Her på musikredaktionen har vi i løbet af december kåret årets bedste danske (top 15-1) og udenlandske album (top 25-11 og 10-1). Men hvilke album er vores stab af anmelderes personlige favoritter fra 2016? Vi bad vores anmeldere udvælge ét yndlingsalbum fra 2016 med det ene benspænd, at det ikke måtte figurere på redaktionens tre lister. På den måde får vi nogle oversete perler i spil.
Anders Cold: Preoccupations ‘Preoccupations’
»Canadiske Viet Congs navneskifte til det noget mindre politisk ukorrekte Preoccupations og efterfølgende ‘albumdebut påny’ har også bragt en let og ganske klædelig kursændring med sig: Matt Flegel og co. har lagt den voldsomme, sammenbidte og ligefrem fjendtlige stil, de rådyrkede på ‘Viet Cong’, fra sig til fordel for en slukøret melankoli med masser af hjerte. Postpunkens evigt regnvåde og betongrå sind er intakt, men der er en nyfunden melodiøsitet at spore på ‘Preoccupations’. Det gør albummet til et godt bud på ikke blot årets album inden for genren, men, hands down, et fyrtårn, som måske også vil rage op af disen, når man engang gør årtiet op«.
Marie Ulrich Østergaard: Mitski ‘Puberty 2’
»I et år med latterligt mange gode albumudgivelser fra de helt store stjerner såvel som nye navne var det ret sent, at jeg fik øjnene op for japansk-amerikanske Mitski og albummet ‘Puberty 2’. Men da jeg endelig lyttede, fik sangen ‘I Bet On Losing Dogs’ straks tag i mig med sin forunderlige forening af en hengiven doo-wop-melodi og brusende 90’er-lydende guitarer. Et kreativt og på en måde herligt utrendy arrangement, der er sigende for pladen som helhed, hvor også Mitskis elegante, men kradsende vokal og de billedskabende tekster imponerer. Og kun 24 år gammel. Wow«.
Emil Hobel: Michael Kiwanuka ’Love & Hate’
»Modsat Frank Ocean, Anderson .Paak, Beyoncé med flere, kanaliserer Kiwanuka den klassiske soul helt uden at drysse hiphop i gryden. Det er meget uamerikansk, og derfor har hans fornemme andet album måske ikke helt fået den opmærksomhed, det fortjente. Der er noget bedårende ukonstrueret over hans skrøbelige sange, der først og fremmest løftes af en stemme, der næsten definerer ordet soul. Så lever man med, at producer Danger Mouse til tider bygger nogle lidt for pompøse rockstilladser op under sangene«.
Jonas Sølberg: Værket ‘Jealousy Hits’
»Folk kigger på mig, som om jeg joker, når jeg fortæller dem, at mit favoritalbum fra 2016 er et progressivt rockalbum lavet af seks drenge på cirka 20 år fra det danske punkrockmiljø. Det er ikke desto mindre sandheden. Værkets album ‘Jealousy Hits’ er en enorm debut, som forvandler en genre, der ellers kan emme af uncool, til noget både farlig og smukt. Lyden er nemlig opdateret 2016-prog, der hugger og hakker i struktureret kaos, men også lægger sig fuldstændig ned og bløder flotte ballader i episke passager. Det er krig og fred. Det er kaos og orden. Det er progressivt i ordets egentlige forstand. Det er Værket«.
Mette Holm: Kilo Kish ’Reflections in Real Time’
»I samme tråd som mine to yndlingsalbum fra i år, ’Blonde’ og ’A Seat at the Table’, er den amerikanske r’n’b-sangerinde Kilo Kishs første rigtige studiealbum også et løst struktureret, dagdrømmende og følsomt indblik i at være ung og lidt træt af verden i 2016. Med sangtitler som ’Life: The Cruel Interlude’, ’Existensial Crisis Hour!’ og ’The Dilemma of Cool’ er albummet både mere humoristisk end Franks og mindre politisk end Solanges, men de minimale, futuristiske r’n’b-produktioner parret med tekster om moderne identitetskrise går lige så rent ind«.
Mads Kjær Larsen: Christine & The Queens ‘Christine & The Queens’
»Det er ikke hver dag – nej, stryg det, det er ikke hvert år – at man forelsker sig i et stykke moderne fransk popmusik. Men 2016 bød på et velfortjent gennembrud for den galliske popsangerinde Heloïse Letissier, der gør sig under aliasset Christine & The Queens. Især i England fejrede hun store triumfer i årets løb, ikke mindst på årets Glastonbury festival.
