Den nye festival Haven afslører fire navne – bl.a. Beach House og When Saints Go Machine

Den nye festival Haven afslører fire navne – bl.a. Beach House og When Saints Go Machine
Beach House.

Til næste sommer lægger Refshaleøen areal til den nye festival Haven, som blandt andet arrangeres af The National, Mikkeller og Claus Meyer. Efter den første bandpakke er festivalen nu klar med fire nye navne: Beach House, When Saints Go Machine, Perfume Genius og This Is the Kit.

Baltimore-duoen Beach House har længe været en publikumsfavorit på danske breddegrader, og Victoria Legrand og Alex Scally kommer til Haven med seks roste album af drømmepop i baggagen.

Hertil er det dejligt, at When Saints Go Machine endelig rører på sig igen, og den danske kvartet spiller en af bare to festivalkoncerter på Haven. Ifølge bandet kan man endda forvente ny musik.

»Vi glæder os virkelig meget til at spille koncerter som When Saints Go Machine igen til 2017. Vi er ligeså småt begyndt at skrive nyt materiale, så vi kommer nok til at spille lidt ny lyd til Haven næste sommer«, udtaler gruppen.

Perfume Genius’ Mike Hadreas er ligeledes kendt for sine intense koncerter, hvilket blandt andet manifesterede sig på Roskilde Festival i 2015.

Til slut er der britiske Kate Stables aka This Is the Kit, som har lavet sin alternative folkrock i tæt samarbejde med Aaron Dessner fra The National.

Hertil er der dog også en aflysning: Francis and the Lights var oprindeligt på plakaten, men er blevet pillet af grundet ændringer i tourplanen. Han er dog i mellemtiden blevet annonceret til Heartland Festival.

Haven
11.-12. august
Refshaleøen
Billetpris: 1.290 kr.