Efteråret, der aldrig falmer – U2, Nirvana, Metallica og kampen om 1991

Efteråret, der aldrig falmer – U2, Nirvana, Metallica og kampen om 1991
U2.
Pearl Jams ’Ten’, Metallicas ’sorte album’ og Nirvanas ’Nevermind’ udkom alle i efteråret 1991. Det samme gjorde Guns N’ Roses’ ’Use Your Illusions’ og Red Hot Chili Peppers’ ’Blood, Sugar, Sex, Magik’. I anledning af 25-året for den alternative rocks kommercielle gennembrud ser vores skribent Mads Kjær Larsen nærmere på, hvor stærkt disse totempæle står i dag, og argumenterer for, at alle de nævnte storsælgere står kunstnerisk i skyggen af en sjette udgivelse fra selvsamme efterår: U2’s ’Achtung, Baby’.
Efteråret, der aldrig falmer – U2, Nirvana, Metallica og kampen om 1991
Mads Kjær Larsen

Freelance-journalist, underviser og fast skribent hos Soundvenue.

Det er 25 år siden, at jeg en efterårsdag tog med min mor og søster ud til Fona i Vejle. Ganske sikkert i en Opel fra Egtveds lokale bilforhandler, Tegllund, men præcis hvilken kan jeg ikke huske. Weekendturene til Vejle (og lidt sjældnere til Kolding – 1991 var før Kolding Storcenter ændrede vores indkøbsvaner for good) var faste fikspunkter for udflugter i bil, og denne weekend skulle det være:

Efter at have købt et par kassettebånd (herunder Søs Fengers ’Vinterdage’ og Mariah Careys selvbetitlede debutalbum) og et par lp-plader (russiske Gorky Park, rumænsk-tyske Enigmas ambiente munke-muzak) var det nu tid til at investere en fyrstelig sum (170 kroner!) på en compact disc.

Jeg følte en instinktiv affinitet for det kompakte format: Smart, strømlinet og handy. Og denne gave fra fremtiden faldt nu som et lykkeligt indbrud ind i verden sammen med min egen spirende bevidsthed om ungdommens forjættelser. Og – lo and behold – min cd-fetich begyndte akkurat samtidig med, at jeg skiftede musiksmag. Blev ung, kan man sige. Ud med Mariah, Phil Collins og tvivlsom tungrock på gebrokkent engelsk.

Jeg forlod Fona med Metallicas ’sorte album’ og U2’s ’Achtung, Baby’ i kædens trademark dybblå plasticpose med en sitrende spænding i hele kroppen. Min søster havde ved samme lejlighed ’hjulpet’ mig ved at købe Nirvanas ’Nevermind’. Jeg havde hjemmefra skelet mere til Nirvana end U2, men det blev coveret, der afgjorde sagen. På den front vandt U2 med flere længder. Den inciterende collage af Berlin-snapshots i markante, graffiti-rå farver vandt over den blegt-blå undervandscene med den nøgne baby på jagt efter en dollarseddel, der udgjorde Nirvana-coveret.

Coveret til 'Achtung Baby'.

Coveret til ‘Achtung Baby’.

En ungdomsgenerations lydspor

Ens musikforbrug forskubbes betragteligt med alderen: Hvor man indledningsvist, altså som præ-teenager, ville have mere af det samme, vil man som ung voksen have mere nyt og anderledes, i stadigt ekspanderende omfang. Man søger udfordringerne aktivt. Jeg kan se på mit iTunes-bibliotek, at jeg som regel er ’færdig’ med et album efter 12-16 aflytninger. For efter det antal aflytninger har jeg indtaget en ret urokkelig position over for et værk, hvorefter jeg ikke orker at skulle netop bekræftes i min allerede indtagne position.