Letissiers første engelsksprogede album (med den fransksprogede titel, ’Chaleur Humaine’) mikser lidt af alt det gode fra den angelsaksiske poptradition – inklusive en bizart vellykket omfortolkning af Kanyes ’Amazing’ – men med særlig gehør for 80’erne (især Peter Gabriel og Kate Bush spøger). ’Tilted’ var en af årets sange for mit vedkommende, men hele albummet bestod ret beset af lutter oplagte singler. Er det pop, der ikke bider fra sig, spørger du måske? Svaret er: Nej. Letissier har en kønspolitisk dagsorden (hun identificerer sig selv som panseksuel) og en udstråling og personlighed, der bestemt er mere kantet end firkantet!«
Simon Haugaard Corydon: Louie Vega ‘Louie Vega starring… XXVIII’
»28 numre. Det er, hvad romertallet i titlen på Louie Vegas magnum opus af en debut som soloartist signalerer, selv om det faktisk er en tilsnigelse at kalde det en debut – houselegenden har allerede hæderkronede plader bag sig i regi af blandt andet Masters At Work. Dobbeltalbummet forener med sine over 25 forskellige features fra både nær og fjern, fortid og nutid, således ikke blot Louie Vegas hidtidige karriere og verdensomspændende turnévirksomhed i én udgivelse, men fusionerer også stilarter som ancestral soul, latin jazz og gospel ind i et globalt, tidløst og spirituelt houseunivers. En plade, der var skyld i mange af sommerens Aperol Spritz-tømmermænd!«
Denis Kostic: Skepta ’Konnichiwa’
»Ring ring, pussy, it’s shutdown«. Hvis international hiphop i 2016 var ét stort amerikansk gruppeopkald, hvor diverse repræsentanter for sydstats-trap skændtes med eksuberante skikkelser som Chance the Rapper og Anderson .Paak om eneretten til opmærksomhed, var det grime-pioneren på den mere beskedne side af Atlanten, Skepta, der crashede det telefoniske foretagende og irettesatte snakken.
’Konnichiwa’ er ingenlunde den engelske gadekonges debutplade, men på det nedbarberede projekt formåede han imidlertid at levere en bredappellerende artistisk hunger, som grime i en uendelighed har ventet på. På ryggen af ’Konnichiwa’ vandt Skepta en eftertragtet Mercury Prize, og så leverede han jo også et forrygende show på årets Roskilde Festival«.
Emil Hansen: 40 Watt Sun ‘Wider Than the Sky’
»Har man det svært med deprimerende musik, skal man ikke lytte til ’Wider Than the Sky’. Det er et nedslående album, men ved genlyt også et utrolig smukt album. 40 Watt Sun spillede egentlig doom metal, en subgenre kendetegnet ved tyngde og langsomt tempo, på deres debutalbum, men her på toeren træder de væk fra metal og fjerner alt, der minder om forvrængede guitarer og tunge trommer. Tilbage står en række langsomme, sparsomt orkestrerede numre tydeligt inspireret af slowcore-pionererne i Low. Det er ufatteligt sårbart og oprigtigt rørende – gribende i sin insisterende sørgmodighed og knusende i sin skrøbelige lethed«.
Martin Gronemann: Nicklas Sørensen ‘Solo’
»Jeg er svært begejstret for den instrumentale trio Papir og deres organiske måde at bevæge sig gennem psych og krautrock via jams og et eminent samspil. Soloudspillet fra bandets guitarist Nicklas Sørensen er ingen undtagelse og føjer sig som et smagfuldt supplement til gruppens udspil. I løbet af 2016 er jeg gentagne gange vendt tilbage til denne plade – det være sig de labyrintiske og tranceagtige forløb i ‘Solo 3’ eller den pulserende dynamiske progression i ‘Solo 1’ – med samme entusiasme, som da numrene ramte mig øjeblikkeligt ved første lyt. Årets danske album for mit vedkommende«.
Sophia Handler: Romare ‘Love Songs: Part Two’
»I november fulgte den britiske producer Archie Fairhurst op på sin debut-EP ‘Love Songs, Pt. 1’ med en decideret part two. Her tre år efter samler han trådene fra den særprægede debut til sit andet studiealbum, der trækker på samme synth-, vokal- og-trommemaskineveksel. Fairhurst har studeret afroamerikansk visuel kultur og afspejler samme mangfoldighed i sit musikunivers på en yderst original måde. Numrene har et collagepræg, der forener jazz, techno og soul, men som samtidig nærmest også rummer deres helt eget lille, elektroniske hverdagssamfund. Jeg er virkelig en sucker for den slags brug af samples, citater, flersprogethed og spoken-word-referencer inden for elektronisk musik«.
Thomas Balslev Brandt: The Love Coffin ‘Buffalo Thunder’
»Da jeg hørte danske The Love Coffin for første gang, skete der det, som kun sker alt for sjældent: At benene slås væk under én. Det har de siden formået at gøre flere gange, og senest med hin ep, som gør sig i noget så kontroversielt som mørk og beskidt guitarrock. Lidt i tråd med The Birthday Party, men mest som sig selv, leverer den her trup potente, melodiske og frenetisk levende sange, der bevæger sig mellem kaos og smudset skønhed på en fandens veludført måde. Elegant og rebelsk – også live – og det er ret sygt«.
Aske Buus Gladkow Johansen: Ray Blk ‘Durt’
»Unge Ray Blk er udstyret med et astronomisk talent og er et godt bud på den næste superstjerne fra den spirende britiske undergrund. Takket være Rays urokkelige stemme, der konstruerer både vokale rapstykker og ’silkerå’ r’n’b-serenader, minder ’Durt’ om alt andet end et debutalbum. Alt fra racekonflikter til selvkærlighed bliver emballeret i et næsten futuristisk univers, hvor de runde og soul-inspirerede toner ledsages af uhørt dybe og ikke mindst omklamrende basspor. Selv om Stormzy, SG Lewis og Wretch 32 alle bidrager med stærke gæsteoptrædener, så er det Ray Blk, der med sin bombastiske (næsten autoritære) vokal binder debutalbummet sammen«.