J. Cole drister sig med et lidt for skånsomt konceptalbum

J. Cole drister sig med et lidt for skånsomt konceptalbum
J. Cole drister sig med et lidt for skånsomt konceptalbum - 4 Your Eyez Only
4 6
J. Cole
'4 Your Eyez Only'

Album, Universal

Når det kommer til rappere, er J. Cole af et sjældent opdræt. Lige siden North Carolina-rimsmeden udgav undergrundsklassikeren ’Friday Night Lights’ i 2010, har et massivt og særdeles sammensluttet følge flankeret ham i tykt og tyndt – fra de tidligere blåøjede opkomlingsdrømme til hans senere dages samtidskommenterende introspekt.

Det enestående ved Cole er, at han har opnået et vederhæftigt, for ikke at sige voldsomt afrustende, ry for at være en stand up guy, man altid kan regne med i et ellers utilregneligt hiphoplandskab.

Som regel modtages nytænkning og genreinnovation med åbne arme, men Cole har længe yndet at arbejde efter en devise, der foreskriver, at intet nyt er godt nyt. Hans musik har alle dage været kendt for en forholdsvis ufarlig og mageligt jazzet lyd, der især henvises til, når snakken i dag endeløst går på, hvad der er ægte hiphop. Og på mange måder er Cole ægte hiphop, forstå mig ret.

Men selv Cole har indset, at hans patenterede lyd skal ruskes op i for ikke at ende som en antikveret parodi på sig selv. Måske er det derfor, at ’4 Your Eyez Only’ gemmer på en (godt skjult) tematisk dristighed. En dristighed, der involverer forholdsvis vellykket forsøgstagen med uegalt brogede synsvinkler.

Og der kommes fint omkring takket være denne tilgang. ’Neighbors’ prikker til skjult hverdagsracisme, mens selvransagelsen selvfølgelig aldrig forbigås på ’Change’, da det ville være helligbrøde i Cole-øjemed.

Også en imponerende jordnær kærlighedserklæring demonstreres på ’Foldin Clothes’. Det er vintage-Cole, når han er allerbedst, altruistisk og bundærlig, men også en mere konfrontativ tilførsel får lov at bjæffe på et nummer som ’Immortal’.

Selv om omdrejningspunktet på ’4 Your Eyez Only’ øjensynligt vedbliver gode gamle Cole world, serverer albummet som sagt et interessant koncept med forankring i en helt anden tilværelses vinkler end Coles egen (læs: en gammel vens), hvorfor Coles ofte ret så dialektiske tilbøjeligheder får et nyistandsat narrativ at læne sig opad.

Produktionerne er til gengæld, hvad man efterhånden kan forvente fra hans side. Store dele af forløbet kører i en lang smøre af tilbagelænet jazz uden anseelige udsving – især begge halvdele af vuggeviserne ’She’s Mine’ og ’Ville Mentality’, hvor pivfalsk sang kun tiltrækker sig opmærksomhed af de forkerte årsager.

Bundlinjen er dog et behageligt lyt, hvor det springende punkt viser sig at være et lidt for tildækket koncept, der for kun de allermest årvågne fans vil åbenbare sig på første eller andet lyt. Problemet er, at der skal lyttes minutiøst godt efter for at spotte det afsluttende twist på den titulære outro – no spoilers, bare rolig – hvilket forekommer som en hindring, når Cole sjældent gør tilstrækkeligt væsen af sig. I stedet har han ofte travlt med at holde sig i sit hjemmevante lydspor.

For mange inkarnerede fans er dette nok ikke en svaghed, snarere tværtimod, men man savner mere risikovillighed, når nu ’4 Your Eyez Only’ endelig fremstår som et tilnærmelsesvis konceptlignende album.

Bedre bliver det ikke af, at den fortættede karakterindlevelse, der efterstræbes med en omlagt vinkling, desværre glimrer ved sit fravær, fordi hele molevitten lyder præcis som den Cole, man altid har kendt. Selv når han leger en anden, har rapperen med den forpjuskede manke nemlig svært ved at bryde sine lydmæssige sikringslænker fuldstændigt.

Paradoksalt nok afgiver ’4 Your Eyez Only’ derfor mere en slags psykosomatisk fornemmelse af et letkøbt lånekoncept frem for kreativ fuldblodsresonans. Om ikke andet lægger albummet dog i det mindste op til mere opdagelsesjagt, end man kan sige om Coles tidligere plader. Og så er produktionen overvejende nydelig.


Kort fortalt:
’4 Your Eyez Only’ bærer på et interessant, men forvaret tema, der kræver årvågen fordybelse af lytteren. Til dato er det Coles mest forvovne album, men det siger i sidste ende ikke det helt store, når han stadig foretrækker at holde sig i sit hjemmevante lydspor, hvilket delvist forpurrer forsøget på tematisk afklaring.

Seneste nyt
Sponsoreret indhold