Mit 12-årige jeg derimod blev ikke træt af at høre den samme musik om og om igen, men blev i stedet opløftet ved genkendelsen og bekræftet gennem den konstante repetitions rituelle monotoni. Jeg ville være lige dér, i den tilstand, hvor jeg vidste, at tingene gav mening for mig.

Ligesom en hel generation af unge lyttede jeg i efteråret 1991 (og det meste af de følgende år!) til de store rock-klassikere fra efteråret 1991, der udover ’Achtung, Baby’, ’The Black Album’ og ’Nevermind’ talte ’Ten’ med Pearl Jam, Red Hot Chili Peppers’ ’Blood Sugar Sex Magik’ og Guns N’ Roses’ ’Use Your lllusions’-udgivelser. Jeg har lyttet til disse ikoniske album fra min ungdoms spæde vår, bogstavelig talt, hundredevis af gange. Hver.

Det interessante ved 1991 og den rockmusik, der blev udgivet det år, er, at den alternative rock brød massivt igennem og blev til mainstream som ved et trylleslag. På den måde er 1991 ikke bare et definerende år for min personlige opdagelse af musikken (i form af cd’en), men lige så vel et afgørende skelsår for alternativ musik som en massekulturel – og dermed kommercielt slagkraftig – størrelse (alle syv nævnte album solgte et godt stykke over ti millioner album på verdensplan – HVER).

Som 12-årig tænker man ikke så grundigt over, at man også investerer i et produkt: Den bevidsthed giver sig først til kende ved et tilbageblik. Og da jeg så småt rykkede videre fra først metal og siden grunge, må det have været på grund af en instinktiv fornemmelse af, at de to genrer (i hvert fald for mig og min generation) var udtjente størrelser – bevægelser, der ikke længere tilbød autentiske oplevelser. Noget, man kunne hænge sin identitet op på.

Hvis jeg nu havde købt to andre plader den dag i 1991, så havde min hukommelse formentlig ikke på nær samme vis fæstnet sig ved den. Dagen vinder betydning, fordi det skulle vise sig, at jeg havde fat i noget vigtigt. At jeg her fandt indgangen til ikke alene to definerende album, der var retningsgivende for mit musikforbrug i årevis fremefter, men fordi det også er to album, der – 25 år efter – står som kvintessentielle rockalbum fra en afgørende epoke i rockmusikken. Tilføjer man netop ’Nevermind’ og ’Ten’ står man med en yderst slagkraftig firebande, der også i dag gøres til genstand for massiv omtale. Således udkom der for eksempel 20 års-jubilæumsudgaver af tre af de fire album ved sidste jubilæumsrunde i 2011 (kun Metallica har holdt sig i tøjret på den front).

Og hvis jeg ikke følte nostalgi som 12-årig over for det hendøende lp-format, så er det jo netop nostalgi, man omfavner disse fire kulturartefakter med i dag. De er en del af bagagen, så at sige, og i den forstand svære at nærme sig fra et eller andet arkimedisk punkt, hvor man kan bedømme dem med en distanceret, kølig objektivitet.

Nirvana.

Nirvana.

Den alternative rocks totempæle kontra de mindre sælgende milepæle

Det er fire totempæle, der knejser mod himlen, og som bærer hele vægten af den musik, der formede min (og det kan ikke understreges nok, hele min generations) verden og mine (vores?) ideer om æstetik og kunstnerisk autenticitet. Det er, naturligvis, en efterrationalisering, for begreber som æstetik og autenticitet skænkede jeg ikke mange tanker dengang. Jeg var – heldigvis – for travlt optaget af at være ung og følsom.

Tilsammen har de fire særligt fremhævede album solgt i omegnen af 100 millioner eksemplarer. Hver især – og sammen – beviste de alene ved deres kommercielle gennemslagskraft rækkevidden for den nye alternative rockmusik – og i U2’s tilfælde, hvordan en omfavnelse af en ny tids ideer – kald det postmodernitet eller ironisk flertydighed – kunne genopvække en slumrende kæmpe. De fire album tegnede konturerne af et musikalsk verdenskort, som andre bands pinedød måtte manøvrere efter (utilsigtet eller ej). De var fire poler, inden for hvilke tidens musik måtte udfolde sig. I hvert fald hvis den ville bære på rockens banner, og det var (endnu) ikke en forkætret idé i første halvdel af 90‘erne.

