27 danske album, vi glæder os helt vildt til i 2017

Rygter, fakta og en lille portion ønsketænkning. Vi ser frem mod kommende udgivelser og et (forhåbentligt) fantastisk dansk musikår.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. Møs andet album

Hun har turneret røven ud af bukserne i tre år, så der er sådan set ikke noget at sige til, at Karen Marie Ørsted ikke har haft tid i kalenderen til at indspille sit andet album. Men 2017 må altså være året, hvor vi får en efterfølger til ‘No Mythologies to Follow’, der snart kan fejre tre-års jubilæum. Senest fik vi singlen ‘Don’t Leave’ – et samarbejde med den britiske producer-duo Snakehips.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. Noah Carters debut-udgivelse

Noah Carter fik et ret solidt gennembrud i slutningen af 2016 med de to singler ‘Do You’ og ‘B.O’, og B.O.C.-rapperen virker på ingen måde som typen, der har tænkt sig at læne sig tilbage. Der foreligger endnu ikke nogen udmelding om en decideret udgivelse, men på Instagram kan man følge med i, at der altså bliver lavet musik. Vi forestiller os en single eller to til, inden der udkommer en ep eller et album.


Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. Communions ‘Blue’ (3. februar)

Det danske firkløver har tidligere henrykket med to formfuldendte ep’er af postpunk, men at dømme ud fra en lind strøm af singler virker det umiskendeligt til, at gruppen på deres debutalbum har kigget stadionstore britrock-grupper som Oasis efter i sømmene.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. Kwamie Livs debutalbum

Man skal et helt år tilbage for at finde Kwamie Livs seneste single ‘Perfect Grace’, og man må sige, at sangerinden tager sig god tid med sit debutalbum, der skal følge op på debut-ep’en ‘Lost in the Girl’ fra 2014. Der burde dog være noget stort i vente, så vi væbner os glædeligt med tålmodighed for det bedst mulige resultat. Ifølge Kwamies sociale medier er hun i hvert fald tilbage i studiet.


Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. Jens Ole McCoys score til ‘Underverden’ (25. januar)

Prikken over i’et i Fenar Ahmads mesterlige ‘Underverden’ er Jens Ole McCoys natteklingende synthscore, der får en officiel udgivelse den 25. januar. Et plaster på såret til alle dem, der stadig er kede af det over Ukendt Kunstners kommende opløsning.


Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

6. Cancer ‘Totem’ (27. januar)

Der sker noget magisk, når Nikolaj Vonsilds sitrende stemmebånd møder Kristian Finne Kristensens fintfølelse guitarbehandling i duoen Cancer. Makkerparret udsendte i 2014 debuten ‘Ragazzi’, og nu kommer albummet ‘Totem’, som senest er blevet teaset med singlen ‘Esca’.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

7. Lord Sivas trejde ep/debutalbum

Lord Sivas crooner-hiphop tog seriøse kegler med to stærke ep’er i 2014, og sangeren har siden da markeret sig som en unik stemme på den danske r’n’b-kredsende himmel. Nu er tiden kommet til hans næste udgivelse – hvad end det bliver ep nummer tre eller et regulært debutalbum. ‘Blind’ er hans seneste single.


8. Liss’ debutalbum

Her er ingen officielle forlydender, men med Liss’ monstersucces i 2016 må man formode, at den danske r’n’b-kvartet er i fuld sving med et album, der kan kapitulere på den hype, som er blevet bygget op med stærke singler og sidste års debut-ep ‘First’. En ny Instagram-video lyder som om, at de er godt i gang.


