Interview Magazine har offentliggjort et særligt interview med Solange, foretaget af ingen anden end storesøster Beyoncé.
De to har uden tvivl et særligt forhold til hinanden, og interviewet emmer af deres fælles opvækst, fælles familiemedlemmer og interne jokes, og kommer også omkring, hvordan de på mange måder deler samme kontrollerede tilgang til at præsentere sig selv udadtil.
Beyoncé er til stede i interviewet, dog uden at fylde, og deres tætte søskendeforhold lader til at give os en genvej ind til Solanges kunstneriske virke i et interview, der på mange måder er personligt. Vi bliver præsenteret for nye udtalelser om det seneste album ‘A Seat at the Table’, om problematikker og overvejelser omkring emner som race og køn, og ikke mindst nogle af Solanges tanker vedrørende sin egen, personlige udvikling. Vi har samlet de vigtigste Solange-citater her.
Om viljen og inspirationen til selv at skrive, producere, instruere og koreografere:
»Så langt tilbage, som jeg kan huske, har vores mor altid lært os at have kontrol over vores stemme, vores krop og vores arbejde, hvilket hun viste os gennem sit eget eksempel. Hvis hun kom på en idé, var der ikke ét element af den idé, som hun ikke havde del i. Hun havde ikke tænkt sig at give det videre til en anden. Og jeg synes, det har været en interessant ting at skulle navigere, især også at kunne se én selv gøre det samme i alle aspekter af ens arbejde: Samfundet stempler det som at være en kontrolfreak, en besat kvinde, eller en, som er ude af stand til at stole på sit team eller bemyndige andre til at gøre arbejdet, hvilket er fuldstændig usandt. Det er umuligt at få succes uden at have et team og alle de andre bevægelige dele, der hjælper med at gøre det hele til virkelighed. Men jeg har – og jeg er ikke bange for at sige det – en meget distinkt, klar vision i forhold til, hvordan jeg vil præsentere mig selv, min krop, min stemme og mit perspektiv. Og hvem er bedre til at fortælle den historie end én selv?«
Om inspirationen til albummets racemæssige aspekter:
»[…] albummet føles som historiefortælling for os alle, vores familie og vores afstamning.[…] Og mine venners historie – hver dag sms’er vi om nogle af de mikroaggressioner, vi oplever, og den stemme kan også høres på albummet. Inspirationen til dette album kom fra alle vores stemmer som et kollektiv, og ønsket om at kigge på det og undersøge det«.
Om at udvikle sig som producer:
»En af mine største inspirationskilder i forhold til kvindelige producere er Missy [Elliot]. Jeg kan huske, at jeg så hende, dengang I arbejdede sammen, og deraf blev vild med ideen om, at jeg kunne bruge mig selv som mere end bare en stemme og ordene. På mine tidligere albu, har jeg bidraget til produktionen her og der, men var altid bange for virkelig at dykke ned i det og… Jeg tror egentlig ikke, jeg var rigtig bange, jeg var nok bare virkelig komfortabel med at skrive sangene. Jeg følte, at mit bidrag som producer var nok. Men da jeg begyndte at arbejde på lyden på det her album, gik det op for mig, at jeg var nødt til at skabe et helt specifikt lydlandskab for at fortælle historien«.
Om sangen ‘Cranes in the Sky’:
»Det er faktisk en sang, jeg skrev for otte år siden. Det er den eneste sang, jeg har skrevet uafhængigt fra albummet, og det var en virkelig hård tid. […] Jeg arbejdede på en masse udfordringer i forhold til mange vinkler i mit liv, led af usikkerhed og festede på grund af selvmedlidenhed. […] Jeg skrev og optog meget i Miami på det tidspunkt, hvor der virkelig var et ejendomsboom i USA […] Jeg kan huske, at jeg kiggede op og så alle de her kraner på himlen. De var så tunge og grimme, og ikke hvad jeg forbandt med fred og tilflugt. Jeg kan huske, jeg så det som en analogi for min egen transition – denne her idé med at ville bygge op, op, op, som også foregik i landet på det tidspunkt, al dette umådeholdne byggeri, uden virkelig at tage fat om, hvad der sker lige foran øjnene på os. […] Den sætning kom til mig, fordi den føltes så sigende for, hvad der også foregik i mit eget liv. Og otte år senere er det meget interessant at se, hvordan vi er her igen, vi ser ikke, hvad der sker i vores land, vi ønsker ikke at sætte perspektiv på alle disse grimme ting, som stirrer os lige ind i ansigtet«.
Om brugen af sin stemme på albummet:
»Det var helt bevidst, at jeg sang som en kvinde, der var meget i kontrol, en kvinde som kunne have denne samtale uden at råbe og skrige, for jeg føler stadig ofte, at når sorte kvinder forsøger at have denne samtale, så bliver de ikke portrætteret som i kontrol, emotionelt intakte og i stand til at have svære samtaler uden at miste denne kontrol«.
Om at være en stærk kvinde:
»En ting, som jeg konstant er nødt til at kæmpe imod, er ikke at føle mig arrogant, når jeg fortæller, at jeg har skrevet hver eneste sangtekst på det her album. Jeg har stadig ikke været i stand til at sige det. Det her er faktisk første gang, jeg rigtig siger det, på grund af de udfordringer, vi gennemgår, når vi fejrer vores arbejde og præstationer. […] Det er noget, jeg har lært virkelig meget af fra dig, at tage kontrollen over sit eget narrativ. Og på dette punkt burde det være en forventning, ikke noget du beder om tilladelse til«.
Du kan læse hele interviewet HER.
Læs også: Solange og Beyoncé: Søstre i fælles kamp for et anderledes USA – men på hver deres måde