»Da vi havde pause fra Mø i vinter, fandt jeg ud af, at nu skulle det være«

»Da vi havde pause fra Mø i vinter, fandt jeg ud af, at nu skulle det være«

Det lange, lyse hår får hele tiden en rastløs hånd igennem sig, og det bliver mere og mere uglet. Rasmus Littauer skal spille sin første koncert med sit soloprojekt School of X, og han er tydeligt nervøs, mens han traver rundt backstage i Pumpehuset.

Man skulle ellers tro, at han var vant til det. Selv om han kun er 26 år, er han en erfaren herre ud i det danske musikliv. Mens du læser dette, er han højst sandsynligt på turné med Mø, som han har været trommeslager for siden 2013. Derudover har han spillet med The Asteroids Galaxy Tour, Reptile Youth og utallige andre projekter. Alligevel er det noget helt andet at stå på scenen med sin egen musik.

»Jeg har seriøst noia over det. Det er seks år siden, jeg sidst sang foran folk med mit projekt Lucky Bird. Og det var rock. Det her nye er ret fint, så jeg skal helst synge rent. Det er spændende, hvordan det kommer til at gå«, siger han et par dage inden koncerten, da jeg møder ham i hans lejlighed på Nørrebro.

Der bor han med seks af sine venner, der alle sammen laver noget med musik. For de to ting hænger uløseligt sammen for Rasmus.

»Alle, der er tilknyttet School of X – lydmand, lysmand og bandet – er folk, som jeg er rigtig gode venner med og har arbejdet meget med. Det er det samme i Mø, og hvad jeg ellers har spillet med. Det sociale betyder ekstremt meget«, fortæller han.

De mennesker, Rasmus spiller med, bliver som en slags familie. Og nogle af dem er faktisk hans rigtige familie. Særligt uundværlig er storebroren Simon, der med sine 28 år er så tæt på ham i alder, at de er pseudotvillinger.

Og familien, både den musikalske og den rigtige, betyder alt for ham. Det er tydeligt igen og igen, når vi snakker.

»Det er næsten vigtigere, at det er nogle fede mennesker, end at det handler om at lave og spille musik«, siger han.

schoolofx_dennismorton3

Backstage i Pumpehuset.

De musikalske brødre

Ud over Simon har Rasmus storebroren Jonas på 35, der har en anden far, og som sammen med Simon var med i Lucky Bird. Og så er der Jakob på 22, der som 12-årig lavede technoduoen Electrojuice, som turnerede vidt omkring i Europa – nogle gange med Rasmus som trommeslager – før de stoppede i 2011.

Når Rasmus fortæller om sin lillebror, kan han ikke lade være med at lyse op i et kæmpestort smil.

»Jakob er simpelthen den bedste af os alle«, siger han og finder et stykke musik frem på sin computer. Ud af højtalerne strømmer noget florlet, flagrende klavermusik, som en smuk blanding af den impressionistiske komponist Debussy og filmkomponisten Yann Tiersen.

»Det her har han lavet for fem-seks år siden. Han havde kun spillet klaver et års tid«, lyder det stolt. »Jeg kan huske, hvordan han sad ved klaveret i stuen med guitaren i skødet samtidig og bare fokuserede på sin musik«.

I dag spiller Jakob med Liss, som også er nogle af Rasmus’ venner, og de er med som opvarmning på noget af Møs turné. Sådan krydser brødrenes musikalske veje konstant hinanden på kryds og tværs.

Littauer_Faktaboks

Brødrene om Rasmus

De har fået musikken ind med modermælken og spillet sammen på kryds og tværs.

Jakob Littauer, 22 år og lillebror
»Rasmus kan lidt af alt. Han er både en mega god person, enormt social og sød og meget hjælpsom. Og så er han bare en bror. Sådan i bred forstand. Ikke kun for mig, men også for sine venner. Det er altid ham, der skaffer folk lejligheder og låner sit udstyr ud, og derfor samler han en masse mennesker omkring sig. Og så er han en vildt dygtig sangskriver og en talentfuld musiker«.

Simon Littauer, 28 år og storebror
»Rasmus og jeg har altid spillet sammen og været meget nære venner. Ingen af os ville være der, hvor vi er i dag, hvis ikke det var for hinanden. Vi er dog meget forskellige. Rasmus var meget pligtopfyldende som barn, og jeg var rebellen. Rasmus var sportsmand, og jeg var til computere. De roller er vi i dag vokset ud over, og Rasmus er et meget helstøbt menneske. Han er godt selskab og en ufatteligt dygtig musiker med en elegant og beundringsværdig stil, der gør indtryk på de fleste«.

 

Storebroren Simon har Rasmus spillet sammen med i utroligt mange projekter, lige siden de lavede deres første band sammen i gymnasiet, Zvook Mescalin. Simon spiller stadig, men han lever overvejende af at lave musik til film og tv og af at producere for blandt andre De Underjordiske.

