‘Awaken, My Love!’: Childish Gambinos 70’er-funk er et forfriskende genrebrud

‘Awaken, My Love!’: Childish Gambinos 70’er-funk er et forfriskende genrebrud
Foto: Tim P. Whitby/Getty Images
‘Awaken, My Love!’: Childish Gambinos 70’er-funk er et forfriskende genrebrud - Awaken, My Love!
4 6
Childish Gambino
'Awaken, My Love!'

Album, Caroline

Donald Glover er ved at gå til af bar kunstnerisk hittepåsomhed. Han har med kreativ tæft begået sig i både skuespiller-, musiker- og instruktørsammenhæng i komedieserier, Childish Gambino-virket og som den drivende hovedkraft bag den hypede hiphophverdagsserie ’Atlanta’. Alligevel står hans skaberglød stadig i lys lue, der med ’Awaken, My Love!’ om muligt blusser mere op, end den imposante karriere hidtil har evnet.

Folk der troede, at de havde et nogenlunde håndfast greb om, hvem Donald Glover egentlig er – ikke bare som artistisk auteur, men som et menneske i kød og blod – kan med sikkerhed se sig overrumplet af ’Awaken, My Love!’. Godt nok er det overlistende album stadig en udgivelse under Childish Gambino-pseudonymet, men det kunne (næsten) ikke løbe længere væk fra alt det, man normalt forbinder med hans musikalske alias.

Albummet er i særdeleshed en nyåbnet dør for multikunstneren. Væk er hiphoppen og de ofte småfortænkte ordspil, og ind dumper en frodig luns nyfortolket og udsyret musik af arten p-funk, som George Clinton og hans to søsterbands, Parliament og Funkadelic, pionerede i de oprørske 70’ere.

Man behøver bare kaste et blik på coveret til Funkadelics ’Maggot Brain’ fra 1971 for at opstøve grundessensen, der arvtages. På den måde lægger ’Awaken, My Love!’ sig i samtidshiphoppens semipopulære spor af soul og funk, som både Kendrick Lamar og Anderson .Paak med stor succes har givet sig i kast med. Forskellen er dog, at Glover her går en meget mere puristisk vej end sine to professionsfæller, som var han hoppet i en 70’er-bunden tidskuppel, der i et nebulastrøg tager ham på kosmisk galaksefærd.

Og sikken ekspedition albummet i grunden er, selv om det trods alt ikke fremstår fejlfrit. Når først man lader sig omsluge af rocken, soulen og den psykedeliske funk, åbenbares en langtidssimrende begavelse, der rækker pænt ud over hiphoppens punchlines og trommebeats.

Først og fremmest er der albumforløberne ’Redbone’ og ’Me and Your Mama’ (der i øvrigt ikke er en bovlam din-mor-joke, hvilket jeg vender tilbage til), som med henholdsvis daskende funkbas og bluesrock indfører det samlede billedes hallucinogene grundpille.

Psykedeliaen fortsætter derefter på en antændende trenummerstrækning: Fra westernguitarens løse strenge på lejrbålsudladningen ’Have Some Love’ og hardrock-skæringen ’Boogieman’ til den nedsunkne ’Zombies’ hører man imponerende komposition, som Glover selv – og i selskab med langtidskollegaen Ludwig Göransson – har stået for.

Men den tindrende vokalvifte, der eleverer hovedparten af de 11 numre til kerubiske højdedrag, er ofte lige så berusende – selv om den til noget nær ukendelighed trygt harmoniseres, mikses og mastereres, hvilket efterlader et lidt hult indtryk visse steder, især på ’California’.

Tematisk er der både samfundskritik og eksistentiel anfægtelse at ane i krogene, men i centrum står Glovers nyankomne faderskab, hvilket både stiller introen ’Me and Your Mama’ og den overordnede albumtitel i et uventet formålstjenligt lys.

Dybest set er ’Awaken, My Love!’ en ode til Glovers nyfødte søn. Ledemotivet kommer fortræffeligst til udtryk på ’Baby Boy’ med bemærkningen »There was a time before you / and there will be a time after you«, der ovenpå et serafisk og dog garvesyret lag af vellyd bevidner om et eksistentielt skillepunkt i Glovers tilværelse, som langt hen ad vejen demaskerer sig som berettiget artistisk råmateriale. Også ’Terrified’ excellerer i denne dyd.

Dog er der tale om en form for nulsumsspil, når vokaleffekterne konkurrerer med selve sangstrukturen om opmærksomhed – som på ’California’, der tager babytemaet lidt for bogstaveligt i al sin (i forhold til resten af albummet) forsimplede struktur og overforbrug af autotune. Bedre bliver det ikke af, at tracklistens to afsluttende sange, ’The Night Me and Your Mama Met’ og ’Stand Tall’, virker henholdsvis anonyme og fortænkte i en sådan grad, at det lægger låg på den bevidsthedsudvidende virkning, Glover så tydeligt har sigtet efter.

Med det sagt er ’Awaken, My Love!’ et mestendels beundringsværdigt p-funk-gamblertræk fra en multikunstner, der tilsyneladende ikke har nogen intention om at slippe foden fra sin velovervejede skabertrangspedal – og det kan man kun beundre Donald Glover for.


Kort sagt:
’Awaken, My Love!’ er et forfriskende genrebrud fra Donald Glover, der med overraskende håndelag har komponeret sig frem til en frodig nyfortolkning af 70’ernes p-funk. Albummet serveres som en klædelig ode til Glovers nyfødte søn, men på visse numre glipper sangstrukturen og den stærkt bearbejdede vokal, der ser ud til at have fået lidt for mange ture gennem maskinen.