Neil Youngs bovlamme protestsange er lige til affaldscontaineren

Neil Youngs bovlamme protestsange er lige til affaldscontaineren
Foto: Tristan Fewings/Getty Images
Neil Youngs bovlamme protestsange er lige til affaldscontaineren - Peace Trail
2 6
Neil Young
'Peace Trail'

Album, Warner

Neil Young har utvivlsomt gjort sig fortjent til en status som en af rockmusikkens mest gudsbenådede sangskrivere, men han er samtidig et oplagt bud på titlen som selvsamme kunstforms mest kontrære skikkelse. Bob Dylan har bestemt gjort ham rangen stridig og senest ubevidst forsøgt at trumfe Young ved sin besynderlige reaktion (eller mangel på samme) i forbindelse med den overmåde ærefulde tildeling af Nobelprisen i litteratur.

Young, musikkens svar på grizzlybjørnen, kan dog prale af at være blevet sagsøgt for sin manglende samarbejdsvilje. Den legendariske pladeselskabsdirektør David Geffen hev ham i retten i 1983, efter at hans nystartede Geffen Records havde satset på, at Young, der så sent som med 1979’s ’Rust Never Sleeps’ havde fasttømret sit image som en af de få sangskrivere fra 60’er-generationen, der var populær blandt punkerne, kunne samle handsken op og fortsætte ad samme vej i det nye årti.

Young sagde ja tak til Geffens penge, men valgte i stedet at lave ’Trans’ (1982), et vocoder-og-synth-inficeret album med informationsteknologi som sit tema, der var uhørt i datidens rocklandskab (og derfor – hørt retrospektivt – væsentligt mere interessant end den pengefikserede Geffen anede), og siden rockabilly-pastichen ’Everybody’s Rockin’’ (1983), som Young angiveligt brugte to timer på at indspille – i alt. Geffen var af den overbevisning, at Young bevidst saboterede sine kommercielle muligheder ved at udgive musik, der på alle måder gav køb på en forestilling om brand recognition. Om en retssag var den rigtige løsning er nok mere end tvivlsomt, men man forstår såmænd godt Geffens forbistring.

33 år senere er Young ikke blevet mildere stemt.

Annonce

Man kan mene, at det er så som så med den musikalske nysgerrighed – det er sjældent, at Young kaster sig ud i de vilde musikalske eksperimenter nu om dage – men det kontrære ved resultaterne af hans seneste anstrengelser er indlysende.

Young har aldrig virket som en kunstner, der er synderligt optaget af begrebet kvalitetskontrol, men på sit nye – 38., but who’s counting? – album synes enhver rest af selvindsigt at være gået fløjten.

Hvordan forklarer man ellers mængden af sjaskede kompositioner, der end ikke fortjener prædikatet melodier? Percussion-esset Jim Keltner bidrager til de ti nye sange og virker som en mand, der er aldeles fortabt i Youngs make-it-up-as-you-go-along-sangskrivning. Hans trommespil klatter aldeles umotiveret rundt som en skridende grund under Youngs sur-gammel-mand-rutiner. Der er som bekendt en vis fascinationskraft forbundet med at se en togulykke udfolde sig, men i tilfældet ’Peace Trail’ forvandles ethvert tilløb til fascination hurtigt af en skiftevis resignerende hovedrysten og måbende vantro.

’Peace Trail’ gør sig ydermere i en urimelig mangel på intelligent lyrik. Det er protestmusik i den allermest groft udhuggede form: Nemme paroler og bastante slaglinjer går hånd i hånd med lyrikstumper, der synes at være skrevet med venstre hånd i en sen nattetime. På den måde minder albummet om 2006-udgivelsen ’Living With War’, men det album havde en elektrisk fremdrift og visse skrål-med-værdige omkvæd, som ’Peace Trail’ ikke på nogen måde hverken kan eller forsøger at matche.

Titelnummeret er albummets ene undtagelse: Det vækkes til live af en forvrænget mundharmonika, men for resten af sangenes vedkommende er der tale om det ene vildskud efter det andet. ’Texas Rangers’, ’Show Me’ og den fem minutter lange talking blues ’John Oaks’ må høre til blandt Youngs værste sange i en karriere, der på temmelig outreret vis er en udstilling af alt det bedste og det værste ved en kunstform, han på godt og ondt inkarnerer.

’Peace Trail’? Den hører knapt nok hjemme i affaldscontaineren bag ved rockmusikkens bugnende varelager.


Kort sagt:
Neil Young har begået mange skæverter i karrierens løb – det er på sin vis en del af hans evige fascinationskraft – men med ’Peace Trail’ ’overgår’ han sig selv med en samling mildt sagt ujævne kompositioner, der er en spild af ikke bare hans egen tid, men i særdeleshed mester-percussionisten Jim Keltner, hvis umotiverede, vildfarne trommespil er en sigende udstilling af, hvor lavt niveauet er på Youngs protestsangsopus med appel til gnavne, gamle, hvide mænd.