»Jeg laver nærmest alt med Simon. Vi har været bedste venner altid. Han bor også inde ved siden af«, siger Rasmus og peger ud mod gangen i den store lejlighed, der har mange små værelser – der er ligefrem bygget et smukt igloagtigt rum i stuen, hvor en af fyrene har sin seng og sit privatliv.

Gennem vinduerne trænger lyden af 5A-busser og menneskestøj ind, men Rasmus fortæller, at der lige nu er uhørt stille i lejligheden. Normalt strømmer der altid lyd ud fra flere af værelserne.

»Jeg har ofte tænkt på at flytte herfra, men på en måde giver det mig rigtig meget at bo her. Jeg er meget væk, helt op til 260 dage om året. Når jeg kommer hjem, er det som at hoppe direkte ind i et loop. Især hvis jeg kommer en fredag, så skal de andre fem til alt muligt, og jeg kan bare tage med. Det er vigtigt for mig. Venner er vigtige for mig«.

Det største afsavn for ham ved at være meget væk er, at han ikke ser sine venner og især sin familie så meget, som han gerne ville.

Der var dog et tidspunkt, hvor det næsten blev for meget at være så meget sammen med Simon. I folkeskolen var alle Simons venner også hans venner. Da Rasmus kom i gymnasiet, fik han en masse venner, men de blev også venner med Simon.

»Der kunne jeg mærke, at jeg havde brug for mit eget. For jeg har altid været lige i hælene på ham, også med musik. Jeg har talt meget med ham om det, for det har jo ikke noget med ham at gøre, det er noget med mig. Han har altid været der og elsket mig – og omvendt«.

Så som 18-årig tog Rasmus til USA for at stå på egne ben. I kraft af det fik han opbygget selvtillid og begyndte at lave sin egen musik i det nu hedengangne Lucky Bird.

»Men det blev Simon selvfølgelig involveret i efter noget tid«, siger han med et gavtyvegrin. For i sidste ende kan han ikke undvære ham.

Når Rasmus taler om sine brødre, bliver hans kropsprog mere roligt. Ellers sidder han lidt uroligt i kontorstolen, kasketten af og på, og han gnider sig på knæene i sine hullede jeans.

schoolofx_dennismorton6

Sov over øvelokalet

Rasmus Littauer har aldrig været i tvivl om, at han skulle være musiker. Det har han vidst hele sit liv. Han voksede op i den lille by Hjortshøj uden for Aarhus. Forældrene spiller begge folkemusik, og i den lille by var der et stærkt miljø omkring den gamle musiktradition.

»Det var sådan noget med en spandbas og mærkelige fællesdanse«, fortæller Rasmus og griner.

Ingen af forældrene er professionelle for alvor, men musikken har fyldt utroligt meget. Faren bygger guitarer, og begge har udgivet flere plader. Morens 70’er-band, Sonjas søstre, er lige genopstået.

»Det er rigtig sejt, virkelig rødstrømpe-flippermusik«. Han griner igen.

Da han var lille, spillede forældrene i et kopiband, der hed Evergreens. De øvede et par gange om ugen om aftenen, så når drengene lå i deres senge oven over musikrummet, var det Creedence Clearwater Revival, The Beatles og Elvis, der som vuggeviser fulgte dem ind i søvnen.

Det store musikrum var legeværelse, og da Rasmus var fem, begyndte han at spille trommer, og Simon begyndte at spille bas. Da de var 11 og 13, kom de med i forældrenes coverband.

»Min far har fortalt, at første gang vi skulle spille de 45 numre – det skal man have til tre set – så kunne vi dem alle sammen. For vi havde bare lyttet til sangene hele livet om aftenen i sengen. Vi spillede et par år i det band til bryllupper og den slags og fik måske 500 kroner hver gang. Det var vildt mange penge«.

schoolofx_dennismorton

Laver musik på turné

I dag kommer mange af pengene fra Mø-tjansen. Rasmus mødte Karen Marie Ørsted igennem en fælles musikerven.

»Hendes musik tiltalte mig rigtig meget, men det var i højere grad hendes person, som var vigtig. Karen og jeg er enormt meget på bølgelængde«, fortæller han og understreger, hvor meget han holder af at spille med andre.

Han føler sig privilegeret, fordi han kan spille med bands, som ikke kun består af gode venner, men som også laver musik, han holder af og føler en tilknytning til.

Når han er på turné, er det vigtigt for ham at være sammen med de andre. Det sociale og det at opleve ting sammen har stor vægt. Alligevel kan det godt blive en ensformig oplevelse at turnere, for de laver lydprøve, og så spiller de koncert. Hver dag.

Derfor prøver han at lave musik, når han er på farten. Han vil gerne udfordre sig selv hele tiden.

»Det er svært, når vi er i en bus, hvor der måske er to rum. Det er nemmere, når vi har hotelværelser, så kan man sidde i ro der«.

Karen og jeg er enormt meget på bølgelængde

En uge efter vores møde i Nørrebrolejligheden fanger jeg ham på telefonen, imens han er med Mø på første del af deres verdensturné, Han er svær at få fat på, men det skyldes, at turneen går godt.

