En af de mest gådefulde, progressive og innovative musikere inden for afrikansk musik er død. William Onyeabor sov ind i sit hjem i Nigeria, 70 år gammel.
Historierne om Onyeabor er lige så mange, som informationener om ham er sparsomme. Få historien om legenden i nedenstående artikel, som blev bragt i Soundvenue Magazine i 2014 forud for hyldestkoncerten med gruppen Atomic Bomb! Band på Roskilde Festival.
Den nigerianske pioner William Onyeabor skabte progressiv musik, inden han isolerede sig fra omverdenen. Nu genopstår hans genistreger ved en række hyldestkoncerter – blandt andet på Roskilde Festival – hvor Hot Chips Alexis Taylor medvirker.
Historierne om lydtroldmanden William Onyeabor er lige så brogede og mangeartede, som de lødige biografier om ham er få. Rygterne går på, at nigerianeren har studeret filmhistorie i Rusland, er uddannet jurist og arbejdede for den nigerianske regering, samt at han driver en kornmølle i byen Enugu. Imidlertid er rygterne baseret på løs snak blandt hans fanskare, sparsomme kvæk fra tidligere samarbejdspartnere og på de meget få og korte biografiske tekster om manden, som det er muligt at opstøve på internettet.
Én ting er dog sikkert: Onyeabor udgav otte selvfinansierede og banebrydende album fra 1977 til 1985, og de lød som intet andet, der kom ud af Nigeria på det tidspunkt. Eller af hele Afrika, for den sags skyld.
Med analoge synthesizere fremtryllede Onyeabor en repeterende, funk-inspireret lyd, der var flere år forud for sin tid og brød med traditionen fra Fela Kutis guitar- og basbaserede afrorock. Men lige så udadvendt og progressiv som Onyeabors musik er, lige så hemmelighedsfuld og tilbagetrukket er manden bag musikken, der efter udgivelsen af sit indtil videre sidste album, ‘Anything You Sow’, i 1985 trak sig ud af musikbranchen, solgte sine instrumenter og gik under jorden som selverklæret genfødt kristen.
Takket være David Byrnes pladeselskab Luaka Bop blev Nigerias bedst bevarede hemmelighed dog introduceret for et bredere publikum sidste år med udgivelsen ‘Who Is William Onyeabor?’, der samler det bedste fra Onyeabors otte studiealbum. Og selskabet har i år i forlængelse af udgivelsen søsat en række hyldestkoncerter, hvor navne som Alexis Taylor fra Hot Chip, Sinkane og Luke Jenner fra The Rapture genopliver nigerianerens musikalitet og fortolker hans sange i det til lejligheden etablerede Atomic Bomb! Band – blandt andet på Roskilde Festival.
En forløber for dancemusikken
Da Alexis Taylor for tre år siden første gang spillede en af Onyeabors sange under et dj-set, var responsen fra publikum overvældende. Selv om Taylors viden om Onyeabor var stærkt begrænset, var han ikke et sekund i tvivl om kvaliteten af musikken, som nigerianeren fremtryllede.
»Det er god popmusik, der på samme tid fungerer på en klub. Musikken lyder som om, den kunne være fra et album af Stevie Wonder eller Paul McCartney, men samtidig er den ingen af delene. Den er meget umiddelbar og eksperimenterende, hvilket altid appellerer til mig«, fortæller Hot Chip-sangeren, da jeg fanger ham i telefonen fra London.
Et nummer som ‘When the Going Is Smooth and Good’ driver i over 13 minutter af sted på en trommemaskines primitive beat, imens boblende og changerende synthflader skinner i baggrunden, og Onyeabors naive, engelske tekster smelter sammen med fællessangpåkaldende korarrangementer. Nummeret er mere en tranceagtig, ubekymret tilstand end en egentlig sang og er symptomatisk for Onyeabors utrætteligt kalejdoskopiske og dansable lyd.
I Luaka Bops dokumentar om Onyeabor, ‘Fantastic Man’, beskriver Dan ‘Caribou’ Snaith, hvordan nigerianeren som ingen andre før ham formåede at bruge trommemaskiner til at skabe perfekte, robotagtige loops med repetitionen som et primært element i musikken. Snaith forklarer, at Onyeabor udviklede de samme ideer, som den tidlige dance-musik i USA blev bygget på – men helt uafhængigt af de amerikanske strømninger.
Hyldest eller musikalsk imperialisme?
Onyeabor har således mange beundrere blandt nutidige musikere – hans fans tæller også Four Tet, Devendra Banhart og Damon Albarn. Men når manden for flere årtier siden valgte at trække stikket til omverdenen, hvorfor så tvinge hans musik frem fra gemmerne? Er der tale om hyldest eller om musikalsk imperialisme, når Atomic Bomb! Band puster støvet af deres Onyeabor-vinyler og genfortolker dem på festivaler verden over? Alexis Taylor er i tvivl.
»Det er meget underligt at synge og spille andres musik, uden de selv er til stede. Det er deres musik, men på samme tid har det intet med dem at gøre, så der opstår en masse spørgsmål, og jeg er ikke sikker på, at jeg har svaret på dem«, funderer briten og fortsætter: »Det er meget konfliktfyldt. Men hvis jeg ikke skulle tage del i projektet, skulle jeg have en stærk grund til det, og jeg ville vide præcis, hvad der er så problematisk ved det«, forklarer Alexis Taylor.
Onyeabor er ikke en mand, man lige ringer op og spørger om tilladelse. Den nigerianske musikhistoriker Ed Keazor har beskrevet, hvordan Onyeabors musik i starten af 80’erne fik konstant airplay i Nigeria, uden at nogen rigtig vidste noget om ham. Han afstod fra at lave interview eller deltage i tv-shows, og han gik aldrig til fester.
Også Luaka Bop måtte efter 18 måneders research opgive at konstruere en biografi om det nigerianske musikalske mysterium. Tilbage står i stedet hans lysende, innovative sange på pladeselskabets ‘Who Is William Onyeabor?’-compilation fra sidste år, hvis festpotentiale nu skal stå sin test på dansk grund en sen nattetime på Dyrskuepladsen.