og skabte i stedet en kompleks, skyggefuld og indadvendt rejse i lyd og teksturer, der krævede tålmodighed af sin lytter. Blake har et fornemt øre for det enkle motiv og den skarpe kontrast, men han kan samtidig skabe spænding i sin musik ved kraft af pludselige skift eller sælsomme forstyrrelser, der pirker til sangenes indre ro.


13. Nick Cave and the Bad Seeds ‘Skeleton Tree’

Den australske mørkemand kredsede atter om død, sorg, mørke og lidelse. Denne gang blev temaerne og den billedskabende lyrik dog sat i en dødsensalvorlig kontekst: Forrige sommer omkom Caves teenagesøn Arthur i en tragisk ulykke. En omstændighed, som naturligvis formede albummets tilblivelse, hvor Warren Ellis desuden trådte i karakter som kreativ sparringspartner. Resultatet blev en introspektiv rejse til sjælens dyb og et møde med Cave, som på fremragende vis nuancerede udtrykket med nye musikalske klange.


12. Whitney ‘Light Upon the Lake’

Menuen bestod af varme blæserarrangementer, 70’er-klingende el-piano og akustiske guitarer, da Julien Ehrlich og hans små-psykedeliske soulkollektiv serverede melodiøs folkpop til de følsomme sjæle. Debutalbummet emmede af feel-good vibes og Whitney kanaliserede små glimt af håbefuld optimisme gennem en lyrisk optik, som umiddelbart virkede sortsynet og dyster. Forløsende livsbekræftende hymner og en sympatisk disposition, som der var behov for i et år, hvor ikke alting gik som planlagt.


11. Leonard Cohen ‘You Want It Darker’

Med diskrete melodier svøbt i udsøgte arrangementer og vanlig poetisk pondus føjede ‘Melankoliens barde’ endnu et fornemt værk til diskografien. Cohen var sin status bevidst. Derfor kan hans svanesang også tolkes som en ironisk kommentar til de mange, der tillagde albummet den karakter af musikalsk testamente, som desværre også blev tilfældet. Et værdigt sortie fra en af de allerstørste sangskrivere, som til det sidste på elegant vis formåede at forene mørk tristesse med afvæbnende humor.

Læs også: Vi kårer: Årets 15 bedste danske album