At man så sidenhen har kunnet se tilbage på 1991 og måttet konstatere, at de musikalske milepæle måske i lige så høj (eller endda højere?) grad bestod i langt mindre kommercielt rettede udgivelser som My Bloody Valentines ’Loveless’ (der udfoldede en helt ny støjæstetik, som for eksempel ’Nevermind’ kun er et candyfloss-ekko af), Massive Attacks ’Blue Lines’ (der introducerede verden for en gennemført hybrid mellem soul og elektronisk musik, den såkaldte triphop), A Tribe Called Quests ’The Low End Theory’ (der forenede hiphoppens flow med jazzens improvisation) og Primal Screams ’Screamadelica’ (der fusionerede rock, soul og dance i en bevidsthedsudvidende hybridform). Det må være, hvad det være er.

Den faktiske effekt af disse fire gigantalbum for millioner af unge kan næppe undervurderes. Det er interessant at reflektere over, hvilken følelse af katarsis – og sidenhen nostalgi – de har efterladt sig i en hel ungdomskultur, der nu selvsagt er voksne, men jo ikke mindre generationsfæller af den grund.

Annonce

U2: Fra Amerikas vidder til et post-koldkrigs-Berlin

De må have rystet U2’s allerede enorme fanbase, da de udgav ’Achtung, Baby’. Væk var de frelste, opadstræbende hymner om tro, politik, Gud, krig og kærlighed leveret med en (kende for) næsegrus beundring for en amerikansk tradition for spirituel vækkelse gennem musik. Ind med en flosset, kantet, mærkelig og (hvis man skal være lidt søgt i sin jagt på kontraster) meget europæisk musik.

U2 havde med deres seneste album, ’Rattle And Hum’ (1988), mistet pusten og fanget sig selv i en blindgyde af amerikansk roots-musik, hvor de jammede med BB King og bar cowboyhatte og langt hår i hestehale i de grynede videoer. U2 var ikke ligefrem cool eller trendsættende sidst i 80’erne. De sad fast.

’Achtung, Baby’ var en forbløffende suggestiv musikalsk landvinding, der genoplivede bandet fuldstændigt, gjorde dem klar til at indtage 90‘erne med en på overfladen vurderet mere smart, mere postmoderne musikstil. Mere ironiske og mindre postuleret oprigtige. Cowboyhatten var erstattet med sort læder og sorte solbriller og en Mefistofeles-agtig flertydighed i fremtoningen.

Men musikken er hele tiden i centrum på ’Achtung, Baby’: Den syder og sprutter, hugger, bumler, snerrer, hvisker, stønner. Den er levet liv, kort sagt. Sangene skiftevis ånder stille, hvisker ømt, før de forpustet brænder hul i alle kroppens celler, så man snapper efter vejret og det hele omsættes i en rasende turbine af inspireret og højspændt musik.

Larry Mullens sært klirrende trommer, Adam Claytons sugende bas, The Edges distinkte og uendeligt opfindsomme guitarlyd (ofte imiteret, men umulig at eftergøre) og Bonos fortsat hymnisk klagende røst, der dog nu blev suppleret med en drillende diabolsk undertone. Manden der er født Paul Hewson havde forvandlet sig til noget mere end en patosfyldt besynger af de åbne vidder og politisk uretfærdighed. Han var nu en mand bevidst om værdien af det gode spilfægteri.