9. Gents’ debutalbum

»\\ album done! // master i hus \\ new sound // coming soon \\ vi glæder os til at spille det for jer <33333«, skrev Gents så sent som den 11. januar på Facebook, og vi glæder os i den grad til flere 80’er-hørmende synthslagere fra den danske duo bestående af crooner Niels Fejrskov Juhls og producer Theis Vesterløkke.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

10. Jamaikas debutalbum

Det er nu et år siden, at Jamaika sprang lydmuren med de æresbetonede ghetto-hymner på debut-ep’en ‘SxB på fri fod’, og i resten af 2016 udgav han officielt kun ‘Jeg har dem’. Det er ingen hemmelighed, at Vejle-sangeren er inde og ude af fængslet, men hvis han kan holde fokus på musikken, er vi formentligt heldige at modtage en ny ep eller er regulært album i løbet af året.


11. Bisses næste album

Bisse fik mere end velfortjent et bredt dansk gennembrud med sidste års ‘Højlandet’, og sangskriverens produktivitet lader på ingen måde til at være gået i stå. Han har af flere omgange lovet et nyt album i starten af 2017 – senest i en ny promovideo for hans kommende koncert i Store Vega den 13. maj, hvor han ligefrem lægger op til, at der måske er udkommet to nye album inden da!


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

12. Saveus ‘Will Somebody Save Us’ (20. januar)

Martin Hedegaard har allerede opnået en hel del, og Saveus har nydt stor succes (masser af udsolgte koncerter) på baggrund af en lille række singler med bombastisk electropop. Nu er tiden kommer til debut-ep’en, som skal sætte projektet i yderligere relief.


13. Hans Philips soloalbum

Indrømmet: Vi ved absolut ingenting om et kommende Hans Philip-album, men Ukendt Kunstner-rapperen har afsløret, at han fortsætter med musikken (bare uden Jens Ole McCoy ved sin side). Spørgsmålet er derfor rettere, om han springer ud som soloartist allerede i 2017, eller om han venter lidt.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

14. Suspekt ‘100% Jesus (17. februar)

Danmarks mest promiskuøse rapgruppe vender tilbage i midten af februar, når de sender deres sjette album ‘100% Jesus’ på gaden. Vi har allerede fået smag for projektet med førstesinglen ‘Står stadig’, NSFW-videoen til ‘Hun blev bare så glad’ og den ret så gennemførte promovideo.


15. Chinahs debutalbum

Chinah havde et forrygende 2016 med debut-ep’en ‘Once the Lights Are On’, en P3 Talentet-pris og et hav af koncerter og festivaler. Singlen ‘Can’t Remember How It Feels’ udkom i september, men med en større forårsturné på programmet må man gå ud fra, at poptrioen er i fuld sving med at lave ny musik – enten et album eller ep nummer to.


16. Artigeardits debutalbum

»Mens jeg arbejder på albummet, får I lige 24 hurtige at tygge på«, skrev Artigeardit i midten af december på sin Facebook som tilbehør til en lille video, hvor han spytter rim over et bombastisk beat. Den unge rapper virkede overordentlig selvsikker på sidste års debut-ep ‘Fristelse fordærver’, og det skal blive spændende at høre, hvordan han formidler talentet over et helt album.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

17. Soleimas debut-minialbum (21. april)

Hun udgav sin charmerende debutsingle ‘My Boi’ tilbage i 2015, men den 21. april er Sarah Mariegaards soul-fyldte popmusik som Soleima klar med en decideret debut-udgivelse i form af et minialbum. Den seneste single ‘Cracks’ udkom i sidste uge.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

18. AV AV AV’s anden ep

Eloq, Unkwon og DJ Er Du Dum Eller Hvad ramte en gylden åre, da de slog kræfterne sammen om electro-projektet AV AV AV. Nu er tiden kommet til næste kapitel, og den pulserende ‘About You’ agerede i november forløber for en kommende ep, som ifølge gruppens Facebook meget snart kommer til at kaste en ny single af sig. Der går også rygter om et decideret album.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

19. Gillis debutalbum / Molotov Movements debut-ep

Benny Jamz, Gilli og MellemFingaMuzik skulle have udgivet deres debut-ep som Molotov Movement i slutningen af 2016, men efter et par singler var der kun stilhed fra den danske rapgruppe. Ventetid eller ej: Ep’en burde (stadig) være på vej, og måske 2017 også er året, hvor Gilli får udsendt et regulært album? Der er kommet singler som ‘Tidligt op’ og ‘Adios’, men B.O.C.-rapperen har stadig kun udgivet én sammenhængende samling sange med ‘Ækte vare’-ep’en, som altså snart er tre år gammel.