»Der er nærmest udsolgt alle steder. Det er en headline-tour, så vi skal steppe op, men vi er et super godt hold af sted. Der er virkelig tryk på, og der er pludselig mange mellemliggende live-sessions og tv-optrædener«, lyder det i telefonen, mens man kan høre, at han mellem ordene sniger sig til hastige sug af en cigaret.

Han fortæller, at der kommer masser af superfans, at spillestederne er større, og at det føles, som om de har en masse momentum. Men selv om de har jublende travlt, har Rasmus alligevel været meget disciplineret og arbejdet meget på musikken til School of X.

»Jeg kan ikke nå det hver dag, men jeg regner med at komme hjem med ti halvfærdige sange, når vi spiller i Danmark med Mø i slutningen af oktober, og så ti mere inden turneen er færdig i januar«, siger han, og man kan høre glæden i hans stemme, inden han pludselig bliver afbrudt.

»Nu hiver de i mig, der er lydprøve«.

schoolofx_dennismorton2_SIDEN

Rytme for sjælen

Inden School of X’s koncert i Pumpehuset et par uger tidligere sidder band og venner i to sofaer backstage, men Rasmus er ingen steder at se.

»Hvor er han?«, spørger en veninde, der kommer ind.

»Kan du ikke høre ham«, griner folk. Rasmus står ude på badeværelset og varmer stemmen op.

»Den første sang er så svær«, siger han, da han kommer ind lidt senere.

»Men hold kæft, det er en god sang«, lyder det prompte fra Malthe Beck, der spiller saxofon og keyboards i bandet.

Rasmus spiller ikke trommer live. Det gør Rune Kielsgaard fra blandt andet I Got You on Tape, som Rasmus altid har syntes var overdrevent god. Selv spiller han lidt samples på en MPC ud over at synge. Som fjerdemand i bandet er der ikke overraskende storebror Simon, der spiller bas og drejer knapper på en synth.

Da Rasmus endelig står på scenen, er han skiftevis badet i farvestrålende regnbuelys og røgfyldte skygger.

»I need rhythm for my soul, you could never fill the hole, whatever you do I feel cool«, synger han.

Musikken er tung af støj og rytme. Man kan mærke trommerne i halsen, men vokalen er klar. Rasmus går frem og tilbage på scenen uden store armbevægelser, men synger indadvendt inderligt. Det er intimt, og de knitrende samples, sfæriske synth-flader og trommernes insisterende puls trækker én ind i en fascinerende, dualistisk verden af bevægelse, der er både håbefuld og sørgmodig, drømmepoppet og kompromisløs.

Efter koncerten deler bandmedlemmerne high-fives. »Det gik rigtig godt«, siger de og krammer. For Rasmus var det en forløsende oplevelse. Det kunne ikke være gået bedre.

Simon fuldender det

Hjemme i sin lejlighed i dagene forinden fortæller han, at School of X er den musik, han har i sig.

»Jeg prøver at lave det, jeg synes, er den bedste musik. Jeg lægger meget energi i det og fortæller nogle historier, som er vigtige for mig, både i tekst og musik. Det er noget helt andet at lave min egen musik. Det er ikke for sjov, eller noget jeg ryster ud af ærmet«.

Men han kan ikke lade være. Han gør det for at holde sig selv i gang. Han siger, at han nærmest føler sig forkælet over at spille med Mø, og derfor er han også så engageret til koncerterne, som har udviklet sig, siden han kom med. I dag bliver det meste spillet på instrumenter og ikke afspillet fra backing-tracks. Det gør det sværere, men også sjovere.

schoolofx_dennismorton7

Men det er ikke nok at blive udfordret live. For det er ikke hans egen musik, og noget af det bedste i School of X er, at han ikke behøver at indgå kompromiser med andre.

Gennem de seneste syv år har han tumlet med musik, som aldrig rigtig er blevet færdig. Særligt Rasmus’ kæreste, Sarah Mariegaard, der laver musik under kunstnernavnet Soleima, har længe opfordret ham til at gå videre med det, ligesom vennerne i bofællesskabet har rost musikken, som de har hørt strømme ud fra hans værelse, hvor han sidder og arbejder.

»Det betyder selvfølgelig noget, at jeg får den opbakning, men det har været nødt til at komme indefra. Og da vi havde pause fra Mø i vinter, fandt jeg ud af, at nu skulle det være«.

Han har indspillet og produceret det meste selv, men han følte, at det kun var 80 procent færdigt. Han manglede det sidste. Han manglede Simon.

»I februar spurgte jeg ham, om han ville hjælpe mig med at færdiggøre mine sange. Det ville han. Han kan arbejde med en lyd, der giver en dybde i produktionerne. Han mixer det, så det fremstår fuldendt. Jeg kunne ikke gøre det færdigt uden ham«, siger han og smiler.

School of X udsender sin debut-ep i starten af 2017 og kan i slutningen af januar opleves til Vegas Udvalgte. Hør førstesinglen ‘Las Vegas’ samt et cover af Sades ‘By Your Side’ på Soundcloud.

Læs også: Breakin’ Sound 2017: De 10 mest lovende danske navne