Han spiller således flere roller på ’Achtung, Baby’: Den forsmåede elsker, den liderlige buk, den livstrætte levemand, den drømmende fantast, den sylespidse og nådesløse satiriker, den vrøvlende freestyle-poet. Han synger sågar en art duet med (en anden udgave af) sig selv på den besynderlige (men pragtfulde) førstesingle, ’The Fly’. Et studie i en slags kunstens selvvalgte skizofreni.

Står totempælene fra 1991 stadig?

Lad det være sagt uden omsvøb: For mig er ’Achtung, Baby’ det mest langtidsholdbare af de fire store rockalbum fra 1991. Det er det ufravigelige hovedværk.

Når jeg en meget sjælden gang lytter til ’det sorte album’ imponeres jeg over de stringente og alligevel inspirerede riffs, der tordner frem som Fandens pumpestok ved Armageddon. Og så alligevel: Det er sgu ikke rigtig en plade for voksne mennesker. Jeg mærker en kvælende fornemmelse af teenageværelsets indeklemthed. James Hetfields lyrik og vokal er svært at tage alvorlig. Desuden: For hver ’Enter Sandman’ eller ’Sad But True’ på ’det sorte album’, er der en ’Don’t Tread On Me’.

’Nevermind’ blander dygtigt angstdrevet, uhæmmet vildskab med nøjeregnende popskabeloner. I lyset af det sidste virker det første en kende… postuleret? Man overraskes over, hvor lidt bid der egentlig er i produktionen, og hvor meget man savner et band, der selv ved, hvor de vil hen, frem for en producer (Butch Vig, senere Garbage), der gennemtvinger en stil og et statement.

’Nevermind’ er på den ene side langtidsholdbar på grund af sangenes skridsikre og energiske refræner og den klassiske dynamik i vekselvirkningen mellem vers og omkvæd, på den anden side er der tale om et snapshot af et specifikt øjeblik, der, hvis det ubestridelige supertalent Kurt Cobain havde været ældre eller mere krævende, havde lydt anderledes. ’Nevermind’ er lyden af et band, der stiller deres værdifulde vare til flot skue, men måske i den forkerte butik og til den forkerte pris? Lyden af et kompromis? Jeg vil fastholde, at ’In Utero’ er Cobains egentlige svendestykke.

’Ten’ vil leve så længe, der findes modtagelige unge drenge med dens budskab om teenagerens problemfyldte forhold til sig selv og omverdenen. Et budskab leveret med den rette dosis ærlighed, lødighed og fornemmelse for mystik og uvished om, hvad sangene egentlig siger, hvor de egentlig er på vej hen. Hvad er implikationerne, når man end ikke kender præmissen? ’Ten’ bevarer sin magi, sin aura, ved ikke at tone fuldstændigt rent flag, samtidigt med at den dog ufravigeligt og kompromisløst formidler en smerte, som der kan relateres til. Den inviterer sin lytter meget tæt ind på livet, men uden at virke omklamrende. Uden at diktere andet end lytterens indlevelse. Derudover er den (fortsat) en smuk forvaltning af en klassisk rockarv, men dens 80’er-agtige produktion har så megen diskant og luft i miksningen, at der ikke er meget nerve at spore i selve omgangen med instrumenterne. Albummet mangler simpelthen krop: Spyt, sved og blod.

Jeg er til gengæld aldrig holdt op med at lytte til ’Achtung, Baby’ med jævne mellemrum, selv om dens sange ved genhør kan virke dræbende genkendelige, fordi man kender hver en tone, hver en lyd (og i dette tilfælde, hver en mislyd) minutiøst. Men når man rammer dagen, hvor musikken føles spritny igen – ja, så er det kun et fåtal andre kunstnere fra rockhistorien, der matcher U2 på denne kalejdoskopiske, modige, hypermoderne (sådan føles den fortsat) skive.