20. Sort Sols comeback-album

Det er endnu sparsomt med detaljerne, men sikkert er det, at Sort Sol i løbet af året udgiver deres første album siden 2001’s ‘Snakecharmer’. Steen Jørgensen og co. har delt forskellige billeder fra studiet og mixe-sessions, og med en kommende forårsturné kunne man næsten forestille sig, at rockveteranerne melder sig på banen inden for de næste par måneder.


21. When Saints Go Machines fjerde album

When Saints Go Machine har ikke udgivet et album siden det snart fire år gamle ‘Infinity Pool’, og gruppens medlemmer har da også været travle med blandt andet Kenton Slash Demon og Cancer. De artsy electropoppere blev i midten af december annonceret til sommerens nye festival på Refshaleøen, Haven, og kunne her afsløre, at de er i gang med at skrive nyt materiale. Om det bliver til et album i kalenderåret 2017, må tiden vise.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

22. First Hates debutalbum

Vi placerede deres ep ‘The Mind of a Gemini’ på listen over sidste års bedste danske udgivelser, men Anton Falck Gansted og Joakim Nørgaard er altså snart på trapperne med et debutalbum også. Det har ingen dato endnu, men den mørkrandede (om end ret så festlige) synthpop-duo annoncerede for nyligt albummets komme samme med en koncert i Lille Vega den 13. maj, hvor der med garanti vil blive spillet ny musik.


23. The Rumour Said Fires tredje album

Vi har ikke hørt fra dem siden 2012’s ret fænomenale ‘Dead Ends’, men for nyligt annoncerede det danske orkester (som sidst havde udviklet sig fra folkrock til sortrandet 80’er-pop) på Facebook, at en ny plade ligger klar. Nye sange vil blive luftet til Frost Festival, men mange flere koncerter er eftersigende på vej.


24. Blaue Blumes andet album

Blaue Blume ramte skyerne med den luftige artrock på debutalbummet ‘Syzygy’ fra slutningen af 2015, og det er ikke ligefrem fordi, man har hørt meget til bandet siden. En ældre Facebook-opdatering fra frontmand Jonas Smith fortalte dog, at kvartetten skulle i gang med at skrive ny musik fra 1. september 2016, så et nyt album i 2017 er bestemt ikke umuligt.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

25. Soho Rezanejad ‘Six Archetypes’

Soho Rezanejads ætsende intense synthpop på debut-ep’en ‘Idolatry’ (2015) var en blændende oplevelse, og med nytårsraketten ‘December Song’ – udgivet på den sidste dag i 2016 – løftede sangerinden og produceren også sløret for, at et album ved navn ‘Six Archetypes’ lander i løbet af 2017.


26. Alt fra Vellness Plader

Franske Piger, Sjæl I Flammer, Hong Kong, Esctasy In Order og alle de andre. Vellness Plader var en fryd at følge i 2016, og kollektivet har uden tvivl en hel masse musik på vej i løbet af de kommende måneder. Måske et nyt mixtape? Måske individuelle album? Første levende billede er Ecstasy In Order, der udgiver deres nye ep ‘XI01’ i slutningen af januar med releasefest på Jolene.


27. The Minds of 99’s tredje album

Sidste punkt på listen er lidt af et langskud, men de succesfulde postpunkere er offentliggjort til sommerens Heartland Festival, og ville de være det, hvis der ikke var ny musik på vej? Det vides endnu ikke, men Minds udgav album i både 2014 og 2015, så produktiviteten plejer altså ikke at fejle noget.

Læs også: Breakin’ Sound 2017: De 10 mest lovende danske navne

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af