Det forunderlige ved ’Achtung, Baby’ er, at hvis den – hypotetisk set – blev udgivet i dag, ville den ramme med samme overvældende og indlysende friskhed. Det tidløse ved dette album er, at dets stærke kerne af uopslidelige sange er parret med en lydlig identitet, der er så sammenhængende stærkt formidlet og alligevel så rystende ny og fremmedartet i sin essens, at det slet ikke kan tænkes anderledes. Pladen har så klar en identitet, at man på den ene side ikke kan forestille sig et andet resultat af anstrengelserne, på den anden side tænker man, at den præcis er bundet til den summende identitet af det sted (Berlin) og den tid (lige efter genforeningen af de to Tysklande), U2 befandt sig i netop, da de gik i studiet.

Lyden af ’Achtung, Baby’ kan ikke reproduceres, albummets sange kan ikke gøres om. De er fanget i denne unikke dialektik af tilfældighed og uundgåelighed. Det er kunstens paradoks, dens fornemmeste ekstrakt. Og det ramte U2 ned midt i. Og det formåede de at fastholde – og dermed formidle.

Et albums storhed (og et bands fald fra tinderne)

Det første minut af første sang, ’Zoo Station’, siger det meste. Noget helt nyt er på spil, der ikke minder om noget andet musik: Slet ikke i bandets egen diskografi. Det er lyden af en summende fabrikshal, måske en konkretisering af storby og bevægelse. Tidens forvirring og muligheder, dens fylde? Alt er herefter muligt, for dette er ikke en plade, der stiller sig tilfreds. Den vil rumme det hele, det store og det små, og indfanger øjeblikke af stor skønhed nærmest i forbifarten. Magien opstår som i lykkelige sammenstød, konfrontationer, der ryster og pirrer.

’One’ er katedralen, den uopslidelige standard i sættet. Her formåede Bono at lave en sang med en universelt appellerende lyrik uden på nogen måde at strejfe det banale eller sentimentale. Hvilket er en triumferende bedrift i sig selv.

’Acrobat’ er den summende bastard af byens underside, dens kloakker. ’Love Is Blindness’ er et klaustrofobisk, lydtæt kammer med overtryk. ’Who’s Gonna Ride Your Wild Horses’ er mere fritflyvende, svævende hen over det moderne bylandskab, som ligger den inde med et perspektiv på tiden og kulturen og menneskene, der på sin vis er uendelig mere vis end de specifikke personer, der undfangede den. ’Even Better Than the Real Thing’ og ’The Fly’ er mørke, men sexede – stramme i formen, muskuløse, rytmiske, men med en elastisk løsagtighed over sig. Som om de kæmper for at fravriste sig enhver kontrol, enhver fastfrysning, modsætter sig en endelig inkarnation. Og sådan kan man blive ved: Den ultra-genkendelige, distortede guitarintro til ’Mysterious Ways’, der på forunderlig vis aldrig holder op med at sende en elektrisk strøm af velvære gennem min krop, så snart jeg støder på den i radioen eller på en VH1-rundown med 90’er-videoer. Den enigmatiske poesi i ordene til ’Until the End of the World’. Den frysende resignation i Bonos stemme på ’So Cruel’…

Lad os for et øjeblik glemme alt om Bono og hans som oftest ulidelige offentlige fremtræden, og om bandets derangering til middelmådigt b(r)and. For en stund – 1991 – skabte bandet det perfekte album, og det er i virkeligheden alt, hvad der betyder noget.

Det gør godt at tænke på, at dette var mit første rigtige musikkøb. Det vidner om en vis… uafvendelighed. Man kan bøje tiden og få enderne til at mødes. Måske vidste jeg, instinktivt, at jeg den dag i Fona i Vejle stod med noget vigtigt mellem hænderne? Noget, der ville ramme netop mig (og mange andre som mig). Måske er det en lovligt fatalistisk konklusion, men det er i det lys, menneskearten som regel tyder det, der betyder noget for os.

Det, der har den rette tyngde, føles uundgåeligt. Således også ’Achtung, Baby’.